Hold da op Maria.. det lyder voldsomt. Det han ville var jo at voldtage dig, og derved har han jo allerede (ved overfaldet) frataget dig din ret til at bestemme. Jeg ville formode at du føler dig voldtaget, fordi du allerede havde accepteret at det var det der skulle ske, du havde ikke noget valg og bare det fremprovokere en masse følelser..
Jeg har intet gyldent bud på hvordan du skal komme videre.
Jeg blev voldtaget (dog ikke voldeligt, men stangstiv/sovende også kaldet snigeren, det er dog stadig strafbart ifølge loven) af en fyr, der skulle være en af mine gode venner dengang. Det er mange år siden nu, men ikke desto mindre følte jeg mig længe beskidt og at det var min skyld (det får jeg stadig en snert af en meget sjældent gang imellem) jeg var modsat dig en smule omkring mig, gik i det tøj jeg ville (uden at jeg nogensinde havde set det som en negativ ting) og havde været sammen med hans lillebror adskillige gange, og på det tidspunkt hvor alt det her sker dybt forelsket i en fyr. Det kom først frem godt ½ år efter, hvor alle pludselig valgte side (vi boede ikke i samme by), dog tror jeg ikke hans lillebror nogensinde fuldt ud har troet på hans version om hvad der skete den nat, da han åbenbart havde lavet samme nummer to gange før. Jeg meldte det heller ikke, min fortid ville have talt imod mig, min familie ved det heller ikke, og nu er der absolut ingen grund til at sige det. Jeg fik en depression, blev indelukket (meget modsat før), fik angstanfald og tog 20 kg på, for så var jeg da i hvert fald sikker på at ingen fyr nogensinde ville røre mig igen.. der gik godt 3 år før jeg genoptog kontakten med en x-kæreste og derved havde sex igen, derefter mødte jeg mit barns far 2 år efter, som er den første jeg blev forelsket i siden alt det her skete.
Jeg har forsøgt at tilgive ham (ringede og lagde en besked på hans svarer engang, at godt nok kunne jeg ikke tilgive handlingen, men jeg blev nødt til at tilgive ham, for jeg sad fast), jeg har givet slip på vreden, på spørgsmålene om hvorfor det lige var mig, om det var min skyld osv. jeg kender ikke til nogen let måde at gøre sig af fri af sine skeletter på, udover at indimellem konfrontere sig selv med hvad der skete, snakke om det (altså virkelig - ikke kun beskrive selve hændelsen - som jeg gjorde i mange år) så man efterhånden bare lærer at leve med det som en del af en, uden at det definere en som person eller hæmmer en i ens liv.
Må hellere lige tilføje at jeg faldt meget tilfældigt over ham inde på facebook, hvor han i dag havde en forlovet og et fantastisk liv, og jeg blev så gal (havde virkelig lyst til at kontakte ham, råbe af ham og fortælle hvor mange år han har taget fra mig og hvor stor påvirkning det har på mit liv, eller skrive til hans forlovede, min hævntørst viste sit grimme ansigt,) men da vi gik ind i 2011 valgte jeg at give slip, jeg vil IKKE spilde mere energi på ham, jeg må stole på at universet nok skal give ham det han fortjener (for selv tæsk, så han fysisk kunne mærke smerten, ville aldrig kunne komme i nærheden af den smerte han påførte mig, så det eneste jeg har tilbage er karma)
Til gengæld lagde jeg mærke til at hans lillebror (som var derinde) ikke stod på som hans bror, mens resten af deres søskene gjorde både ved ham og hans bror, og det gjorde mig lidt glad, så havde han i det mindste troet bare lidt på mig..
