9. April 2009. Bobby episoden.
Jeg var taget ned på ungdomsklubben. Mit fristed da jeg gik i 7-8. klasse. Stedet hvor jeg for det meste var mig selv, og næsten ingen generede mig, eller hånede mig for at være mig.
Jeg var ca. 15 år, absolut ikke seksuelt aktiv, og det mest nervøse lille menneske i verden. Jeg var ikke vant til at blive behandlet pænt, og jeg var slet ikke vant til at skulle håndtere situationer der var SÅ hårde, som den der opstod denne aften.
Der var et par stykker som jeg snakkede godt med, og Bobby var en slags sidekick i dette slæng. Bobby var ikke en person jeg sådan var glad for, men han fulgte med slænget og det var fint med mig. Jeg vidste aldrig rigtig hvordan jeg skulle gribe ham an, og det blev derfor sjældent til mere end ”hej” mellem os.
Men denne aften havde Bobby, af en eller anden ubestemmelig årsag, sat sig for at han ville have mig, og det skulle jeg snart finde ud af.
Vi opholdt os i et lille lokale, der fungerede som diskoteket på ungdomsskolen. Mørkt, trængt, lavt til loftet, og høj musik.
Det startede med at han ville kysse mig tror jeg, jeg sagde pænt nej, og fortalte ham at jeg altså ikke havde lyst, hverken nu eller senere. Bobby kom mange gange og bad om det samme, men ændrede det engang imellem til at vi skulle bolle. Hver gang sagde jeg nej, og blev mere og mere nervøs for hvad han ville mig, og hvorfor han ikke kunne forstå et nej. Og for hver gang jeg sagde nej, blev han mere og mere aggressiv i sine henvendelser.
På et tidspunkt slog han mig på skulderen, ikke vildt hårdt, men nok til at jeg skuttede mig og blev forskrækket. Det tror jeg nok han så, for han blev i hvert fald mere voldelig og mere intens for hver gang han henvendte sig.
Flere gange smed han samtidig bukserne, inde midt i diskoteket, og forhindrede mig i at gå fra ham.
Jeg blev selvfølgelig skide bange og vred på ham. Han skulle jo forestille at være en slags ven, og så kan man sgu ikke tillade sig at opføre sig sådan.
Derfor kaldte jeg ham blandt andet for en idiot flere gange, og sagde til ham at han var åndssvag, og at jeg fandme ikke ville noget som helst med ham.
Men Bobby var Jugoslaver, og tog hvert ord jeg sagde allerhøjest bogstaveligt, og det gjorde ham kun mere aggressiv.
Han slog mig stadig hårdere, og flere gange, for hver gang han henvendte sig.
Til sidst satte jeg mig ind i det andet rum. Der var de voksne, og der var lys så man kunne se, og Bobby gad ikke være derinde. Men jeg kunne mærke han gik og holdt øje med mig
Når jeg troede det var sikkert bevægede jeg mig en gang imellem ud fra det sikre rum, men blev hver gang antastet af Bobby.
Bobbys lillebror var der også, og opdagede på et tidspunkt hvad der foregik. Daniél var en rigtig hæderlig ung fyr, og han skældte sin storebror ud, og lovede ham bank, hvis han ikke lod mig være i fred. Så efter et stykke tid mente jeg at det vidst var sikkert at gå hjem. Jeg havde på det tidspunkt ikke set skyggen af Bobby en ½ times tid tror jeg. Så jeg kiggede mig lige over skulderen en ekstra gang, og så gik jeg. Uden at have fortalt til nogen som helst hvad der var foregået den aften.
Da jeg kom uden for døren, nåede jeg at gå et par meter, og så var han der bare lige pludselig.
Han greb fat i mig før jeg fik set eller hørt ham, og kastede mig op ad en væg, i et hjørne, så jeg ingen mulighed havde for at slippe væk fra ham.
Og her begyndte han igen at slå på mig, og skælde mig ud, og forlange at jeg gjorde dit og dat ved ham, lige nu og her.
Jeg blev skide forskrækket, og ville selvfølgelig slet ikke være med til noget som helst.
Men Bobby var jo næsten en voksen mand, og meget stærkere end mig. Han skubbede rundt med mig, og skældte mig ud, og trak sine bukser af, på een gang. Det gik så stærkt, og jeg kunne bare ikke gøre hverken fra eller til i situationen, og han fik fat i mine bukser også. Jeg anede ikke hvad fanden jeg skulle stille op, og var lige ved at opgive det hele og lade ham tage hvad han ville have.
Men så kom Daniél (Bobbys storebror), ud for at lede efter Bobby, og han så jo heldigvis hvad der var ved at ske.
Daniél fik fat i nakken på sin bror, og hev ham væk. Han råbte en masse på jugoslavisk, og sagde så: ”nu kan du godt gå hjem Maria!” . Så det gjorde jeg. Jeg så mig over skulderen hele vejen, og hyperventilerede en hel del, mens hjernen kørte på højtryk.
Derhjemme gik jeg først i bad, og så i seng. Uden at sige noget til nogen. Og glemte alt om hvad der var sket.
Den næste dag ungdomsskolen var åben, gik jeg derover, uden at tænke på hvad der var sket. Da jeg kom der hen, så jeg selvfølgelig Bobby og blev nok så bange, for hvad skulle der ske i dag så? Jeg var lige ved at vende om og løbe hjem med det samme. Men det turde jeg jo heller ikke. Så jeg blev og vurderede Bobbys humør, sådan på sikker afstand.
Jeg kan huske han kiggede på mig 1 gang, og kiggede så hurtigt væk igen. Så tilsyneladende havde Bobby i sinde at lade mig være i fred, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at genere ham det mindste.
Efter den dag, var det hele glemt. Fuldstændig som om det aldrig var sket. Det blev ved at være glemt, og alting kørte hurtigt i samme gamle rille. Ind til en dag i 10. klasse, på en anden skole, i en anden by, i en klasse fuld af andre mennesker. Jeg kom pludselig i tanke om det, sådan ud af det blå, jeg skrev det ned, og fortalte det til en som jeg en gang imellem hyggede mig med, og så var det egentlig gemt væk igen. Ikke glemt, bare gemt lidt væk.
Men det har ligget og luret i baggrunden i alle de år. Jeg har fortalt det til mange, men ikke sådan detaljeret, og altid med den der ’haha jeg griner af ham’ attitude. Men det er jo ikke rigtigt. Jeg griner ikke rigtig af ham. Jeg vender og drejer mig om natten, i håb om at finde svar på, hvorfor det skete, hvad fik ham til at opføre sig sådan den dag, hvordan kunne jeg bare ”glemme” det. Og hvorfor får jeg aldrig svar på de ting.
Jeg bliver ked af det når jeg tænker på den dag. For hvordan kom det så vidt, og hvorfor bliver det ved at komme frem i mine tanker. Og hvorfor lader jeg Bobby få æren af at styre den lille bitte, men meget betydelige, del af mig, som den jeg er i dag.
Samtidig føler jeg mig også dum. For der skete jo ikke noget, han fik ikke det han ville have, og jeg kom helskindet hjem. Men hvorfor føler jeg mig så alligevel voldtaget.
Jeg kan ikke engang hade ham, men jeg kan heller ikke tilgive ham. Faktisk så ved jeg ikke hvad jeg skal tænke.
Jeg ved at jeg, i hvert fald denne gang, ikke selv var skyld i noget som helst af det der skete den dag.
Jeg var iført et par meget blå bukser, en blå T-shirt der var mindst 3 numre for stor, havde ingen bryster, ingen røv, og brugte ikke make-up. Jeg ved jeg på ingen måde har spillet op til ham. Så hvordan var det lige det kom så vidt? Jeg forstår ingenting af det.
Jeg har gjort det muligt at svare anonymt 
