Farens deltagelse i selve fødslen, før og under?

smillaluna skriver:

Min fødsel kom lidt bag på os fordi jeg fødte 7 uger for tidligt, så vi havde faktisk ikke nået at snakke om hvilken rolle han skulle have når dagen kom.

Men hvis jeg havde nogle bekymringer, blev de i den grad gjort til skamme da fødslen gik i gang. Min mand var en kæmpe støtte og jeg ved seriøst ikke hvordan jeg sku ha klaret det uden ham.

Han stod ved min venstre side under hele forløbet og knugede min hånd under hver eneste ve, og da jeg fik presseveer blev han ved med at sige i mit øre "Kom så skat, du er så sej, nu kommer vores drenge snart". Det var en helt igennem fantastisk oplevelse som jeg aldrig glemmer. Håber jeg får lov til at føde igen engang.

Da det hele var overstået og de kørte væk med drengene kiggede jeg på min mand, og tårerne trillede bare ned af kinderne på ham. Det var så stort!

Da vi senere på natten lå og holdt hinanden i hånden og snakkede om fødslen, sagde han at han på et tidspunkt overvejede at tage et sug af iltmasken fordi han følte sig lidt svimmel. Men så tænkte han at han for evigt ville blive husket som faren der tog iltmasken fra sin kone fordi han lige blev lidt "svimset"

Nårh, fik helt kuldegysninger, af din beskrivelse  Hvor lyder det kært.. Det kunne da have været lidt sjovt, hvis han havde gjort det, ha ha  

De er sgu så kære, de mænd

SSL skriver:

Hej piger

Min kæreste og jeg prøver at blive gravide, og vi har rigtig mange samtaler om graviditeten, fødsel, barsel, det første år, osv osv! Det er jo dejligt at snakke sammen om tingene

Men men, min kæreste er altså en meget sart mand, mht. sprøjter, blod, opkast, smerter på mig, og jeg kan blive ved, bare under min menstruation (som jeg lider meget af), synes han det er svært at være der, og hvad han skal gøre for mig..

Jeg har lagt vægt på, og fortalt at jeg ønsker at have min svigermor, min egen mor og ham med.. Altså, jeg synes det er okay, at han bare sidder i rummet, han behøver altså ikke at stå ved mig og holde hånd eller ligge kolde klude på mit ansigt, hvis det er psykisk hårdt for ham! Men men men, jeg er jo selvf. bange for om et hormon monster i fødsel, vil mene dét - som jeg mener nu, som almindelig ikke-gravid og ikke-monster typen  

Så jeg ønsker meget gerne, at hører om nogle af jeres erfaringer? Har jeres mænder været sarte inden/under graviditet men alligevel fundet en måde at håndtere det på under fødslen? Eller, har I haft en aftale fra start om hans rolle i fødslen? Kan alle mænd klarer en fødsel eller er nogle mænd bare på sidelinien?

Jeg er bare så bange for, at ende med at ligge og skrige på ham, og forlange hans hånd og deltagelse, men at det kan være super hårdt for ham psykisk! Dét ønsker jeg jo ikke..

Håber I forstår og kan svare på mit ellers lidt rodede og forvirrende indlæg, hvis ikke - så spørg gerne

Nu vil jeg ikke mene at Martin er af den sarte type mænd, altså jeg fortæller ham ALT hvad der foregår i mit hovede og krop

Nogle ting var han vist gerne forundt.. MEN, jeg har altid sagt til mig selv at vi først tog på sygehuset når jeg havde trukket den så længe jeg kunne og at jeg IKKE ville være en sindsyg råbende kvinde som nærmest åd alle der kom i nærheden af mig under en fødsel. Derfor havde vi afstemt vores tanker og forhåbninger til fødslen og den forløb stille og rolig. Martin var der bare for mig, vi sagde ikke så meget til hinanden, og når det gjorde rigtig ondt stod jeg bare op af ham og så støttede han mig.

MEN, det er jo også forskellig hvordan kvinder reagerer med mange hormoner i kroppen... Så... har du behov for at han SKAL være der for dig, må han jo igang med at øve sig!!!

SSL skriver:

Nårh, fik helt kuldegysninger, af din beskrivelse  Hvor lyder det kært.. Det kunne da have været lidt sjovt, hvis han havde gjort det, ha ha  

De er sgu så kære, de mænd

Ja de har deres øjeblikke de mænd

Tina&Martin skriver:

Nu vil jeg ikke mene at Martin er af den sarte type mænd, altså jeg fortæller ham ALT hvad der foregår i mit hovede og krop

Nogle ting var han vist gerne forundt.. MEN, jeg har altid sagt til mig selv at vi først tog på sygehuset når jeg havde trukket den så længe jeg kunne og at jeg IKKE ville være en sindsyg råbende kvinde som nærmest åd alle der kom i nærheden af mig under en fødsel. Derfor havde vi afstemt vores tanker og forhåbninger til fødslen og den forløb stille og rolig. Martin var der bare for mig, vi sagde ikke så meget til hinanden, og når det gjorde rigtig ondt stod jeg bare op af ham og så støttede han mig.

MEN, det er jo også forskellig hvordan kvinder reagerer med mange hormoner i kroppen... Så... har du behov for at han SKAL være der for dig, må han jo igang med at øve sig!!!

Som det er nu, ønsker jeg ikke at han skal være derinde på mine præmisser, men også på sine egne  Han skal jo ikke lave mere forvirring ved f.eks at stå og kaste op, fordi der foregår noget han ikke kan 'tåle' at se  Altså, han er meget mand, men lige på dét punkt er han altså en svagpisser!  

Men derfor er det jo dejligt at hører, at andre kvinder har haft det på samme måde, og at man ikke ændrer sig og tænker "han SKAL BARE stå ved siden af under hele forløbet".. Det var mere dét jeg frygtede.. Men det hele kan jo ikke planlægges, og det bliver nok lidt spontant når først man er igang

Da jeg fødte første gang havde jeg ikke barnefaderen med, men derimod en utroligt god veninde. Det var fødslen fra helvede, hvor jeg havde veer i 3 dage, barnet var stjernekigger og hvor det tog JM en time at lappe mig sammen igen da det endeligt var overstået.

Derfor var det også meget grænseoverskridende for mig at have faderen med ved fødslen af nummer 2 og 3. Dels fordi han ikke er særligt god til blod og snaks og nåle og den slags, og dels fordi jeg virkeligt ikke havde noget behov for at han skulle se mig på den måde.

Da fødslen af nr 2 endelig gik igang, viste det sig at være en rendrket drømmefødsel sammenlignet med første gang. Jeg sad i et badekar og arbejdede med veerne, alt imens min mand sludrede med Jm og pustede lidt kølig luft i ansigtet på mig mens jeg havde veer. Da jeg fik pressetrang kom jeg på briksen igen, og manden klemte min hånd under begge de presseveer jeg nåede at have før Skildpadden var født.

Aldrig havde jeg forestillet mig at en fødsel kunne være så perfekt, og da alt åndede fred og ro på stuen, kunne vi sammen putte i hospitalssengen og nyde vores lille nye liv, mens vi ventede på at storebroren ville komme over og hente os hjem.

Ved den 3 fødsel blev hans rolle en del mere markant, for yngstebarnet kom for tidligt, og hvor jeg under fødsel nummer 2 havde kunne trække vejret mellem veerne gik det helt galt denne gang.

Hele fødslen tog fra 1. ve til den var overstået 40 minutter. vandet gik 15 minutter efter jeg ankom til sygehuset, og fra vandet gik havde jeg en uafbrudt ve i 20 minutter, og så var lillen ude. Jeg skreg som en stukken gris, så manden var nødt til at være den der sørgede for kommunikationen mellem mig og JM. Han vidste hvad jeg ville og ikke ville i forhold til smertelindring, og han var den eneste der var i stand til at trænge igennem til mig og minde mig om at jeg skulle trække vejret.

Det var rædderligt og væmmeligt og jeg havde aldrig overlevet det uden min mand. Det var ganske enkelt altafgørende at han kendte mig godt nok til at kunne tale min sag da det var værst.

- Men selvom det var skrækkeligt at føde sidste gang satser jeg da stadig på at føde tvillingerpiger i efteråret 2012

SSL skriver:

Som det er nu, ønsker jeg ikke at han skal være derinde på mine præmisser, men også på sine egne  Han skal jo ikke lave mere forvirring ved f.eks at stå og kaste op, fordi der foregår noget han ikke kan 'tåle' at se  Altså, han er meget mand, men lige på dét punkt er han altså en svagpisser!  

Men derfor er det jo dejligt at hører, at andre kvinder har haft det på samme måde, og at man ikke ændrer sig og tænker "han SKAL BARE stå ved siden af under hele forløbet".. Det var mere dét jeg frygtede.. Men det hele kan jo ikke planlægges, og det bliver nok lidt spontant når først man er igang

Mon ikke han overrasker sig selv og dig... you never know

Tina&Martin skriver:

Mon ikke han overrasker sig selv og dig... you never know

Jo, det er bare så svært at forestille sig det hele nu - man kan snakke og snakke, men man bliver nok først meget klogere når vi står i det

SSL skriver:

Jo, det er bare så svært at forestille sig det hele nu - man kan snakke og snakke, men man bliver nok først meget klogere når vi står i det

Min mand er så meget en hospitalskylling at han ikke kan være i samme rum som mig hvis jeg ser skadestuen. Han kan ganske enkelt ikke tåle det.

Samtidig havde han bare heller ikke lyst til at gå glip af fødslen af vores fælles børn, og derfor lavede vi nogle meget enkle regler.

Han SKULLE gå ud hvis han blev dårlig. Jeg ville ikke have overskud til at være bekymret for ham når jeg selv var midt i at føde, og derfor var det vigtigt for mig at han selv tog ansvar for den del.

Han skulle under ingen omstændigheder forlade mit hovedgærede under fødslen. Eftersom min tanke om fødsler var noget voldsomt og klamt havde jeg absolut ikke brug for at han skulle give sig til at glo på mit skræw - jeg vil jo for pokker gerne have et sexliv igen en dag. Det er slemt nok at JM skal sidde dernede, men for hende er det trods alt en arbejdsplads.

Og når jeg selv var omtåget af veer var det hans job at sørge for at ingen gav sig til at pep-talke mig. Jeg tåler ikke den slags overhovedet, og han skulle sørge for at de ikke kom slæbende med store spejle og den slags. Da jeg fødte første gang stillede de et stort spejl op imellem benene på mig så jeg kunne bliver vild efter at få det overstået ved synet af barnets hoved der stod og vuggede under hver ve. Det havde den modsatte effekt, jeg blev hverken vild eller kåd, nærmere bare forkvalmet.

Men altså regler virker godt hjemme hos os, faktisk så godt at manden har klaret 2 fødsler, klippet navlestrengen begge gange, og faked et aerkendende nik når JM har vist moderkagen frem.

Min babys far sagde til mig nogle uger inden termin at det kunne godt være at gik ud når selve barnet skulle ud. 

(han har nemt ved at kaste op, bare man laver opkastlyde så brækker han sig)

Han var ved mig hele tiden under fødslen hvis han var ude engang imellem for at lige få frisk luft og slappe af og ryge en smøg. Da jeg så skulle presse baby ud så var han udenfor og vidste ikke det var nu. Lægerne spurgte mig om han skulle ind og være med og jeg sagde til den at det var ikke sikkert at han gad det. De løb så ud for at hente ham og han kom meget hurtigt ind og var en hjælp for mig .

Det kan jo være at meget ændre sig når tiden kommer for jer

SSL skriver:

Dét har vi også talt om, at han skal gøre, hvis han føler for det.. Jeg har ikke så mange forestillinger om hvor og hvad han skal gøre.. Det er nu også derfor at det er planlagt allerede nu at min mor og svigermor skal med, de er så rolige og dejlige de to, og så har de jo selv gjort det et par gange  

Men jeg tror da, at det er mest dér han vil være, oppe ved mit hoved, og IKKE se dét der foregår dernede

Det lyder rigtig fornuftigt Jeg kan anbefale det, kan du sige til din kæreste