hvorfor kan hun ikke acceptere det er hårdt?

Hej tøser

jeg har ikke skrevet så meget her inde men har fulgt med fra sidelinjen men nu har jeg lige brug for jeres mening og hjælp.

Mig og min kæreste har prøvet at få ønskebarnet siden oktober 09 men der er stadig ikke sket noget er bare så frustreret over min krop, jeg er dog blevet bedre til at slappe af men kan godt mærke at når jeg er i nærheden af de små så kommer alle tankerne flyvende tilbage. 

jeg har så en veninde/bekendt der lige er blevet mor for anden gang,( dog med en mand hun ikke er sammen med, og som hun også har den første sammen med de er ikke kærester) og er da også glad på hendes vegne, men hun har svært ved at forstå hvordan jeg har det. hun spurgte mig en dag om jeg ikke havde lyst til at komme og se hendes nye baby, men takkede pænt nej tak og forklarede hende at jeg har det svært lige fortiden da det hele bare er noget tis med projekt baby, og at vi nok skal have noget hjælp. at jeg bare har mistet modet med alt det her baby halløj. Hun skriver så tilbage at hun syntes det er for meget hvis min tankegang overskygger det hele så meget at jeg ikke kan komme og se hendes nye baby og at hun er skuffet og ked og at jeg måske ikke burde tænke så meget over det hele tiden, for det nyttede jo ikke noget jeg ikke kunne være i nærheden af babyer, og hvordan jeg ville have det hvis hun ikke ville komme og se min baby hvis og når jeg forhåbentlig får sådan en.

Er det bare mig der er helt galt på den ved at takke nej til at komme og besøge hende og hendes lille ny? kan godt forstå hun er skuffet men burde hun ikke også se det fra min synsvinkel? syntes bare at hun også burde have en forståelse for  hvordan jeg har det og hvor svært det er for mig at se mine veninder få børn til højre og venstre når vi nu har kæmpet så længe og så hårdt? nå det blev et længere indlæg så stopper nu.

Men tak for i læste med, ved ikke hvad jeg vil med det er bare så forvirret og håber i har nogle gode råd til hvordan jeg skal tackle det her.

 

 

Jeg havde besøgt hende uanset hvor svært det nu end er?

JEG VIL OS HA EN BABY HELST NU OG HER!.. men jeg gider bare ikk at tænke så meget på det at man bliver helt dårlig og ikke engang kan se ens egen gode venindes baby sys jeg ikk helt er iorden..

 

Godt nok er det monister svært og man ved ikk om man skal græde fordi man ikk selv er gravid eller måske aldrig bliver det, men der er vel en grund til at man vil ha et barn det vel fordi man kan li børn. Så jeg sys næsten det lidt synd for din veninde, tænk hvor stort det er for hende og hun vil da self gerne dele det med andre, nøj jeg havde været skuffet hvis det var mig der lige havde født og du var min veninde. sry ....

Men det min mening og vi er forskellige og det os bare helt ok hvis du ikke kan besøge hende

 

  Camilla.

Hejsa.. Med frygt for at blive upopulær..Hvis det er din gode veninde, synes jeg hel klart du skulle besøge hende.. Man er der forhåbentlig for hinanden når det er godt (lige nu er det godt for hende) og når det er hårdt (det er det så for dig).. Jeg kan forestille mig hvor hårdt det må være for dig, men du må ikke lade det overskygge dit liv.. Giv dig selv mulighed for at tag del i hendes glæde, og tænk på St hun uden tvivl vil være der til at dele din glæde når den kommer.. Og ja jeg synes hun giver dig stof til eftertanke, for ja tænk hvis det var dig der havde kæmpet så hårdt for at få en lille en og hun sagde nej tak til at besøge dig?Så ja mit råd, tag en lille gave under armen og besøg din veninde og den lille nye.. Tag en snak med hende.. Gør hende opmærksom på hvor svært det er for dig, men selvfølgelig er du der for hende. Det er jeg sikker på hun vil værdsætte.. Og sætte pris på hvor god en veninde hun har.. Jeg ønsker dig al held og lykke med baby projektet og håber det snart er jeres tur..Stort kram herfra..

Jeg kan fuldt ud forstå dine følelser og at du både er ked af det og frustreret.. Håber rigtig meget for dig at du snart er heldig og får en lille spire i maven!  det er bestemt ikke rart at skulle gå med projekt baby så længe, og især ikke når man så brændende ønsker sig en lille én.. Håber det bedste for dig!

Jeg forstår at du er rigtig ked af det og at du synes det er enormt svært at din veninde har fået barn, især nu hvor du selv endnu ikke har fået.. Jeg selv er også i gang med projekt baby, dog intet held endnu, men håber rigtig meget på at det snart sker!

Stort set ALLE mine veninder er gravide og skal føde her til forår og sommer og ja...de snakker ikke om andet end baby, osv osv osv..Dette kan også være lidt hårdt til tider at lægge øre til, især når man ikke som sådan rigtig kan være med i snakken endnu, og fordi man stadig selv går og prøver og prøver at blive mor..

Faktisk har jeg en veninde som ved at min kæreste og jeg er igang med projekt baby, men hun har slet ingen forståelse for at jeg af og til også selv kan være ked af det, fordi det endnu ikke er lykkedes. Jeg sagde det til hende en dag, stille og roligt, at jeg var ked af det endnu ikke var lykkedes os og at jeg selvfølgelig håbede det snart skete.. Hendes svar til dette var faktisk blot: nå... Hvorefter hun snakkede videre om sin egen spire i maven.  der blev jeg også lidt ked af det.

Men det er jo forståeligt nok at hun er super lykkelig og glæder sig så enormt meget, det ville jeg også selv gøre.

Det er bare stadig vigtigt at huske sine veninder og sine omgivelser omkring sig..

Om man så ER gravid eller prøver på at blive det, så skal man huske sine medmennesker og huske deres situation.

Jeg håber at du kan få mod på at besøge din veninde og se hendes baby..

Nu har jeg ikke selv stået som 'barnløs' på den måde, men må indrømme, at jeg dælme også ville blive skuffet, det lille barn er jo hendes et og alt, og så vil du ikke se det? ...

Selvfølgelig har man forståelse for at det er svært, men at du ikke ligefrem vil se hendes barn .. Avs siger jeg bare

Jeg ville besøge hende .. 

Selvom det er svært , ville jeg gøre det .

Hvis i er veninder , så er man der for hinanden gennem godt og ondt , det vil jeg i hvert fald mene  

Håber du får mod på at besøge hende 

Ox. skriver:

Nu har jeg ikke selv stået som 'barnløs' på den måde, men må indrømme, at jeg dælme også ville blive skuffet, det lille barn er jo hendes et og alt, og så vil du ikke se det? ...

Selvfølgelig har man forståelse for at det er svært, men at du ikke ligefrem vil se hendes barn .. Avs siger jeg bare

Anonym skriver:

Hej tøser

jeg har ikke skrevet så meget her inde men har fulgt med fra sidelinjen men nu har jeg lige brug for jeres mening og hjælp.

Mig og min kæreste har prøvet at få ønskebarnet siden oktober 09 men der er stadig ikke sket noget er bare så frustreret over min krop, jeg er dog blevet bedre til at slappe af men kan godt mærke at når jeg er i nærheden af de små så kommer alle tankerne flyvende tilbage. 

jeg har så en veninde/bekendt der lige er blevet mor for anden gang,( dog med en mand hun ikke er sammen med, og som hun også har den første sammen med de er ikke kærester) og er da også glad på hendes vegne, men hun har svært ved at forstå hvordan jeg har det. hun spurgte mig en dag om jeg ikke havde lyst til at komme og se hendes nye baby, men takkede pænt nej tak og forklarede hende at jeg har det svært lige fortiden da det hele bare er noget tis med projekt baby, og at vi nok skal have noget hjælp. at jeg bare har mistet modet med alt det her baby halløj. Hun skriver så tilbage at hun syntes det er for meget hvis min tankegang overskygger det hele så meget at jeg ikke kan komme og se hendes nye baby og at hun er skuffet og ked og at jeg måske ikke burde tænke så meget over det hele tiden, for det nyttede jo ikke noget jeg ikke kunne være i nærheden af babyer, og hvordan jeg ville have det hvis hun ikke ville komme og se min baby hvis og når jeg forhåbentlig får sådan en.

Er det bare mig der er helt galt på den ved at takke nej til at komme og besøge hende og hendes lille ny? kan godt forstå hun er skuffet men burde hun ikke også se det fra min synsvinkel? syntes bare at hun også burde have en forståelse for  hvordan jeg har det og hvor svært det er for mig at se mine veninder få børn til højre og venstre når vi nu har kæmpet så længe og så hårdt? nå det blev et længere indlæg så stopper nu.

Men tak for i læste med, ved ikke hvad jeg vil med det er bare så forvirret og håber i har nogle gode råd til hvordan jeg skal tackle det her.

 

 

Ja..du er forkert på den...og det synes jeg er rigtigt synd for dig
En ting er, at man er ulykkelig over ikke at kunne få børn og man kæmper for at få et barn, men man kan altså ikke udelkke alle andre børn i hele verden, blot fordi man ikke selv kan få nogen.
Og man kan ikke skuffe venner og deres glæde ved ikke at se deres børn.
Verden går videre også selvom man selv skulle høre til dem, der ingen får, og uanset hvordan du har det, så er det ikke spor sundt at sidde der og have ondt af sig selv.
Vel er det uretfærdigt når alle andre får, men sådan er livet. Det er ikke altid fair.
Man kan lige så godt tage tyren ved hornene og erkende for sig selv, at man måske hører til dem, der ingen får (og så blive glædeligt overrasket og lykkelig, hvis miraklet vitterligt skulle ske) og så indrette sit liv efter det.
Man er jo heller ikke den eneste i verden, hvis man skulle være så uheldig.
Så ret ryggen, løft hovedet og grib dig selv i nakken og se fremad.
Og så synes jeg helt ærligt, at du skulle ringe til den veninde og sige til hende, at du er ked af hvad du sagde, og at du havde en nede-dag men at du naturligvis gerne vil komme og se hendes guldklump.

Kærligst
Sussie

Jeg havde altså også besøgt hende lige meget hvad.. Jeg har selv været der hvor du står, at man er skide ked og frustreret, men jeg har altid nægtet at lade det styre min verden, og det skulle slet ikke begynde at gå ud over andre, hvilket det jo så er endt med i dit tilfælde. Du ønsker dig så inderligt en baby, tænk på den dag hvor det endelig sker, og du sidder med dit lille pus i armene, og gerne bare vil vise ham/hende til hele verden, men så er der nogen der ikke vil komme fordi de er kede, og har svært ved at glæde sig på dine vegne, det vil jo også såre dig enormt meget.

Jeg ville overveje det en ekstra gang

SussieThyssen skriver:

Ja..du er forkert på den...og det synes jeg er rigtigt synd for dig
En ting er, at man er ulykkelig over ikke at kunne få børn og man kæmper for at få et barn, men man kan altså ikke udelkke alle andre børn i hele verden, blot fordi man ikke selv kan få nogen.
Og man kan ikke skuffe venner og deres glæde ved ikke at se deres børn.
Verden går videre også selvom man selv skulle høre til dem, der ingen får, og uanset hvordan du har det, så er det ikke spor sundt at sidde der og have ondt af sig selv.
Vel er det uretfærdigt når alle andre får, men sådan er livet. Det er ikke altid fair.
Man kan lige så godt tage tyren ved hornene og erkende for sig selv, at man måske hører til dem, der ingen får (og så blive glædeligt overrasket og lykkelig, hvis miraklet vitterligt skulle ske) og så indrette sit liv efter det.
Man er jo heller ikke den eneste i verden, hvis man skulle være så uheldig.
Så ret ryggen, løft hovedet og grib dig selv i nakken og se fremad.
Og så synes jeg helt ærligt, at du skulle ringe til den veninde og sige til hende, at du er ked af hvad du sagde, og at du havde en nede-dag men at du naturligvis gerne vil komme og se hendes guldklump.

Kærligst
Sussie

Super flot skrevet!