Pullemulle skriver:
Jeg kan godt mærke på dig at du ikke prøver at belære mig med derimod prøver at forstå 
Der er egentlig ikke den helt store grund til at vi gerne vil det nu. Mange vil nok mene at det er bedst med uddannelsen først, men jeg tror ikke det har den store betydning for mig. Jeg vil gerne være pædagog men vælger at tage den pædagogiske assistentuddannelse. Der går de meget op hvem der har mest erfaring fordi de ikke optager så mange. Hvem har mere erfaring med små børn end en mor til en? Det er selvfølgelig ikke den eneste grund, men det tæller for at jeg ikke behøver at vente til efter uddannelsen, selvom det er sværere at gå i skole, læse og lave lektier med et lille barn også.
Du har ret i at det nok ville være en ide at prøve at bo sammen inden vi sætter et barn i verden. Det kan jeg godt følge dig i, og det har vi også snakket om. Jeg tror bare ikke at det ville kunne lade sig gøre økonomisk på nuværende tidspunkt. Det ville kræve fuldtidsjob, uddannelse med løn eller kontanthjælp, og vi har ingen af delene. Det ville selvfølgelig være muligt med kontanthjælp, men det kan vi ikke når vi er under 18 og ikke har et barn, og så ser jeg heller ikke kontanthjælp som en løsning hvis vi har andre muligheder. Jeg har også skrevet med en del andre unge som også valgte at blive forædre/mødre i en tidlig alder, og de siger at de har været glade for at bo hjemme i hvert fald de første 6 måneder mens barnet er helt lille. Så kan man få lidt støtte og opbakning og vænne sig til hverdagen med den lille inden man kaster sig ud i at stå helt på egne ben. Og det med konsulenter der ånder en i nakken er jeg forberedt på da min fætters kæreste var 16 da hun fødte og har været igennem det.
Vi har ikke direkte sagt til vores forældre at vi prøver. Jeg tror at min mor har på fornemmelsen at vi prøver, for hun har tidligere fundet en graviditetstest på min værelse. Min stedfar er også ret forberedt på det, for han har allerede sagt at når jeg en dag får et barn vil han gøre alt hvad han kunne for at hjælpe og støtte mig. Min kærestes forældre er jeg ikke sikker på hvordan vil reagere.
Jeg har tænkt over at det godt kan ske at vi måske går fra hinanden og jeg står alene, men jeg tror på at det vil holde.
Har I ikke mulighed for at prøve at bo sammen hjemme hos dine forældre?
Jeg synes, at det er supergodt, at du har snakket med andre, der blev forældre i en tidlig alder, så kan man ligesom trække på deres erfaringer og vide på forhånd, hvor der kan opstå udfordringer, man skal igennem.
Jeg tror, at det ville være godt, hvis du fortalte dine forældre, at I prøver, det er jo ligesom dem, der skal hjælpe jer igennem den første tid, hvis der kommer et barn nu, så det er også deres liv og tid, det kommer til at berøre - så det vil kun være fair, hvis de får det at vide, synes du ikke?.
Der er ikke nogen, der siger, at det ikke kommer til at fungere mellem dig og kæresten, men jeg tror ikke, at du kan finde en eneste 16-årig med kæreste, der ikke er overbevist om, at deres forhold varer for evigt, det er bare helt naturligt, at man har den tro, men desværre er det nok ca. 1 ud af 1000, der oplever, at det er virkelighed, - men derfor krydser jeg fingre for jer alligevel, der er jo trods alt et lille barns liv, det kan komme til at gå ud over, hvis faderen vælger at gå sin vej, og du står alene uden noget.
- og i øvrigt tak for dine svar, det er en ny verden for mig
