hvordan er det lige med i andres børn når der bliver sagt nej?

Oliver reagere meget forskelligt! Så jeg ved aldrig rigtig hvordan han bliver når han får et nej. Nogle gange ved han godt at det er forkert og så flygter han med et STORT grin på læberne væk fra det han nu har gang i, andre gange bliver han virkelig divafornærmet ellers kan han også blive rigtig arrig og begynde at slå og kaste sig bagover og være virkelig tosset.

-Nadia

Jeg prøver at bruge en anden mulig hed en et NEJ..... men det er eder svært nogen gange.... desuden tror jeg Viktor har noget tøs i sig, for får han et nej kaster han sig på gulvet og hviner som en tøs... hihi

så herhjemme flytter vi ham el viser ham noget andet, som er et bedre løsning i os voksendes verden...... sikkert ik så spændende set med deres små øjne.

men den sidste mdr er han blevet en sød dreng som høre efter hva mor siger specielt hvis jeg siger; mor vil ik ha at du piller derinde i det skab el det skab.... ¨så lukker den søde dreng skabet.... (L) men nu ska det nok passe at nu har jeg skrevet hvor sød han er også imorgen er han bare en mega møgunge:D

Knus Lene

Det er ikke mit indtryk, at NM overhovedet forstår hvad et nej betyder.
Hun har i hvert fald aldrig reageret på det med andet end store, slemme grin og ved at gøre det uartige igen (L)8(:@
Den anden variation, jeg bruger af nej, er at flytte hende væk fra det, jeg ikke vil have, hun gør, imens jeg siger nej og det plejer til gengæld at udarte sig i vilde skrig og rasende moslerier.

Så i dag fandt jeg ud af noget mystisk. Vi sad og spiste frokost og hun løftede dugen, som hun altid gør og sad og klattede fedtfingre rundt inden under den. Jeg plejer at sige nej, det må du ikke og flytte hendes hænder med det resultat, at hun griner og gør det igen. Det plejer vi at få en del tid til at gå med.

Så prøvede jeg i dag at sige "jeg vil gerne have, at du lægger dugen på plads igen." Venligt og pædagogisk inspireret af vores opdragelses debat forleden og uden at forestille mig, at det på nogen tænkelig måde ville trænge ind. Og så gjorde hun det sgu!
Og smilede stolt og lykkeligt, da jeg roste hende. Så det har jeg ænkt mig at prøve noget mere af. Stadig fuldstændigt mystificeret over, at de er i stand til at begribe en sådan ordrækkes betydning allerede, men ikke desto mindre fuldt opsat på nu at sige mindre nej og komme med flere forklaringer.

Kh Birgitte

altså jeg gamle pædagog, arbejde engang på et frit med udviklingshæmmede, og det kort og lange er at børn hører ikke nej, de hører feks. nej du må ikke løfte dugen, og de hører løft dugen! måske en lille forklaring!
Vi havde nogen til tider lidt voldlige børn og unge, så hvis vi sagde nej du må ikke kaste med stolen, ja så kunne du være sikker på at de kastede med stolen.

Men men jeg er altså ikke altid lige pæadagogisk over for mine børn, jeg er jo moar!

Knus Siber