Åh, det gør ondt helt ind i hjertet at læse om. Det er jo skrækkeligt for de små pus. (havde selv en rigtig dårlig oplevelse med min søns vuggestue, hvor han græd konstant, og efter et par måneder fik den pædagogmedhjælper som kunne trøste ham, forbud mod at have noget med at ham at gøre, for det kunne jo ikke nytte noget at det kun var hende der kunne trøste. Da han havde gået der i 5 mdr, havde de en dag taget et billede af ham mens han spiste, for at jeg kunne se, at han også kunne være dernede uden at græde! (jep, de tog et billede af min barn, den ene gang han ikke græd! ) Vi tog ham ud af vuggestuen inden han havde gået der i 6 mdr, og så blev han hjemmebarn indtil han ar 3½år)
Nå, det var et mega sidespring, men da jeg læste dit indlæg, rippede det lige om i en masse hos mig.
Jeg synes klart at du skal sige det som det er: ansigt til ansigt.
Jeg havde en snak med min søns vuggestue, og jeg aner ikke om det hjalp de andre børn, men det var enormt godt for mig, at høre dem sige et par sandheder (som f.eks. at han græd uafbrudt fra han blev afleveret til han blev hentet. Det havde jeg jo på fornemmelsen, men det var virkelig rart at få at vide hvordan det helt præcist havde været for min lille søn at være der). Lederen var utrolig åben (og det kom totalt bag på mig!!!) men da vi havde sagt op, og det var den sidste gang hun nogensinde skulle se mig og mit barn igen, så kunne ingen af os 'tabe' noget. Vi var ikke bange for hvad den anden tænkte om os, og om det havde nogen indflydelse på pasningen af min søn. Det var vi helt ude over.
Så jeg vil klart anbefale at fortælle dem, hvordan du som mor har oplevet stedet og hvorfor du har taget din datter ud af institutionen. Det blvier aldrig bedre hvis ingen tør åbne munden!
Anmeld