Mor-til-Hasse skriver:
Hej alle.
Nogle har spurgt herinde om jeg ikke vil lave en FB, omkring Hasse, selvom det dog er 7 mdr siden han kom til verden.
Så her kommer den. Undskylder på forhånd at den er lang, for det ved jeg den bliver, da det var meget MEGET kompliceret, og desværre livstruende. I bliver nødt til lige at få forhistorien af min graviditet, ellers giver det vist ikke mening til sidst 
Jeg finder ud af jeg er gravid den 12 december 2009, og dette bliver bekræftet ved lægen om mandagen, som vurdere mig til at være lige 5+0(smed p pillerne den 19 okt, u do the math
) Omkring i uge 7, skal jeg til min første lægesamtale, alt ser fint ud, og mit BT er 120/70 - lidt til den lave ende, men har det dog altid været. Dagen kommer så hvor jeg skal til mit første JM besøg(ca. uge 18). Med spænding i maven og lidt nervøsitet ankommer jeg, og hun måler mit BT, som de altid gør, og nu er det pludselig 146/105, hvilket er alt for højt. Hun siger jegh skal kntakte min egen læge for at blive undersøgt. fair nok, han måler det så til 145/107, og vil gerne lige have mig undersøgt på aalborg sygehus. Okay, der tager kæresten og mig så ud samme dag!, men de får mit BT til at falde til normal ved at lade mig hvile i 30 min, så de siger der intet er galt. Juhuu, med lettelse kører vi hjem og har det alle godt.
Omkring i uge 22 får jeg lidt kvalme engang i mellem om natten, og lidt ondt lige evd brystbenet(lidt vejrtrækningsbevær) men tager en panodil, og det går over de næstter hvor jeg har ondt. Tirsdag den 27 april, er jeg til in svendeprøve(på panodiler
) og dette går smertefrit. men senere på dagen får jeg virkelig vejrtrækningsbesvær og kan næsten ikke kører min mor og mig selv hjem. men det lykkedes og jeg skynder mig ind på sofaen og vhiler og det hjælper. Skal lige siges at det er første gang her, jeg virkelig mærker noget til at noget er galt. Onsdag kaster jeg op, har ikke vejrtrækningsproblmer mere, så min kæreste og jeg griner lidt af det hele, med at jeg nu for alvor er gravid, for havde ikke døjet med kvalme førhen. Torsdag den 29 april skal jeg til almen 24 ugers tjek ved lægen(24+3) og jeg har det super godt - ingen kvalme ingen smerter, kæresten er sendt på arbejde og keg kører selv til lægen. Kun for at få at vide at mit BT er 150/110 og at han har fundet +2 protein i min urin...!! Så han vil have mig til Viborg sygehus.. NU!" Min kæreste og jeg kører afsted og er i Viborg ca. kl 14.. jeg har det stadig fint, men de scaner mig, og finder en ret presset baby(og ret lille) grundet mit forhøje BT, så de siger at det nok ender med KS, men måske de kan holde den lille derinde til måske uge 37. alvoren er endnu ikke gået op for os, fordi de hele tiden siger at de nok godt kan holde på ham.. de konstatere så ca kl 16 at jeg har meget svær svangerskabsforgiftning, og at den bette nok skal ud inden for 1 døgn (gråd gråd og atter gråd) jeg får noget magnesium ssprøjtet ind der skal få mine muskler til at slappe af for at forebygge at jeg går i krampe hvilket er meget farligt(kan medfører bevidstløshed og i alvorligere tilfælde død), og først da jeg får dette bliver jeg SYG! rigtig syg... kaster op, får ilt, svimmel, kan ikke mærke min egen krop og panikken breder sig i mine og kærestens øjne. hvad sker der?! Overlægen siger jeg skal på deres intensiv NU, for så må de tage barnet ud og bare redde mig, for pt var mit liv i overhængende fare. De vurdere dog bagefter at de vil sende mig akut til skejby, hvor de, hvis den bette overlever, har midlerne til at holde gang i sådan en bette en.. jeg bliver kørt med fuld udrykning til skejby ca. 17.15, med i ambulancen var 2 reddere, en anastæsi(staves) læge og en elm. læge. Derfor var der ikke plads til min kæreste som måtte kører selv bagefter. vi ankommer til skejby ca. 18.30, og hele aftenen og natten går med prøver, BT målinger, og alt andet, plus jeg ikke må få hverken vådt eller tørt. min kæreste sover i stolen ved siden af min seng.
Fredag den 30 april, får vi at vide den bette skal ud omkring middagstid. det forbereder vi os på, men en anden operation kommer i vejen, og da de mener jeg godt kan vente bliver min udskudt til senere på aftenen. kl 16 må lægerne dog hurtigt konstatere at den bette skal ud NU, og ikke om 5 min. på det tidspunkt er jeg pludselig blevet rigtig dårlig, og mit hoved, hænder og fødder er helt svulmet op. Alle gør sig klar og kl 17.05 kører de afsted med mig ind på operationsbordet. KS forløber egentlig okay, udover at det gør så ondt.. jeg kan mærke ALT, og de vurdere at mit BT igen stiger, så min briks bliver vendt nedad så blodet løber til mit hovede. det var forfærdeligt. så megen smerte! kl. 17.42 kommer Hasse til verden. de løbr afsted med ham, og der går ikke længe før JM kommer og siger han ikke overlever! min verden braser sammen, og jeg bare græder i et væk.. kan slet ikke beskrive nu, hvordan det var. det var så forfærdeligt! ude bagved forsøger de så at genoplive ham 2 gange, men opgiver og han bliver deretfer lagt op til mig så min kæreste og jeg kan sige farvel. der går lige 20 sek ca, så stikker den lille dreng i et hyl, og så tager de F*andme ham med igen( kan huske jeg tænkte at det var ikke til at bærer hvis det ikke lykkedes for dem, og han så døde derude på bordet uden sin mor og far) så ville helst have ham ved mig... men men men... heldigvis at de tog ham med. For pludselig kunne den lille respiratortube godt komme igennem, og han fik dermed iltet sig op så han kunne komme i kuvøse på NEO. Alt imens blev jeg lappet sammen, og min kæreste fulgte ,med og kom tilbage hurtigt, med et billede af den bette. han var så fin med en lillebitte tiny hue, og alle mulige slanger tilkoblet sig. Men det var vores søn, og han havde overlevet alle odds.
Det var min FB, ret lang som jeg havde varskoet... mange af detaljerne har jeg udeladt, fordi det stadig er ret hårdt at tænke tilbage på, men synes jeg har fået det mest relevante med, der gør at I andre kan se hvilken situation vi har været i.
Idag har vi en velskabt dreng som blev udskrevet 4 okt efter 5 mdr og 4 dages indlæggelse.
Kærligst fra Signe og Hasse
jeg virkelig hårdt at læse, da jeg cirka har været i samme det samme , var også i livsfare havde svangeskabsforgiften og barnet blev også taget ud rigtigt hurtigt, jeg født 3 måneder for tidligt. det er bliver ved med være hårdt at tale om sådan har jeg det ihverfald . jeg kan godt forstå du ikk har skrevet alt på for det gør ondt inde i at snakke om alt sammen. men dejligt at for sådan nogen dejlige" normal" baby i dag
