Mette:)) skriver:
Hehe, tror lige akkurat du har skitseret det skrækscenarie som Morten forestiller sig, og så kan jeg jo godt forstå han hellere vil undvære det 
Men nej, det er ikke fedt at blive ved med at sige nej. Det er da egentlig også utroligt at hun ikke forstod at i ikke havde samme behov som din bror og hans kæreste, men blev ved og ved...
Helt utroligt er det ikke når man er opvokset med hende
men man skulle jo tro at det en dag ville ændre sig og at hun ikke ville forsøge pådutte os noget vi ikke ønsker, men det er altså en utopi.
For at give et eksempel fra mine yngre dage, 14-15 års alderen:
En tur til Magasin (indkøb) i Aarhus forløb således:
Mor: Hvad med den her bluse?
Mig: Nej tak, jeg vil ikke have noget.
Mor: Den er da fin..
Mig: Nej mor, jeg kan ikke lide den, det er ikke min stil (sagt forsigtigt, fordi hun ellers kunne blive vred/skuffet/ked af det)
Mor: Jamen hvis ikke du vil have den, så kører vi ikke hjem (hun kunne snildt bruge 4-5 timer på indkøb inkl. mad, spise ud, tøj osv) så her var klokken mørkt udenfor og vi var trætte (4 børn) - ergo vil man gerne hjem og bare slappe af)
Mig: Jamen hvorfor bruge penge på noget jeg alligevel ikke kommer til at gå med, jeg kan IKKE lide den.
Mor: (Vred) og tavs resten af turen indtil hun fandt noget andet jeg måske hellere ville have på vejen hjem for ligesom at købe mig tilbage igen føltes det som.. eller også var hun bare tavs som graven og så skulle jeg ellers have dårlig samvittighed fordi jeg havde sagt nej og det fik jeg jo også indtil jeg lærte at ignorere det, ikke følelsesmæssigt, men at gå i den fælde.
