Aborterer spontant

kommer mere brunt udflåd nu, men ikke nok til at det ender i bindet, kan kun se det når jeg tørrer mig...

Jeg håber det går ordentligt igang snart, så jeg kan få det overstået - det her midt i mellem er godt nok en pine!

Jeg sygemeldte mig jo i går og gav også besked om, at jeg ikke kommer i dag - og bad min leder give mine kollegaer besked om hvorfor... så skal jeg forhåbentligt ikke svare på helt så mange spørgsmål når jeg kommer igen... og nu bekymrer jeg mig også for at skulle på arbejde igen, hvad nu hvis jeg pludselig bliver ked af det mens jeg står sammen med vores klienter?
Jeg kan jo ikke stå og hyle mens jeg egentligt skal være der for dem...

Irationelt egentligt for jeg burde bekymre mig mere om mig selv end hvad andre tænker...

Nåh, jeg giver ihverfald mig selv lov til at være ked af det, og græder når jeg har brug for det lige nu, og det er egentligt også det eneste jeg kan gøre lige nu...

Igen vil jeg gerne sige tak til jer der har givet jer tid til at læse og svare på det her, så føler man sig ikke helt så alene

sender en masse varme tanker og knus til dig

Ville ikke smutte uden at sende en stooor krammer!

Som du måske fornemmer, er det desværre noget rigtig mange kvinder er ude for.

Jeg var selv gravid i efteråret 2009, men begyndte at bløde i uge 9 - fik en scanning, der viste, at graviditeten var gået til grunde i uge 5 - og derefter skulle jeg så tage stilling til om jeg ville have en medicinsk abort eller en udskrabning. Jeg valgte det sidste for at få det overstået så hurtigt som muligt - for tanken om at gå rundt med noget, der alligevel ikke er, dén kunne jeg ikke holde ud.

Så derfor synes jeg også du bare skal henvende dig igen, hvis det ikke snart går i gang af sig selv.

Og JA, du skal endelig lade dig have ondt af dig selv her i weekenden - og når der så er gået lidt tid er I klar igen og så smiler lykken forhåbentlig til jer - som den gjorde til os. Nu venter jeg lillesøster om 2-3 uger....

Det har været en rigtig træls weekend, jeg har haft en hel del smerter og måtte lørdag bede vagtlægen udskrive noget smertestillende der var stærkere end pamol og ibumetin...

Jeg har været totalt uligevægtig og har været en rigtig bitch herhjemme og det er sgu synd for min dejlige mand!
Men han er heldigvis meget forstående...

Jeg er sgu så skide usikker på det er, for jeg ved jo ingenting om hvordan det er at abotere; hvor meget skal man bløde og hvilken slags blødninger kan man forvente?
Det har mest af alt været sådan noget tyndt mørkt/brunligt blod, hvor der dog i aftes var lidt frisk blødning... Har kun set 2 små klumper som jeg tolker som lidt slimhinde - men burde der ikke komme en hel del af den type?
Det er ikke meget der kommer heller, det meste oplever jeg når jeg tørrer mig og en lille bitte del når ned i bindet...

Jeg ringer ihvertfald til gyn amb i morgen og spørger dem, vil på nuværende tidspunkt aller helst ind og ha en udskrabning så jeg kan få det overstået... Det er for hårdt at det tager så mange dage!

Jeg værdsætter fortsat alle jeres svar, det har hjulpet mig rigtigt meget.

Jeg var så oppe og blive scannet igen, igen i går og de kan stadig intet se, udover ne slimhinde der ikke er alt for tyk..
Nye blodprøver taget og jeg får svar engang senere idag, jeg har dog tænkt mig at spørge direkte i dag om jeg ikke nok må få en udskrabning da jeg ikke kan holde til det her psykisk længere

Jeg har også mailet min læge, for at have hende i baghånden, hvis de stejler for meget!

Jeg har fortsat smerter og bløder næsten ikke længere, er det normalt??

Hcg er helt nede på 13, og jeg har ikke en positiv graviditetsprøve længere....
Lidt ondt i maven og næsten ingen blødning - kan næsten ikke tro at det er det.. Havde forestillet mi at jeg skulle bløde en hel del... Men lægen jeg lige har snakket med synes ikke at tænke at der er noget unormalt i det her forløb så det må jeg jo tro på!!

Puha, sikke hårdt at læse. ): Jeg kan desværre ikke hjælpe dig, men jeg ville bare skrive at jeg virkelig føler med dig og give dig en krammer.

Tusind tak, det er rgtigt sødt af dig - psykisk har det været sindssygt hårdt, og jeg er stadig sårbar men jeg skal jo over det igen... Og prøve igen, vil så gerne ha det barn sammen med min mand!!

SaraLM skriver:

Tusind tak, det er rgtigt sødt af dig - psykisk har det været sindssygt hårdt, og jeg er stadig sårbar men jeg skal jo over det igen... Og prøve igen, vil så gerne ha det barn sammen med min mand!!

Stoort knus til dig søde ven (uden kramme-smiley, da de laves om til koder uden billede)
Ja, det er hårdt at skulle igennem, jeg har selv prøvet det utallige gange, men der er jo en grund til at det kan gå sådan.
Dels kan der have været noget galt med fosteret og dels kan det være, at din krop lige skulle øve sig engang inden den er rigtig modtagelig.
Så fat mod.
Det er bare at gå igang igen, og så plejer der tit at være bonus ret hurtigt efter.

Hormonmæssigt er det også hårdt, for både psyke og krop er jo blevet påvirket, men få hvilet og sovet og sørg så for at lave andre ting, så du ikke tænker så meget over det. Det er ikke godt at gå og synke ned i selvmedlidenhed.
Vedr. din krops måde at reagere på, kan det være meget forskelligt.
Nogle bløder næsten ikke, her er det kroppen, der absorberer det meste igen. Hos andre kan man bløde meget. Og hos nogle sker der ingenting, man springer bare en periode over og bløder så helt almindeligt eller lidt kraftigere ved næste mens.
Hos dig vil jeg tro at din krop ganske enkelt absorberer det hele, for at starte på en frisk.
At du stadig har smerter kan skyldes 2 ting. Enten at du selv går og spænder dig op, dvs overspænder i dine mavemuskler, så du bliver øm og irritabel og mentalt påvirker kroppen til at lave muskelsammentrækninger eller også så arbejder din livmoder helt på egen hånd.
Men du skal jo ikke gå at have ondt.
Derfor synes jeg, at du skal snakke med lægen om at få en udskrabning eller i det mindste få noget smertestillende.
Og læg dig så en masse på maven.
Det hjælper din livmoder til at trække sig sammen og spænde af.
Kærligt knus
Sussie