Jeg kan stadig have det skidt med mine tanker omkring Mikkel, da han var nyfødt.. Jeg vidste godt at det var mit barn og at han havde brug for mig og min kærlighed, men jeg var bare så ked af det og nedtrykt det første lange stykke tid.:S Når jeg tænker tilbage på vores sygehusophold, kan jeg kun huske alle mine tåre... og så løber de bare der ud af igen...
Jeg var der da Mikkel blev kørt på intensiv, jeg var der da han blev opereret (alle gangene) jeg var der første gang han var i bad, jeg var der når han skulle have nyt medicin, jeg var der da han blev nøddøbt, osv osv..
Men alligevel kan jeg godt blive trist over at jeg ved med mig selv at jeg burde have været der noget mere...:$ (altså ikke kun fysisk) Jeg burde have været glad for at han levede, men i stedet for var jeg ked af at jeg ikke kunne holde ham i maven tiden ud, så han kunne have undværet alle de ting... :S
Underligt man stadig kan have sådan nogle tanker så lang tid efter... De dukker bare op i mit hovede som lyn fra en klar himmel.. Det er væmmeligt at jeg stadig ind i mellem (sjældent) kan have marreridt om natten om vores ophold og alle de ting min lille skat blev udsat for.. (som jo var for hane eget bedste:)) Iæsr jo fordi han har det efter omstændighederne den gang rigtig godt i dag.. Man kan ikke som sådan mærke på ham at han fik den start på livet som han gjorde..
Er der nogle af jer andre der ind i mellem har sådan nogle tanker?
Knus fra Camilla.
Anmeld
