Anonym skriver:
Hmm jeg synes bare ikke jeg kan blive ved med at forklare svigerfamilien det, jeg har prøvet i 6 år nu
Min egen familie kan jeg godt have en god lang snak med og så virker det hele meget bedre, men der går ikke længe så er det ligesom "glemt" igen..Min mor har endda, om hele situationen, brugt sætningen; "du er bare på tværs"
Så at skrive et brev..hmm det virker bare lidt meningsløst, men jeg vil da tænke over det.
Jeg kan bare slet ikke forstå min mors syn på tingene for jeg har haft en rigtig hård barndom med en alkoholiseret far, vold osv så hun ved jo hvad der har gjort at jeg har problemer i dag. Hun har været med mig til psykolog og han sagde at hun benægter tingene..
Kære anonyme! Kom lige her
! Jeg vil tro at din mor føler skyld, skam og dårlig samvittighed. Hun vil ikke erkende sandheden, for det vil betyde at hun skal erkende sine egne fejl og se indad mod sig selv. Så er det nemmere at skyde dem på dig og sige "at du bare er på tværs!" Hun ved godt hvad der skete i din barndom og hun har selv valgt den mand der forårsagede al den ulykke. Og som psykologen selv fortæller er hun ikke villig til at erkende virkeligheden, fordi den ikke er til at bære og det er hendes samvittighed heller ikke!
Jeg er bare glad for at høre at du har din mand ved din side du kan udtrykke dig til, blive forstået og elsket af i det virvar af reaktioner du får fra omverdenen. Det er ikke spor nemt, men du har din faste klippe i din mand og i dit barn. Du skal nok klare den. Efter 6 års kamp så læg våbnene og lad dem tænke sit. Du ved bedre! 
Det med 10 - og de 9 brugte du på dit barn er en virkelig god metafor
- brug den og lad den ligge der. Det er sandheden og virkeligheden! 
Knus fra en medlæser
Anmeld