Det hele ramler

Hvad gør man lige hvis familien er uforstående overfor at man søger førtidspension pga psykiske lidelser? 

Jeg orker snart ikke og ved at pension er det rigtige, men jeg møder ingen forståelse. Jeg har en datter på 10 måneder og for at kunne tage mig af hende optimalt kan jeg ikke arbejde. Det er skrevet i meget grove træk..Vi har en familierådgiver der har skrevet til min læge at for min datters trivsel kan jeg ikke magte et arbejde, dvs der er altså professionelle mennesker der har skrevet sort på hvidt at der er rimeligt alvorligt det her.

Hvorfor kan jeg så ikke overbevise omgivelserne at det ikke bare er dovenskab og hvordan får jeg overbevist mig selv om det?

Puha jeg føler det presser på og min angst begynder at blive voldsom.

Vær sød at respektere min anonymitet. Nogle ved måske hvem jeg er da jeg før har skrevet om det og det er også helt fint, jeg er bare ikke klar på at stå frem med lige det her.

Synes da lige jeg røg i et dybt hul

Anonym skriver:

Hvad gør man lige hvis familien er uforstående overfor at man søger førtidspension pga psykiske lidelser? 

Jeg orker snart ikke og ved at pension er det rigtige, men jeg møder ingen forståelse. Jeg har en datter på 10 måneder og for at kunne tage mig af hende optimalt kan jeg ikke arbejde. Det er skrevet i meget grove træk..Vi har en familierådgiver der har skrevet til min læge at for min datters trivsel kan jeg ikke magte et arbejde, dvs der er altså professionelle mennesker der har skrevet sort på hvidt at der er rimeligt alvorligt det her.

Hvorfor kan jeg så ikke overbevise omgivelserne at det ikke bare er dovenskab og hvordan får jeg overbevist mig selv om det?

Puha jeg føler det presser på og min angst begynder at blive voldsom.

Vær sød at respektere min anonymitet. Nogle ved måske hvem jeg er da jeg før har skrevet om det og det er også helt fint, jeg er bare ikke klar på at stå frem med lige det her.

Synes da lige jeg røg i et dybt hul

Mange forstå ikke psykiske lidelser, fordi de ikke er til at tage og føle på, så som at brække et ben. Men med psykken er den jo også "brækket" på en eller anden måde. Men kæreste kunne heller ikke forstå da jeg havde min depression. Selvom jeg forklarede og forklarede hvad den handlede om. Indtil jeg skar min tilstand ud i pap og forstalte fx. at det og gå ud og handle, var lige så svært og hårdt som at løbe et marton. Sådan havde jeg det. Jeg lider også den dag i dag af angst. Men er dog blevet meget nemmere, da jeg prøver at styrer den og ikke omvendt.

Måske hvis de nærneste og dem du holder af, du prøver og forklare at du har 10 enheder energi og de 9 bruger du på din datter og 1 på at pleje dig selv, eller hvordan du har det. Ved ikke om du forstår hvad jeg mener. Håber du kan bruge mit råd til noget. for at din familie vil stå ved din side og acceptere at det er sådan som det er.

missie20 skriver:

 

Mange forstå ikke psykiske lidelser, fordi de ikke er til at tage og føle på, så som at brække et ben. Men med psykken er den jo også "brækket" på en eller anden måde. Men kæreste kunne heller ikke forstå da jeg havde min depression. Selvom jeg forklarede og forklarede hvad den handlede om. Indtil jeg skar min tilstand ud i pap og forstalte fx. at det og gå ud og handle, var lige så svært og hårdt som at løbe et marton. Sådan havde jeg det. Jeg lider også den dag i dag af angst. Men er dog blevet meget nemmere, da jeg prøver at styrer den og ikke omvendt.

Måske hvis de nærneste og dem du holder af, du prøver og forklare at du har 10 enheder energi og de 9 bruger du på din datter og 1 på at pleje dig selv, eller hvordan du har det. Ved ikke om du forstår hvad jeg mener. Håber du kan bruge mit råd til noget. for at din familie vil stå ved din side og acceptere at det er sådan som det er.

Du beskriver det rigtig godt. Jeg har bare altid haft de her problemer, men møder ingen forståelse..Forstår bare ikke at andre ser det som dovenskab når jeg har professionelle der bakker mig op omkring pension. De siger ikke så meget, men jeg kan bare mærke på stemningen at der er noget galt når vi snakker om hvad jeg skal efter barslen

Anonym skriver:

Hvad gør man lige hvis familien er uforstående overfor at man søger førtidspension pga psykiske lidelser? 

Jeg orker snart ikke og ved at pension er det rigtige, men jeg møder ingen forståelse. Jeg har en datter på 10 måneder og for at kunne tage mig af hende optimalt kan jeg ikke arbejde. Det er skrevet i meget grove træk..Vi har en familierådgiver der har skrevet til min læge at for min datters trivsel kan jeg ikke magte et arbejde, dvs der er altså professionelle mennesker der har skrevet sort på hvidt at der er rimeligt alvorligt det her.

Hvorfor kan jeg så ikke overbevise omgivelserne at det ikke bare er dovenskab og hvordan får jeg overbevist mig selv om det?

Puha jeg føler det presser på og min angst begynder at blive voldsom.

Vær sød at respektere min anonymitet. Nogle ved måske hvem jeg er da jeg før har skrevet om det og det er også helt fint, jeg er bare ikke klar på at stå frem med lige det her.

Synes da lige jeg røg i et dybt hul

først lige enfor hvor må det være hårdt ikke at blive forstået .. og så af ens egen familie ??? de må da om nogen være tæt nok på til at se det ikke er for sjov ...

Dernæst så lyder du nu altså som om du allerede har overbevist dig selv om at det er den rigtige vej at gå .... og til det kan jeg da kun give et kæmpe skulderklap ... for det er svært at indrømme man har det svært ... ISÆR over for sig selv ...

Hvad med manden .. jeg gætter på der er en sådan i billedet ... hvordan ser han på det ... kan han godt forstå det?? .. og er det hans eller din familie der ikke forstår det ... for er det hans må han da se at give dem en ordentlig overhaling så de kan forstå det er alvor det her ..

Jeg tror i øvrigt du skal se på det sådan her ... Du har ( i hvert fald lige for tiden - vi kan da kun håbe på at det en dag går over) brug for at kunne koncentrere dig helt og holdent om at være dig selv og mor ... så er der altså bare ikke plads til at arbejde er en del af kagen ...  forstår du ?? altså hvis du bruger 50% af din energi på at være mor og 50 % på at være dig .. så er der jo ikke mere kage at dele ud af ... så må du have fat i en bager   og det er det din førtidspension vil gi dig ... mere overskud og meget mere kage  ...

hmm det sidste blev vist lidt vrøvlet .. men håber du forstår alligevel 

Serinasmor

serinasmor skriver:

 

først lige enfor hvor må det være hårdt ikke at blive forstået .. og så af ens egen familie ??? de må da om nogen være tæt nok på til at se det ikke er for sjov ...

Dernæst så lyder du nu altså som om du allerede har overbevist dig selv om at det er den rigtige vej at gå .... og til det kan jeg da kun give et kæmpe skulderklap ... for det er svært at indrømme man har det svært ... ISÆR over for sig selv ...

Hvad med manden .. jeg gætter på der er en sådan i billedet ... hvordan ser han på det ... kan han godt forstå det?? .. og er det hans eller din familie der ikke forstår det ... for er det hans må han da se at give dem en ordentlig overhaling så de kan forstå det er alvor det her ..

Jeg tror i øvrigt du skal se på det sådan her ... Du har ( i hvert fald lige for tiden - vi kan da kun håbe på at det en dag går over) brug for at kunne koncentrere dig helt og holdent om at være dig selv og mor ... så er der altså bare ikke plads til at arbejde er en del af kagen ...  forstår du ?? altså hvis du bruger 50% af din energi på at være mor og 50 % på at være dig .. så er der jo ikke mere kage at dele ud af ... så må du have fat i en bager   og det er det din førtidspension vil gi dig ... mere overskud og meget mere kage  ...

hmm det sidste blev vist lidt vrøvlet .. men håber du forstår alligevel 

 

Serinasmor

Jeg forstår godt hvad du mener og du gav mig lige et smil på læben..Tak for det

Jo min mand forstår og støtter op omkring det, men han er den eneste. Både min og hans familie gør ikke. Især hans familie er sådan lidt; Der er arbejde til dem der vil arbejde og man skal bare lige tage sig sammen og komme videre Kunne være rart at man kunne snakke med dem om det i stedet for de dunkede mig oven i hovedet, det gør jeg rigeligt selv.

Anonym skriver:

Jeg forstår godt hvad du mener og du gav mig lige et smil på læben..Tak for det

Jo min mand forstår og støtter op omkring det, men han er den eneste. Både min og hans familie gør ikke. Især hans familie er sådan lidt; Der er arbejde til dem der vil arbejde og man skal bare lige tage sig sammen og komme videre Kunne være rart at man kunne snakke med dem om det i stedet for de dunkede mig oven i hovedet, det gør jeg rigeligt selv.

nu spørger jeg nok lidt dumt ... men har du prøvet at snakke med dem og helt og holdent forklare dem hvordan din hverdag er i dit hovede ? ... hvis ikke skulle du måske prøve det .. og er det for svært så prøv måske om du kan skrive det ned i et brev ... det er jo ofte meget lettere at forklare det på skrift .. selvom det nogle gange er voldsomt og ser meget værre ud sort på hvidt .. så er det jo sådn det er ...

Jeg kan bare forestille mig hvor svært det er at sætte sig ind i som rask ... og jeg tror lidt det er derfor de måske har svært ved det .. ikke for at komme med undskyldninger på deres vejne ... men måske er det derfor  ...

serinasmor skriver:

 

nu spørger jeg nok lidt dumt ... men har du prøvet at snakke med dem og helt og holdent forklare dem hvordan din hverdag er i dit hovede ? ... hvis ikke skulle du måske prøve det .. og er det for svært så prøv måske om du kan skrive det ned i et brev ... det er jo ofte meget lettere at forklare det på skrift .. selvom det nogle gange er voldsomt og ser meget værre ud sort på hvidt .. så er det jo sådn det er ...

Jeg kan bare forestille mig hvor svært det er at sætte sig ind i som rask ... og jeg tror lidt det er derfor de måske har svært ved det .. ikke for at komme med undskyldninger på deres vejne ... men måske er det derfor  ...

Hmm jeg synes bare ikke jeg kan blive ved med at forklare svigerfamilien det, jeg har prøvet i 6 år nu

Min egen familie kan jeg godt have en god lang snak med og så virker det hele meget bedre, men der går ikke længe så er det ligesom "glemt" igen..Min mor har endda, om hele situationen, brugt sætningen; "du er bare på tværs"

Så at skrive et brev..hmm det virker bare lidt meningsløst, men jeg vil da tænke over det.

Jeg kan bare slet ikke forstå min mors syn på tingene for jeg har haft en rigtig hård barndom med en alkoholiseret far, vold osv så hun ved jo hvad der har gjort at jeg har problemer i dag. Hun har været med mig til psykolog og han sagde at hun benægter tingene..

Anonym skriver:

Hmm jeg synes bare ikke jeg kan blive ved med at forklare svigerfamilien det, jeg har prøvet i 6 år nu

Min egen familie kan jeg godt have en god lang snak med og så virker det hele meget bedre, men der går ikke længe så er det ligesom "glemt" igen..Min mor har endda, om hele situationen, brugt sætningen; "du er bare på tværs"

Så at skrive et brev..hmm det virker bare lidt meningsløst, men jeg vil da tænke over det.

Jeg kan bare slet ikke forstå min mors syn på tingene for jeg har haft en rigtig hård barndom med en alkoholiseret far, vold osv så hun ved jo hvad der har gjort at jeg har problemer i dag. Hun har været med mig til psykolog og han sagde at hun benægter tingene..

WHAT ...

ej men undskyld ... ens familie burde bare være dem man kunne stole på ville forstå en .. især ens egen mor ...

Hvis du har overskudet ville jeg boykotte dem  ... det virker som om de gør det hele meget værre ..   men nu kender jeg jo selvfølgelig heller ikke hele historien til bunds

serinasmor skriver:

 

WHAT ...

ej men undskyld ... ens familie burde bare være dem man kunne stole på ville forstå en .. især ens egen mor ...

 

Hvis du har overskudet ville jeg boykotte dem  ... det virker som om de gør det hele meget værre ..   men nu kender jeg jo selvfølgelig heller ikke hele historien til bunds

Nej der ligger selvfølgelig MEGET mere bag end jeg lige skriver her, men tanken har da været der. Det er jeg bare slet ikke stærk nok til tror jeg. Og udover min mand og vores barn har jeg ikke andre, hvis jeg boycotter dem Men det er måske også bedre..

Anonym skriver:

Nej der ligger selvfølgelig MEGET mere bag end jeg lige skriver her, men tanken har da været der. Det er jeg bare slet ikke stærk nok til tror jeg. Og udover min mand og vores barn har jeg ikke andre, hvis jeg boycotter dem Men det er måske også bedre..

Du må prøve at se på om de gør noget godt for dig eller ej ... måske sådn en plus- /minusliste ... hvis der kun er negative ting er det altså bedst for dig ikke at se dem ... så kan det godt være du skulle starte med bare ikke at se dem så tit og se om det hjælper ..  for det dur jo altså heller ikke slet ikke at have noget netværk .. ved godt du har baby.dk men det er jo altså bare ikke det samme ... men er det ikke nok så må de væk

og er da i øvrigt rigtig ked af at høre det ikke er andre.... men omvendt er venner nu altså heller ikke dem jeg har flest af ...