2. gang
Inden fødslen: Hvordan var dine forventninger til og tanker om fødslen - havde du nogle bestemte ønsker, var du spændt, var du nervøs, ville du helst slippe og have kejsersnit i stedet?Tja nu vidste jeg jo hvor ondt det gjorde, og jeg var ikke vildt bange for det, men tænkte da en smule på det. Jeg forventede vel at fødslen skulle tage 1 døgns tid, når nu den første varede 1½ døgn. Jeg ville måske gerne i vand, men hovedsagen var at jeg igen kunne føde naturligt, og helst uden nogen former for bedøvelse. Jeg var spændt og glædede mig, fordi jeg jo nu vidste med sikkerhed at det virkelig ville blive endnu et stort øjeblik, og jeg ville være stolt af mig selv og min krops kunnen, hvis jeg igen kunne føde naturligt, og trods smerterne "nyde" det. Jeg forsøgte at fremskynde fødslen en uge op til terminen, fordi jeg ville føde NU og fordi jeg helst ville i slut November i stedet for start December.
Blev fødslen, som du havde håbet på?Både og. Jeg havde håbet på det ville gå noget hurtigere end den første. Men jeg blev enormt overvældet og MEGET overrasket, da den fra start havde turbo på. Jeg vågnede op midt i en halvheftig ve, og efter 2 timer kunne jeg ikke holde min krop ud længere, fordi veerne tog kraftigt til i styrke og ikke lod mig have mange eller særligt lange pauser.
Det gik meget hurtigere end jeg havde forventet, og jeg blev meget bange for om jeg skulle føde baby i bilen, fordi jeg virkelig ikke følte j eg havde meget kontrol. Jeg havde presseveer, hvor jeg virkelig holdt baby tilbage i 3 kvarter fordi vi kørte i meget tæt trafik til sygehuset.
Hvordan oplevede du dig selv under fødslen? Jeg følte mig enormt gnaven til at starte med, fordi jeg synes det var åndssvagt at det skulle starte klokken 5 om morgenen, og fordi jeg ikke følte jeg havde kontrol overhovedet. Og INTET jeg gjorde kunne lindre smerten, eller på nogen måde gøre den udholdelig for mig. Jeg spænede nærmest huset rundt hver gang der var en ve.
Jeg var tydeligt overrumplet, men havde lige nøjagtig kontrol nok til at holde baby tilbage til vi nåede fødestuen og jeg fik den gyldne besked at jeg gerne måtte presse.
I øvrigt var jeg fattet nok, og bestemt nok, til selv at sige til og fra, på en nogenlunde pæn måde, hvornår jeg kunne udholde at blive undersøgt. Og ved modtagelsen i foyeren (temmelig omstændigt) var jeg også, trods alt, i stand til at give et hurtigt resumé over hvor i min krop baby befandt sig, og selv tage beslutninger om hvad jeg kunne og ikke kunne.
Hvordan oplevede du det første møde med dit barn? og Hvordan havde du det i de første timer efter fødslen?Jeg var enormt skuffet over mig selv faktisk. Jeg fødte flot og uden problemer, og meget bevidst o min krop og hvad der skete omkring mig, en dejlig søn. Men jeg stod på alle 4 grundet de vilde omstændigheder, og kunne derfor ikke tage mit barn i armene da jeg blev ham tilbudt.
Da JM bragte ham op til mig (stadig stående på alle 4 og ukontrollerbart rystende, og virkelig udmattet) spurgte hun lidt akavet om jeg ville have ham i armene, og jeg kiggede på ham, og sagde nej, giv ham til Kenneth. Det gjorde SÅ ondt at jeg ikke var i stand til at gribe mit barn med alverdens kærlighed og varme arme. Jeg vidste jo godt, at det var min krop der ikke tillod det lige der. Men tænk at jeg som mor, ikke kunne tage imod mit eget nyfødte barn. Jeg følte mig som den største fiasko i meget lang tid efter, og var enormt flov over det. Felix var faktisk 10-15 minutter gammel tror jeg, før jeg havde kontrol nok over min krop, til at jeg kunne vende mig på ryggen, og bede om at få mit barn.
Da jeg endelig holdt helt op med at ryste, og var kommet nogenlunde til mig selv, og havde undersøgt den lille, sprang jeg ud af sengen og gik på toilettet og tog tøj på, og pakkede alt vores habengut, og svarede kækt jordemoder, da hun spurgte, at jeg faktisk gerne ville hjem, så hurtigt som muligt, for så kunne vi nok selv nå at hente den store, i samlet flok, nede i dagplejen.
Jeg var også enormt stolt over at ALLE på sygehuset kommenterede at han havde den flotteste røde farve (han var slet ikke blå) og at jeg havde været super sej til at føde, og at de slet ikke forstod hvordan jeg bare kunne stå der 4 timer efter, med mit barn i autostol og bare gå hjem som om vi bare havde hentet en baby og ikke også født ham.
Hvordan tænker du tilbage på din fødsel - med glæde eller gru?Jeg tænker tilbage på min 2. fødsel med stor glæde. stadig lidt vemod, over ikke at kunne holde mit barn fra første sekund, men jeg ved jo hvorfor og det er fint nok med mig. Min fødsel husker jeg som egentlig ret humoristisk. Ikke fordi jeg var skide kæk mens jeg havde veer, men fordi der simpelthen var så mange gange under hele forløbet hvor udenforstående simpelthen ville have flækket af grin, og jeg har ofte selv grinet af det hele efterfølgende. Jeg husker det som var det igår, og jeg vil meget gerne prøve det ugen en dag
Jeg blev lyttet til og behandlet efter ønske af JM, og er bare stolt og tilfreds med hele situationen. Her bagefter kan jeg se, at jeg havde meget mere kontrol over situationen, end jeg følte jeg havde da jeg stod i det. Jeg styrede jo næsten 100% hvornår baby kom, til trods for at min krop ihærdigt prøvede at bestemme selv. Og jeghavde helt styr på hvad jeg sagde til hvem og hvornår. Og det synes jeg egentlig er lidt af en bedrift når man tænker på at både jeg, manden, og sygehuspersonalet var voldsomt pressede på tid og at ingen lagde skjul på det.
Til slut synes jeg det er værd at nævne, at jeg ELSKER at føde. Jeg mindes begge mine fødsler med umådelig glæde og stolthed, og jeg ville til enhver tid gøre det igen. Jeg siger ofte, at hvis min krop kunne holde til det, og hvis man kunne bære at give sådanne babyer væk. Så ville jeg leve af at være rugemor, fordi jeg ELSKER at være gravid og føde, trods smerterne. Jeg nyder det hele mens jeg er i det, og jeg kan slet ikke forestille mig jeg skulle stoppe nu, med de to jeg har. jeg vil have mere mere mere graviditet og fødsel.
