Børn, skal/skal ikke

Fisenberg skriver:

jeg kan jo ikke give dig et svar som kan løse alt men jeg kan fortælle dig lidt om mit liv

jeg er 25 år og har siden jeg var 15 haft problemmer med dep, det er blevet meget bedre de sidste 2 år

jeg har altid ønsket mig børn og var også i tvivl omkring om jeg kunne klare det ( og det er bestemt heller ikke nemt)

da jeg fik LilleFis'en gik der lang tid før jeg knyttede mig ordenligt, både fordi jeg havde det svært men også fordi at jeg var bange (bange for at elske for meget, bange for at miste, bange for at få en fødsel dep osv osv) jeg holdte dog af hende fra starten og tog mig af hende som man skulle osv

jeg tror det vigtigste er at du ønsker dig barnet, for så snart det lille pus er hos dig forandres du (ikke den der forandring som ændre hele dit livssyn og giver dig uovervindelige kræfter for den findes vist ikke, men der sker noget, bare gradvist ) og du har pludselig noget at kæmpe for, du har ikke tid, lyst eller mulighed for at falde ned i hullet igen.. sådan har jeg det i hvert fald

der er selvfølgelig off-dage og frygtelige nætter hvor hele min verden falder sammen og hvor jeg føler at jeg har kastet mig selv ud hvor jeg ikke kan bunde, men jeg overlever og næste dag når solen kommer så er jeg klar igen

nu fik jeg talt mega meget om mig selv, og jeg ved ikke om det er brugbart men nu har jeg prøvet

held og lykke og husk det er ikke alle der har lyst eller brug for at have børn

Tak for din historie. Rart at høre hvordan det er for andre i samme båd.

Tro mig, mit mantra har i mange år været det der med at det ikke er alle der skal/vil have børn. Og det er slet ikke sikkert jeg får nogen. Tror bare min alder gør at manlige synes man vil overveje det grundigt inden det er før sent.

Lige et spørgsmål: Min store frygt er manglen på søvn. Da jeg sover ret meget nu, og det er mit "trygge" sted.

Hvordan har det været for dig at undvære søvnen? Vænner man sig til det?

Fisenberg skriver:

jeg tror det vigtigste er at du ønsker dig barnet, for så snart det lille pus er hos dig forandres du (ikke den der forandring som ændre hele dit livssyn og giver dig uovervindelige kræfter for den findes vist ikke, men der sker noget, bare gradvist ) og du har pludselig noget at kæmpe for, du har ikke tid, lyst eller mulighed for at falde ned i hullet igen.. sådan har jeg det i hvert fald

 

KittyGirl skriver:

Nu har jeg selv en del knubs og ting og sager på bagen... ikke noget jeg vil kaste ud i det offentlige....

Men jeg er ved at uddanne mig som socialrådgiver - er ikke uddannet vel at mærke og kender ikke hvordan det er ude i det virkelige..

MEN... Jeg ville først snakke med lægen, eller få en ny læge, en du stoler på, en som tager dig seriøst.... derefter ville jeg snakke med en sagsbehandler om det, kan du ikke lide din sagsbehandler, så få en ny...

Hvad jeg ved af... hvis du går til kommunen først, fortæller dem ærligt hvordan tingene står til.... Så skal de hjælpe dig.... hvorimod hvis du får en bette og tingene går skævt og de finder ud af det, så kan man risikere at få den forkerte indgang til dem.

De er til for dig og ikke imod dig.....

Hør hvad de har at sige til det, det kan jo ikke skade? Du kan jo evt. prøve at ringe derned hvis ikke du har lyst at møde op, mere så frygten for at "ens barn bliver taget fra sig" ligesom kan blive afklaret....

Har du nære slægtninge der kan hjælpe dig i dine svære perioder?

Jeg er tilknyttet en sagsbehandler, pga jeg er sygemeldt på kontanthjælp. Måske jeg skulle prøve at høre hende ad hvad der ville ske med sådan en som mig hvis man fik et barn. Igen det er slet ikke noget der er aktuelt lige nu, men det kunne måske bevirke at nogle af mine tanker og bekymringer kom lidt på plads. For det kan jo godt være der findes noget hjælp hvis man får brug for det, uden at de snupper barnet.

Jeg har en go støtte i min familie og veninder, og hvis min nuværende kæreste bliver faren til det eventuelle barn vil han også blive en stor støtte. Men jeg er jo heller ikke interesseret i at lægge en byrde på dem alle pga mit valg.

Fisenberg skriver:

jeg kan jo ikke give dig et svar som kan løse alt men jeg kan fortælle dig lidt om mit liv

jeg er 25 år og har siden jeg var 15 haft problemmer med dep, det er blevet meget bedre de sidste 2 år

jeg har altid ønsket mig børn og var også i tvivl omkring om jeg kunne klare det ( og det er bestemt heller ikke nemt)

da jeg fik LilleFis'en gik der lang tid før jeg knyttede mig ordenligt, både fordi jeg havde det svært men også fordi at jeg var bange (bange for at elske for meget, bange for at miste, bange for at få en fødsel dep osv osv) jeg holdte dog af hende fra starten og tog mig af hende som man skulle osv

jeg tror det vigtigste er at du ønsker dig barnet, for så snart det lille pus er hos dig forandres du (ikke den der forandring som ændre hele dit livssyn og giver dig uovervindelige kræfter for den findes vist ikke, men der sker noget, bare gradvist ) og du har pludselig noget at kæmpe for, du har ikke tid, lyst eller mulighed for at falde ned i hullet igen.. sådan har jeg det i hvert fald

der er selvfølgelig off-dage og frygtelige nætter hvor hele min verden falder sammen og hvor jeg føler at jeg har kastet mig selv ud hvor jeg ikke kan bunde, men jeg overlever og næste dag når solen kommer så er jeg klar igen

nu fik jeg talt mega meget om mig selv, og jeg ved ikke om det er brugbart men nu har jeg prøvet

held og lykke og husk det er ikke alle der har lyst eller brug for at have børn

Jeg kunne have skrevet præcis det samme!

Søddepødde skriver:

Jeg er tilknyttet en sagsbehandler, pga jeg er sygemeldt på kontanthjælp. Måske jeg skulle prøve at høre hende ad hvad der ville ske med sådan en som mig hvis man fik et barn. Igen det er slet ikke noget der er aktuelt lige nu, men det kunne måske bevirke at nogle af mine tanker og bekymringer kom lidt på plads. For det kan jo godt være der findes noget hjælp hvis man får brug for det, uden at de snupper barnet.

Jeg har en go støtte i min familie og veninder, og hvis min nuværende kæreste bliver faren til det eventuelle barn vil han også blive en stor støtte. Men jeg er jo heller ikke interesseret i at lægge en byrde på dem alle pga mit valg.

Jamen hvis du har et godt forhold med din sagsbehandler synes jeg da helt bestemt du skal prøve at vende det med hende, det kan der jo ikke ske noget ved

Og tro mig du ligger ikke en byrde på dine nærmeste ved at bede om hjælp i svære tider.... selv når man ikke lider af depression beder man om hjælp i svære tider

Min mor lider af borderline og var meget indlagt i perioder for 10 år siden.

Da jeg blev 17 år ville skæbnen desværre det at jeg selv blev syg - med depression.

Tror at jeg igennem den tid jeg var syg prøvede jeg mindst 4 typer medicin, for synes at medicinen gjorde min tilstand værre.

Endelig fandt lægen frem til noget medicin som jeg kunne sammen med. Jeg kunne pludselig mærke mig selv mere (håber det giver mening)

Min læge vidste ikke hvordan og hvorledes hvis jeg nu blev gravid med den type medicin jeg fik, så han skrev recept på noget andet. Jeg læste i indlægssedlen på den nye medicin at det max måtte tages til 12 graviditetsuge. Jeg tog derfor kampen op uden medicin.

Jeg var sygemeldt på kontanthjælp i 3 måneder og derefter startede jeg på "nul". Jeg ville aldrig have kunnet klaret tingene uden min fantastiske vejleder på mit aktiveringssted. Kampen tog 1år. Jeg har nu været medicinfri i 1½år. Gik fra at være syg til at kunne klare næsten fuld tid.

Håber du kan bruge min historie til noget

Søddepødde skriver:

Du kan tro jeg gerne vil finde en læge som tager det seriøst, men hvordan gør man lige det. Ringer rundt og spørger "Er du seriøs?"

Men nu må jeg lige lade de her nye piller virke lidt. Synes allerede det har hjulpet lidt.

Mht kæreste så ser jeg lidt én som er ret nyt. Det går meget stille og roligt, for jeg har mistet al tillid til mænd efter min ex's stunt. Men jeg kan mærke jeg er ved at overgive mig, og tror ikke der findes bedre mand end ham.

Han har ikke gjort sig de store tanker mht børn. Er vist sådan lidt, kommer det, så kommer det. Så ikke noget pres fra hans side.

Det er heller slet ikke noget der skal ske her og nu. Bare nogle tanker jeg er begyndt at få mig. Tror det skyldes at min tætte veninde lige har født.

Du må forhøre dig ved mennesker du kender og se om du ikke kan finde en god læge... ellers må man måske ringe og fortælle at sådan og sådan står det til og det har det gjort så og så længe og min nuværende læges hjælp fungerer ikke!

Men det er klart at man gør sig den slags tanker.... jeg har tourette og er SÅ bange for om jeg har "smittet" min datter med det... man ønsker jo kun at give alt det gode videre ik

Tak for alle jeres svar. Det er dejligt at høre lidt fra andre i lignende situationer.

Jeg er også en af de uheldige med depression, det vil sige her er dommen en svær depression med psykose oveni. Var som 17 årig tæt på at komme på den lukkede, fordi det hele gik i sort. Mangler 1 døgn af mit liv, som jeg intet husker af Var heldig min mor kunne støtte op, og de ikke ville have mig ind der, for jeg var alligevel for "normal". Jeg fik derefter samtaler på børne og ungdoms psyk. Skod, det er alt jeg kan sige til det, for fik ikke den hjælp jeg skulle have, men samtaler med mine lærer på den efterskole jeg gik på hjalp en del, og så blev jeg om-medicineret som bare var prikken over I'et...

Jeg måtte en tur på psyk i sommer 2008, fordi der blev lagt psykisk pres på mig fra kommunens side, og fik 3 dage i fred. Derefter blev jeg fulgt op af en psykiater som hjalp rigtig meget.

Havde endnu en tur med kommunen sidste onsdag, de forstår bare ikke det med ikke at skal presse for meget (her er fleksjobbet indstillet til en evt pension, men vil de helst ikke) Så måtte en tur til læge som sygmeldte mig med det sammen. Som jeg sagde til min læge, og min mor (fortryder de ord i dag) så ønskede jeg at jeg ikke var blevet gravid, for jeg vil jo ikke sætte et barn til verden på de primisser som kommune stiller. Men jeg er gravid, og det lille vidunder som er i min mave, sparker og hikker, og er pisse irriterende når hendes numse skal ligge under mit ribben, ja, jeg elsker hende allerede nu mere end jeg troede var muligt.

Vi har her fået tilbud om at blive indlagt 5 dage efter fødsel på patienthotellet, fordi de gerne vil holde øje med lillepigen pga abstinenser. Og så kan de hjælpe på alle mulige måder. Har fået kontakt til den sødeste læge på kolding sygehus, som fortalte at de vil hjælpe som med at komme i gang med amning, hvordan vi skal bade hende, og holde øje med hende pga abstinenser, og holde øje med mig, da en fødselsdepression mange gange kan forbygges hvis du får hjælpen helt fra start. Og selvfølgelig har jeg accepteret det. Ønsker alt den hjælp jeg kan få, for at vise at jeg kan godt være en god mor, også selvom mine dårlige dage måske er lidt dårligere end andres

VIPpigen skriver:

Jeg er også en af de uheldige med depression, det vil sige her er dommen en svær depression med psykose oveni. Var som 17 årig tæt på at komme på den lukkede, fordi det hele gik i sort. Mangler 1 døgn af mit liv, som jeg intet husker af Var heldig min mor kunne støtte op, og de ikke ville have mig ind der, for jeg var alligevel for "normal". Jeg fik derefter samtaler på børne og ungdoms psyk. Skod, det er alt jeg kan sige til det, for fik ikke den hjælp jeg skulle have, men samtaler med mine lærer på den efterskole jeg gik på hjalp en del, og så blev jeg om-medicineret som bare var prikken over I'et...

Jeg måtte en tur på psyk i sommer 2008, fordi der blev lagt psykisk pres på mig fra kommunens side, og fik 3 dage i fred. Derefter blev jeg fulgt op af en psykiater som hjalp rigtig meget.

Havde endnu en tur med kommunen sidste onsdag, de forstår bare ikke det med ikke at skal presse for meget (her er fleksjobbet indstillet til en evt pension, men vil de helst ikke) Så måtte en tur til læge som sygmeldte mig med det sammen. Som jeg sagde til min læge, og min mor (fortryder de ord i dag) så ønskede jeg at jeg ikke var blevet gravid, for jeg vil jo ikke sætte et barn til verden på de primisser som kommune stiller. Men jeg er gravid, og det lille vidunder som er i min mave, sparker og hikker, og er pisse irriterende når hendes numse skal ligge under mit ribben, ja, jeg elsker hende allerede nu mere end jeg troede var muligt.

Vi har her fået tilbud om at blive indlagt 5 dage efter fødsel på patienthotellet, fordi de gerne vil holde øje med lillepigen pga abstinenser. Og så kan de hjælpe på alle mulige måder. Har fået kontakt til den sødeste læge på kolding sygehus, som fortalte at de vil hjælpe som med at komme i gang med amning, hvordan vi skal bade hende, og holde øje med hende pga abstinenser, og holde øje med mig, da en fødselsdepression mange gange kan forbygges hvis du får hjælpen helt fra start. Og selvfølgelig har jeg accepteret det. Ønsker alt den hjælp jeg kan få, for at vise at jeg kan godt være en god mor, også selvom mine dårlige dage måske er lidt dårligere end andres

Årh den skide kommune. Min sagsbehandler bliver ved med at sige jeg virker rigtig go, og i mine papirer står der at der stiles mod at jeg bliver selvforsørgende. Dette selvom jeg endnu ikke har været i stand til at beholde et fuldtidsjob mere end max tre mdr. I de mdr giver jeg 120% fordi jeg er perfektionist, og så går jeg død, og må sygemeldes. Jeg kan bare ikke holde til det pres det er at skulle afsted hver dag.

Så jeg ser frem til en lang kamp mod kommunen. Tror mit "problem" er at jeg udadtil virker ret normal og velfungerende. Det har flere psykiatere sagt til mig. At det kan være svært at tro på jeg har det som jeg har. Så ved skisme ikk lige hvordan jeg får hende overbevist.

Skal man selv nævne ordet flexjob, eller er det en konklusion hun kommer til når hun kan se jeg ikke magter andet?