Børn, skal/skal ikke

Hej piger

Ja nu ved jeg dette er en baby/børne side, så I er jo nok allesammen interesserede i at få børn eller har børn.

Men jeg skriver alligevel dette, i håb om at få nogle gode råd og svar.

Her er min historie meget kort:

Jeg er 32 år og har lidt af depression de sidste 10-12 år med behandling. Uanset hvad jeg gør kommer nedturene i perioder. Nogle er værre end andre. Jeg ved nu at jeg får det værre hver gang jeg forsøger med en uddannelse eller et nyt job, da jeg ikke kan tåle presset. Derfor er jeg nu i gang med at finde ud af om jeg kan få flexjob. Mit håb er at hvis jeg får det pres af mine skuldre som et fuldtidsjob er for mig, at jeg så kan undgå disse nedture.

Grundet min alder er jeg jo begyndt at overveje om jeg ønsker børn. Det skal siges at jeg går ikke rundt med æggestokkene hængende om anklerne, men jeg tænker selvfølgelig meget over det, for jeg er bange for at gå glip af den der kærlighed I alle taler om. Og bange for at sidde ensom som 50 årig.

For ca 6 år siden fik jeg at vide af en psykolog at jeg nok ikke burde få børn, når jeg havde det som jeg havde. Det har hængt ret meget ved, og jeg er også selv meget bange for ikke at kunne klare det. Det er jo ikke bare det at kunne klare de praktiske ting. Man skal jo også kunne være der mentalt for barnet, og børn fornemmer jo alt.

Jeg ønsker jo ikke at være den mor der altid laver en "Maude" og ligger i sengen.

Jeg er også bange for at komme i kommunens søgelys, og risikere at miste barnet.

Er der nogen herinde der har erfaring med depression/psykiske problemer og børn? Er der andre der har haft disse overvejelser?

Tak fordi I læste med, og skriv endelig hvis du har noget at sige.

Jeg er ikke plusmedlem, så I kan desværre ikke svare anonymt, men det er tilladt at skrive pb.

Ja det er da godt nok en lidt svær en.

Jeg har selv lidt af depressioner i mange år og det jeg var mest bange for, da jeg ventede mig, var at jeg skulle få en fødselsdepression efter fødslen... det sagde jeg til min jordmoder og hun sørgede derfor for at min sundhedsplejersker kom nogle gange inden fødslen, for at snakke med mig og min mand og efter fødslen kom hun ret ofte for at hun var sikker på at kunne fange signalerne på en evt. depression....

HELDIGVIS blev jeg ikke deprimeret...

Har du snakket med din læge om det? Hvad siger han/hun... hvor ofte har du disse perioder hvor du ryger ned i et hul?

TbCp skriver:

Ja det er da godt nok en lidt svær en.

Jeg har selv lidt af depressioner i mange år og det jeg var mest bange for, da jeg ventede mig, var at jeg skulle få en fødselsdepression efter fødslen... det sagde jeg til min jordmoder og hun sørgede derfor for at min sundhedsplejersker kom nogle gange inden fødslen, for at snakke med mig og min mand og efter fødslen kom hun ret ofte for at hun var sikker på at kunne fange signalerne på en evt. depression....

HELDIGVIS blev jeg ikke deprimeret...

Har du snakket med din læge om det? Hvad siger han/hun... hvor ofte har du disse perioder hvor du ryger ned i et hul?

Altså min tilstand er ret slem i perioder. Har socialangst, så ser kun ganske få mennersker jeg er tryg ved. Og selv der bliver jeg nervøs inden. Mine dårlige perioder går fra et par uger til et år. Lige nu er jeg i en periode på 1½ år, men det skyldes også et stort traume med en eks for 1½ år siden, så den sorg og svigt kan jeg ikke rigtig slippe.

Jeg har været i forskellig behandling både med piller og samtaler/psykiatere. Min nuværende læge synes ikke jeg skal til psykiater, da hun siger at det har jeg været så tit uden resultat. Og det har hun jo sådan set ret i. Men man sidder jo med følelsen af at blive opgivet.

Man må vel heller ikke få medicin når man er gravid? Og det ved jeg ikke lige hvad vil medføre.

Men har ikke talt om det med en læge, for jeg har i mange år sagt at jeg skulle bare aldrig have børn. Det er først for nylig jeg er i tvivl.

Søddepødde skriver:

Altså min tilstand er ret slem i perioder. Har socialangst, så ser kun ganske få mennersker jeg er tryg ved. Og selv der bliver jeg nervøs inden. Mine dårlige perioder går fra et par uger til et år. Lige nu er jeg i en periode på 1½ år, men det skyldes også et stort traume med en eks for 1½ år siden, så den sorg og svigt kan jeg ikke rigtig slippe.

Jeg har været i forskellig behandling både med piller og samtaler/psykiatere. Min nuværende læge synes ikke jeg skal til psykiater, da hun siger at det har jeg været så tit uden resultat. Og det har hun jo sådan set ret i. Men man sidder jo med følelsen af at blive opgivet.

Man må vel heller ikke få medicin når man er gravid? Og det ved jeg ikke lige hvad vil medføre.

Men har ikke talt om det med en læge, for jeg har i mange år sagt at jeg skulle bare aldrig have børn. Det er først for nylig jeg er i tvivl.

Jeg fik medicin mens jeg ventede mig, det kan lægen oplyse dig om hvilke medikamenter man må få...

Men et lyder da også lidt som om at medicinen ikke rigtig virker.... eller?

TbCp skriver:

Jeg fik medicin mens jeg ventede mig, det kan lægen oplyse dig om hvilke medikamenter man må få...

Men et lyder da også lidt som om at medicinen ikke rigtig virker.... eller?

Jeg er lige startet på noget nyt medicin for 10 dage siden, så nu må vi se om det hjælper. Men det føles ærlig talt som om mit sind gør hvad det vil uanset hvad jeg får af behandling.

Min læge er ikke særlig god at tale med. Hun lytter ikke rigtig. Har du nogen idé om der er andre steder man kan tale med nogen om denne problemstilling. Jeg er på kontanthjælp lige nu pga sygemelding, og har derfor ikke råd til psykolog.

Jeg har en veninde der også har lidt meget af depression. Hun fik det meget bedre efter hun fik børn. Har du oplevet det samme. Noget med at man ikke længere har samme opmærksomhed på sig selv som før.

Søddepødde skriver:

Jeg er lige startet på noget nyt medicin for 10 dage siden, så nu må vi se om det hjælper. Men det føles ærlig talt som om mit sind gør hvad det vil uanset hvad jeg får af behandling.

Min læge er ikke særlig god at tale med. Hun lytter ikke rigtig. Har du nogen idé om der er andre steder man kan tale med nogen om denne problemstilling. Jeg er på kontanthjælp lige nu pga sygemelding, og har derfor ikke råd til psykolog.

Jeg har en veninde der også har lidt meget af depression. Hun fik det meget bedre efter hun fik børn. Har du oplevet det samme. Noget med at man ikke længere har samme opmærksomhed på sig selv som før.

Måske du skal finde en ny læge som vil tage det seriøst... for det skal den slags ting virkelig!!!
Kender desværre ikke rigtig til anden hjælp....
Måske der er mere at finde på psykiatrifondens hjemmeside.

Det med at få det bedre efter man har fået barn synes jeg ikke jeg kan genkende. Synes stadig der er op og nedture....

Har du en kæreste/mand og hvor er han henne i alt det her?

Søddepødde skriver:

Hej piger

Ja nu ved jeg dette er en baby/børne side, så I er jo nok allesammen interesserede i at få børn eller har børn.

Men jeg skriver alligevel dette, i håb om at få nogle gode råd og svar.

Her er min historie meget kort:

Jeg er 32 år og har lidt af depression de sidste 10-12 år med behandling. Uanset hvad jeg gør kommer nedturene i perioder. Nogle er værre end andre. Jeg ved nu at jeg får det værre hver gang jeg forsøger med en uddannelse eller et nyt job, da jeg ikke kan tåle presset. Derfor er jeg nu i gang med at finde ud af om jeg kan få flexjob. Mit håb er at hvis jeg får det pres af mine skuldre som et fuldtidsjob er for mig, at jeg så kan undgå disse nedture.

Grundet min alder er jeg jo begyndt at overveje om jeg ønsker børn. Det skal siges at jeg går ikke rundt med æggestokkene hængende om anklerne, men jeg tænker selvfølgelig meget over det, for jeg er bange for at gå glip af den der kærlighed I alle taler om. Og bange for at sidde ensom som 50 årig.

For ca 6 år siden fik jeg at vide af en psykolog at jeg nok ikke burde få børn, når jeg havde det som jeg havde. Det har hængt ret meget ved, og jeg er også selv meget bange for ikke at kunne klare det. Det er jo ikke bare det at kunne klare de praktiske ting. Man skal jo også kunne være der mentalt for barnet, og børn fornemmer jo alt.

Jeg ønsker jo ikke at være den mor der altid laver en "Maude" og ligger i sengen.

Jeg er også bange for at komme i kommunens søgelys, og risikere at miste barnet.

Er der nogen herinde der har erfaring med depression/psykiske problemer og børn? Er der andre der har haft disse overvejelser?

Tak fordi I læste med, og skriv endelig hvis du har noget at sige.

Jeg er ikke plusmedlem, så I kan desværre ikke svare anonymt, men det er tilladt at skrive pb.

Kender mange der har lidt af en deprission også mens de har børn og tror endelig det er lidt af en lodtrækning om man får det bedre eller ikke og om man undgår en fødselsdeprission....

men en ting er sikkert børn er så dejlige men må være ærlig hold nu op det kan også være pisse hårdt vores start var rimelig hård for jeg lå syg i 3 uger med lungebetændelse og virus oven i heldig vis var min dreng flaske barn så min kæreste kunne tage over men ikke sjovt... og man får jo slet ikke den søvn man skal have... der er en masse man endelig skal tænke over...

men forstår godt du kunne tænke dig barn/børn og ville ønske det kunne gå dig lig som din veninde det kunne være så fantastisk

Søddepødde skriver:

Hej piger

Ja nu ved jeg dette er en baby/børne side, så I er jo nok allesammen interesserede i at få børn eller har børn.

Men jeg skriver alligevel dette, i håb om at få nogle gode råd og svar.

Her er min historie meget kort:

Jeg er 32 år og har lidt af depression de sidste 10-12 år med behandling. Uanset hvad jeg gør kommer nedturene i perioder. Nogle er værre end andre. Jeg ved nu at jeg får det værre hver gang jeg forsøger med en uddannelse eller et nyt job, da jeg ikke kan tåle presset. Derfor er jeg nu i gang med at finde ud af om jeg kan få flexjob. Mit håb er at hvis jeg får det pres af mine skuldre som et fuldtidsjob er for mig, at jeg så kan undgå disse nedture.

Grundet min alder er jeg jo begyndt at overveje om jeg ønsker børn. Det skal siges at jeg går ikke rundt med æggestokkene hængende om anklerne, men jeg tænker selvfølgelig meget over det, for jeg er bange for at gå glip af den der kærlighed I alle taler om. Og bange for at sidde ensom som 50 årig.

For ca 6 år siden fik jeg at vide af en psykolog at jeg nok ikke burde få børn, når jeg havde det som jeg havde. Det har hængt ret meget ved, og jeg er også selv meget bange for ikke at kunne klare det. Det er jo ikke bare det at kunne klare de praktiske ting. Man skal jo også kunne være der mentalt for barnet, og børn fornemmer jo alt.

Jeg ønsker jo ikke at være den mor der altid laver en "Maude" og ligger i sengen.

Jeg er også bange for at komme i kommunens søgelys, og risikere at miste barnet.

Er der nogen herinde der har erfaring med depression/psykiske problemer og børn? Er der andre der har haft disse overvejelser?

Tak fordi I læste med, og skriv endelig hvis du har noget at sige.

Jeg er ikke plusmedlem, så I kan desværre ikke svare anonymt, men det er tilladt at skrive pb.

jeg kan jo ikke give dig et svar som kan løse alt men jeg kan fortælle dig lidt om mit liv

jeg er 25 år og har siden jeg var 15 haft problemmer med dep, det er blevet meget bedre de sidste 2 år

jeg har altid ønsket mig børn og var også i tvivl omkring om jeg kunne klare det ( og det er bestemt heller ikke nemt)

da jeg fik LilleFis'en gik der lang tid før jeg knyttede mig ordenligt, både fordi jeg havde det svært men også fordi at jeg var bange (bange for at elske for meget, bange for at miste, bange for at få en fødsel dep osv osv) jeg holdte dog af hende fra starten og tog mig af hende som man skulle osv

jeg tror det vigtigste er at du ønsker dig barnet, for så snart det lille pus er hos dig forandres du (ikke den der forandring som ændre hele dit livssyn og giver dig uovervindelige kræfter for den findes vist ikke, men der sker noget, bare gradvist ) og du har pludselig noget at kæmpe for, du har ikke tid, lyst eller mulighed for at falde ned i hullet igen.. sådan har jeg det i hvert fald

der er selvfølgelig off-dage og frygtelige nætter hvor hele min verden falder sammen og hvor jeg føler at jeg har kastet mig selv ud hvor jeg ikke kan bunde, men jeg overlever og næste dag når solen kommer så er jeg klar igen

nu fik jeg talt mega meget om mig selv, og jeg ved ikke om det er brugbart men nu har jeg prøvet

held og lykke og husk det er ikke alle der har lyst eller brug for at have børn

TbCp skriver:

Måske du skal finde en ny læge som vil tage det seriøst... for det skal den slags ting virkelig!!!
Kender desværre ikke rigtig til anden hjælp....
Måske der er mere at finde på psykiatrifondens hjemmeside.

Det med at få det bedre efter man har fået barn synes jeg ikke jeg kan genkende. Synes stadig der er op og nedture....

Har du en kæreste/mand og hvor er han henne i alt det her?

Du kan tro jeg gerne vil finde en læge som tager det seriøst, men hvordan gør man lige det. Ringer rundt og spørger "Er du seriøs?"

Men nu må jeg lige lade de her nye piller virke lidt. Synes allerede det har hjulpet lidt.

Mht kæreste så ser jeg lidt én som er ret nyt. Det går meget stille og roligt, for jeg har mistet al tillid til mænd efter min ex's stunt. Men jeg kan mærke jeg er ved at overgive mig, og tror ikke der findes bedre mand end ham.

Han har ikke gjort sig de store tanker mht børn. Er vist sådan lidt, kommer det, så kommer det. Så ikke noget pres fra hans side.

Det er heller slet ikke noget der skal ske her og nu. Bare nogle tanker jeg er begyndt at få mig. Tror det skyldes at min tætte veninde lige har født.

Nu har jeg selv en del knubs og ting og sager på bagen... ikke noget jeg vil kaste ud i det offentlige....

Men jeg er ved at uddanne mig som socialrådgiver - er ikke uddannet vel at mærke og kender ikke hvordan det er ude i det virkelige..

MEN... Jeg ville først snakke med lægen, eller få en ny læge, en du stoler på, en som tager dig seriøst.... derefter ville jeg snakke med en sagsbehandler om det, kan du ikke lide din sagsbehandler, så få en ny...

Hvad jeg ved af... hvis du går til kommunen først, fortæller dem ærligt hvordan tingene står til.... Så skal de hjælpe dig.... hvorimod hvis du får en bette og tingene går skævt og de finder ud af det, så kan man risikere at få den forkerte indgang til dem.

De er til for dig og ikke imod dig.....

Hør hvad de har at sige til det, det kan jo ikke skade? Du kan jo evt. prøve at ringe derned hvis ikke du har lyst at møde op, mere så frygten for at "ens barn bliver taget fra sig" ligesom kan blive afklaret....

Har du nære slægtninge der kan hjælpe dig i dine svære perioder?