Grænser - dybt suk

Tror Anja har fat i det helt rigtige, jeg har meget få konflikter med Smilla og jeg anerkender hende altid så måske det er derfor?

Anja skriver:

Anerkendende pæd er ganske simpelt. Du skal blot vise barnet, at du anerkender de følelser han/hun har og derved får du en langt bedre kommunikation med barnet. Målet er som sådan, at barnet lærer, at der ikke findes forkerte følelser, men at det ikke altid hjælper at lade sig styre af sine følelser  - giver det mening?

Fx Elias kan godt blive forfærdelig lækkersulten om eftermiddagen og typisk kommer han og siger, at han gerne vil have noget chokolade. Ofte vil man så sige noget i retning af: "Nej, du kan ikke får chokoade nu for der er ikke længe til vi skal spise aftensmad". Hvis jeg siger noget i den retning bliver han typisk sur/muggen. Hvis jeg derimod siger: " Det lyder da også lækkert, det kan jeg godt forstå du har lyst til, men det er altså ikke tid til chokolade nu, men det kan være vi skal have chokolade en anden dag måske på fredag til Disney sjov." så accepterer han det uden problemer.

Det samme gælder, hvis han bliver sur/ked af det/vred over et eller andet, hvis vi siger noget i retning af: " jeg kan godt se, at du er meget vred over det, det er helt okay, men sådan og sådan er reglerne ....." Hvis vi husker at bruge sådanne formuleringer føler han sig tydeligt forstået og han bliver hurtigt glad igen.

Det er altså ganske enkelt, men det virker meget ofte.

vi gør helt det samme, som du beskriver. Men jeg ved ikke lige helt hvad der går glat lige for tiden alligevel. Men ved nærmere eftertanke kan det være at vi lige skal stramme os an, og se indad igen!!!!

Tak for los i røven!

Knus Siber

du må ikke give efter hvis du først har sagt nej!!! jeg har lært det på den hårde måde....

jeg var til skole-hjem samtale på xanders skole, og han klarer sig super fagligt. men socialt er han slet ikke med.... han har ikke haft strukturerede grænser.. jeg, eller vi har haft svært ved at mene et nej, især her efter skilsmissen, man vil jo ikke være den dumme forældre!!! så vores søn er blevet snot forvirret og har meget svært ved at være sammen med mange af gangen. han ved simpelthen ikke hvordan han skal være....

og nu til det med nanna, du kunne lige så godt he skrevet det om arthur lige for tiden. fuck han er en prøvelse!!!!

men tror jeg vil prøve med anjas råd og se om det kan trænge igennem til ham, at tale sådan i stedet for bare at sige nej. men prøve at forklarer hvorfor der blev sagt nej, på en børnevenlig måde

Nøjs, det er rart at læse, at der findes flere umulige pivedyr derude!!

Vi gør stort set altid som Anja foreslår, men nogle gange, bliver jeg bare så edderverdamt over at høre pivestemmen. Jeg synes, det er så synd for hende, at jeg bliver rasende, men kl. kvart i kvalme om aftenen, kan jeg bare ikke klare mere piben og så siger jeg "Så er det bare op i seng!" og jeg peger på hende med min pegefinger og spærrer øjenene op og ser truende ud, nøjagtigt som jeg døde af skræk, når min far gjorde, da jeg var lille. ØV, hvor er jeg træt af det, når det sker.

Og lige nu kan jeg hverken tænke eller skrive mere fornuftigt, for jeg er TRÆT og har ondt i min arm.

Held og lykke med jeres små pibere og slemme basser. Det var rart at se, man ikke er alene, for jeg var seriøst ved at overveje om der var noget mere alvorligt galt.

Knus B

Siber skriver:

åhhh Line, jeg er altså lidt glad for at du skriver dette indlæg, for mine tøser er altså også sssååååå grænsesøgende lige for tiden.

Johanna er stor slem, men jeg tænkte at det måske bare var fordi jeg var gravid og ikke så mobil. Hun kan også sidde og græde og være sur over en hel aftensmad og spiser så når vi andre er færdige. Alt tøj hun skal have på er der et eller andet i vejen med, i går da hun skulle sove, var hun super glad, og lige pludselig rystede jeg dynen forkert, lagde den forkert, osv osv jeg fik bare nok. Hun hylede og skreg og råbte jeg skal aldrig sove aldrig sov, dette stod på i en time. Hun sidder på wc og råber hun er færdig, når man så kommer der ud, så får man skæld ud, også skal hun gøre alt selv...........................I går sagde jeg behøver du at være så muggen, hun svarede jeg er ikke muggen, jeg er sur! Hun kan også have pive stemme og pyller pyller!

Alma hun prøver så meget grænser af, alt er uretfærdigt, hvorfor dit og hvorfor dat, trykker på knapperne til Johanna - jeg har bare fået 3 gulerødder og du har fået to, driller, og skal lige gøre tingene en gang til selvom vi har sagt stop. hvis vi siger du må tage en kiks, så er svaret hvorfor må jeg ikke få to osv osv.

Jeg skal virkelig mande mig op nu, og sætte grænser igen, for jeg føler virkelig at det hele er ved at skride..............

Så nej ingen gode råd, bare et medlidenheds kram

Knus Siber

Søde Siber, jeg var lige ved at græde, da jeg læste dit indlæg. Det er simpelthen en tro kopi af herhjemme. Nøjagtig de samme ting, de går i flint over, og det kan ske lige pludselig uden advarsel. Vi skal komme og hjælpe, men de vil selv; der er altid noget galt med Nannas tøj især strømperne går hun helt amok over; Sebastian giver den lige lidt ekstra for at få dem til at græde lidt mere, og alt er evig og altid en stor konkurrence om, hvem der har fået flest eller er kommet først, og prøver man at gøre noget godt for dem, så klager de over ikke at få mere eller noget andet. SUK!

Det giver mig sådan en lettelse at læse, at det ikke kun er mine børn, den er gal med. Nu har jeg mere ro inden i til at tage kampene, og det går allerede bedre, selvom det kræver utrolig meget selvbeherskelse til tider.

Stort kram til dig også

Anja skriver:

Heldigvis kan jeg kun i glimt nikke genkendende til det du skriver ( 7 - 9 - 13).

Men for nogle mdr siden havde Elias dog en periode, hvor han også kunne være lidt strid ala det du beskriver. Da jeg (og manden) for alvor begyndte bevidst at anvende anerkendende pædagogik gik det nærmest i sig selv igen i løbet af få dage. Det kan klart anbefales!

Ang. Sebastian kan jeg godt genkende, at Jonas også er meget følsom i øjeblikket. Jeg tror det er en større omvæltning end man lige regner med for drengene at starte i skole. Jeg kan i al fald mærke på Jonas, at han har meget høje forventninger til sig selv og er lidt "bange" for ikke at lave op til alle de voksnes forventninger. Faktisk har jeg de sidste par uger tænkt, at hans selvværd ikke er helt i top, så jeg er begyndt at læse bogen "Glade børn med højt selvværd" for at blive inspireret til, hvordan vi bedst kan støtte ham gennem perioden. Den er faktisk okay og har da allerede givet os generel inspiration i forhold til den måde vi ønsker at opdage/udvikle vores børn på.

Jeg har engang startet på bogen, men blev ikke færdig. Måske skulle jeg prøve igen, for den virkede god. Jeg synes bare, det var svært at skelne mellem de to ting, og svært at sige tingene på den rigtige måde.

Jeg kan mærke på Sebastian, at skolen er blevet hverdag nu. Han har ikke altid lyst til at skulle afsted.

Jeg prøver at bruge anerkendende pædagogik, som i "jeg vil gerne have du gør...", og "jeg kan godt forstå, du vil have kiks, men...", men vil gøre det endnu mere, efter det du har skrevet til Mette. Det har faktisk hjulpet på de to dage, der er gået. Også at de får mere opmærksomhed og ikke bliver affejet, bare fordi jeg har travlt Så håber jeg det bliver bedre hen ad vejen.

Knus Line

Lise skriver:

Simon kan være nøjagtig som du beskriver Nanna. Det kører meget i perioder hvad det er han går amok over, men det er de mindste ting..suk...

Godt at høre, men også synd for dig

Kaufie skriver:

 

Anerkendende pædagogik...hvad går det ud på, sådan helt præcist???

William skal også have tingene at vide på en meget bestemt måde - og der skal HELE tiden forhandles om at han må lave to puslespil før han skal ind og børste tænder fx. 

Det er enerverende og sætter min tålmodighed på prøve mange gange dagligt.

I aftes ville han have jeg skulle læse 12 minibøger (sæt med Cars), men jeg satte grænsen ved 3 - da han blev ved med at plage blev det "3 eller ingen" Så sagde knægten "ingen - godnat mor" Han VIL bare bestemme.

Og jo, her praktiseres pibe-stemmen også

Ha, Signe gjorde lige nøjagtig det samme i går eftermiddags. Nu ville have et eller andet spiseligt, men fik valgmuligheden mellem noget andet eller ingenting. "Ingenting", sagde hun og gik. Men så fik hun da ret

Louise mortil4 skriver:

for f....... hvor er det dejligt at høre det ikke bare er vores unger der er sådan. Vores er nødagtig lige som dine selv freja passer perfekt på din beskrivelse af Sebastian. Selv mindste ynglet (nanna) er med på den.

 Jeg sys efterhånden vi har prøvet alt undtagen at lade dem få deres vilje hvis det egentlig ikke er meningen de skal ha det.

Men jeg vil helt sikkert prøve igen med Anjas metode. Måske kombineret med noget time out, alt andet vi har prøvet virker i hvertfald ikke eller også gør vi det bare forkert.

Men ville bare sige du ikke er alene men har ingen guldkorn desværre.

Knus Louise

Ja, prøv det med at anerkende deres følelser. Jeg synes, det virker lidt bedre her. Ikke hver gang, men det er dog blevet bedre.

Puha, det er altså hårdt, når det er hele flokken, der er sådan. Så har jeg bare lyst til at tage min baby og gå (hun er heldigvis stadig sød og dejlig hele tiden)

Her kommer de ud på trappen, når de kammer over og slet ikke er til at snakke med, eller når de slår hinanden. Det hader de, især Nanna, men de kan dælme være stride ved hinanden ind imellem, og så er det bare ud og køle af, mens den det er gået ud over får kram. Det er værre, når det er dem begge, der er lige gode om det, for så kan de jo slåsse videre ude på trappen Men som regel bliver de så i stedet for enige om, at mor er dum Selvom den ene lige er blevet slået, er de utroligt tro overfor hinanden og holder altid med hinanden mod os. Er dine tvil. også sådan? Egentlig dejligt de er sådan, selvom det kan være irriterende, når det er en selv det går ud over

Knus Line

bette skriver:

det er helt samme historie herhjemme.. suk.. og forstår godt din frustration over det.. har ingen ideer men kan kun sige at min sp siger det samme som anja... 

og jeg gør da også mit for at huske at sige tingene sådan.. det er bare ikke altid ligetil når man selv er stresset eller noget i den dur

Det er nemlig når man er stresset eller træt, at det går helt galt. Det er bare svært ikke at være træt med en ny baby i huset og en masse opgaver oveni

Line