Grænser - dybt suk

Jeg bliver altså nødt til at høre, om jeres børn også opfører sig sådan, eller det kun er mig, der har nogle "møgunger".

Nanna er simpelthen storslem for tiden. Selvfølgelig har hun også øjeblikke, hvor hun er sød og dejlig og kærlig, men når der er konflikter bliver hun helt på tværs. 1: Hun vil bare ikke gøre, som der bliver sagt. SUK. Hun er helt modsat. Enten skriger hun og går helt i selvsving, eller også gør hun alligevel det, jeg har bedt hende om IKKE at gøre. Ofte med et lille smil på læben og skulen over til mig for at tjekke, at jeg nu ser hende gøre det, og hun bliver ved og ved - tilsidst skal hun fx bare lige røre med en finger for at være på tværs. 2: Hun bliver så hurtigt hidsig. Fx hvis jeg ikke lige forstår hende med det samme, eller der er noget hun ikke kan eller må. En situation kan være, at hun gerne vil se noget bestemt i fjernsynet, men hun siger det forkert fx Abefjernsyn. Når vi spørger om hun vil se Peter Pedal, brøler hun bare "Jeg vil se Abefjernsyn!!!", også selvom det ER Peter Pedal, og det bliver hun ved med mens hun hyler. Hun er slet ikke til at snakke med

Signe gør ofte heller ikke, hvad vi beder hende om, men hun er knap så provokerende som Nanna. Hun er så utroligt pylret ofte og snakker med sådan en pivende musestemme, så vi ikke kan forstå, hvad hun siger. Og så græder hun. Hun kan græde hele aftensmaden igennem og først begynde at spise, når vi andre er færdige.

Jeg synes tit, de skændes og slår hinanden. Alle 3. Hele tiden kommer de grædende og siger, at den og den har slået, men de er lige gode om det. Er det "jeg vil have min vilje, ellers bliver jeg flintrende tosset periode?"

For dem, der har større børn, så synes jeg også Sebastian er lidt af en prøvelse for tiden. Han vil heller ikke høre efter. Er hundrede år om at gøre det vi beder ham om fx sluk fjernsynet og kom ned og spis, eller tag strømper på osv. Hvis det mindste går ham imod bryder han tit ud i gråd og virker enten meget hidsig/sur eller meget forurettet. Er det normalt at en 6 årig bliver så pylret?

Jeg ved, at det kan være alderen, lillesøster, skolestart osv, men jeg ved også, at det er vores ageren, der former dem, og jeg er så bange for at "skabe" nogle børn, der ikke fungerer sammen med de andre børn, ikke er vellidte, ingen venner har... Så alle kommentarer og gode råd er velkomne. Måske er der nogle ting, vi skal lave om på. Jeg synes i hvert fald ikke altid her er rart at være

Ter jeres børn sig også sådan? Og hvordan takler I det?

- Line

åhhh Line, jeg er altså lidt glad for at du skriver dette indlæg, for mine tøser er altså også sssååååå grænsesøgende lige for tiden.

Johanna er stor slem, men jeg tænkte at det måske bare var fordi jeg var gravid og ikke så mobil. Hun kan også sidde og græde og være sur over en hel aftensmad og spiser så når vi andre er færdige. Alt tøj hun skal have på er der et eller andet i vejen med, i går da hun skulle sove, var hun super glad, og lige pludselig rystede jeg dynen forkert, lagde den forkert, osv osv jeg fik bare nok. Hun hylede og skreg og råbte jeg skal aldrig sove aldrig sov, dette stod på i en time. Hun sidder på wc og råber hun er færdig, når man så kommer der ud, så får man skæld ud, også skal hun gøre alt selv...........................I går sagde jeg behøver du at være så muggen, hun svarede jeg er ikke muggen, jeg er sur! Hun kan også have pive stemme og pyller pyller!

Alma hun prøver så meget grænser af, alt er uretfærdigt, hvorfor dit og hvorfor dat, trykker på knapperne til Johanna - jeg har bare fået 3 gulerødder og du har fået to, driller, og skal lige gøre tingene en gang til selvom vi har sagt stop. hvis vi siger du må tage en kiks, så er svaret hvorfor må jeg ikke få to osv osv.

Jeg skal virkelig mande mig op nu, og sætte grænser igen, for jeg føler virkelig at det hele er ved at skride..............

Så nej ingen gode råd, bare et medlidenheds kram

Knus Siber

Simon kan være nøjagtig som du beskriver Nanna. Det kører meget i perioder hvad det er han går amok over, men det er de mindste ting..suk...

Heldigvis kan jeg kun i glimt nikke genkendende til det du skriver ( 7 - 9 - 13).

Men for nogle mdr siden havde Elias dog en periode, hvor han også kunne være lidt strid ala det du beskriver. Da jeg (og manden) for alvor begyndte bevidst at anvende anerkendende pædagogik gik det nærmest i sig selv igen i løbet af få dage. Det kan klart anbefales!

Ang. Sebastian kan jeg godt genkende, at Jonas også er meget følsom i øjeblikket. Jeg tror det er en større omvæltning end man lige regner med for drengene at starte i skole. Jeg kan i al fald mærke på Jonas, at han har meget høje forventninger til sig selv og er lidt "bange" for ikke at lave op til alle de voksnes forventninger. Faktisk har jeg de sidste par uger tænkt, at hans selvværd ikke er helt i top, så jeg er begyndt at læse bogen "Glade børn med højt selvværd" for at blive inspireret til, hvordan vi bedst kan støtte ham gennem perioden. Den er faktisk okay og har da allerede givet os generel inspiration i forhold til den måde vi ønsker at opdage/udvikle vores børn på.

Anja skriver:

Men for nogle mdr siden havde Elias dog en periode, hvor han også kunne være lidt strid ala det du beskriver. Da jeg (og manden) for alvor begyndte bevidst at anvende anerkendende pædagogik gik det nærmest i sig selv igen i løbet af få dage. Det kan klart anbefales!

Anerkendende pædagogik...hvad går det ud på, sådan helt præcist???

William skal også have tingene at vide på en meget bestemt måde - og der skal HELE tiden forhandles om at han må lave to puslespil før han skal ind og børste tænder fx. 

Det er enerverende og sætter min tålmodighed på prøve mange gange dagligt.

I aftes ville han have jeg skulle læse 12 minibøger (sæt med Cars), men jeg satte grænsen ved 3 - da han blev ved med at plage blev det "3 eller ingen" Så sagde knægten "ingen - godnat mor" Han VIL bare bestemme.

Og jo, her praktiseres pibe-stemmen også

Kaufie skriver:

Anerkendende pædagogik...hvad går det ud på, sådan helt præcist???

William skal også have tingene at vide på en meget bestemt måde - og der skal HELE tiden forhandles om at han må lave to puslespil før han skal ind og børste tænder fx. 

Det er enerverende og sætter min tålmodighed på prøve mange gange dagligt.

I aftes ville han have jeg skulle læse 12 minibøger (sæt med Cars), men jeg satte grænsen ved 3 - da han blev ved med at plage blev det "3 eller ingen" Så sagde knægten "ingen - godnat mor" Han VIL bare bestemme.

Og jo, her praktiseres pibe-stemmen også

Anerkendende pæd er ganske simpelt. Du skal blot vise barnet, at du anerkender de følelser han/hun har og derved får du en langt bedre kommunikation med barnet. Målet er som sådan, at barnet lærer, at der ikke findes forkerte følelser, men at det ikke altid hjælper at lade sig styre af sine følelser  - giver det mening?

Fx Elias kan godt blive forfærdelig lækkersulten om eftermiddagen og typisk kommer han og siger, at han gerne vil have noget chokolade. Ofte vil man så sige noget i retning af: "Nej, du kan ikke får chokoade nu for der er ikke længe til vi skal spise aftensmad". Hvis jeg siger noget i den retning bliver han typisk sur/muggen. Hvis jeg derimod siger: " Det lyder da også lækkert, det kan jeg godt forstå du har lyst til, men det er altså ikke tid til chokolade nu, men det kan være vi skal have chokolade en anden dag måske på fredag til Disney sjov." så accepterer han det uden problemer.

Det samme gælder, hvis han bliver sur/ked af det/vred over et eller andet, hvis vi siger noget i retning af: " jeg kan godt se, at du er meget vred over det, det er helt okay, men sådan og sådan er reglerne ....." Hvis vi husker at bruge sådanne formuleringer føler han sig tydeligt forstået og han bliver hurtigt glad igen.

Det er altså ganske enkelt, men det virker meget ofte.

linemus skriver:

Jeg bliver altså nødt til at høre, om jeres børn også opfører sig sådan, eller det kun er mig, der har nogle "møgunger".

Nanna er simpelthen storslem for tiden. Selvfølgelig har hun også øjeblikke, hvor hun er sød og dejlig og kærlig, men når der er konflikter bliver hun helt på tværs. 1: Hun vil bare ikke gøre, som der bliver sagt. SUK. Hun er helt modsat. Enten skriger hun og går helt i selvsving, eller også gør hun alligevel det, jeg har bedt hende om IKKE at gøre. Ofte med et lille smil på læben og skulen over til mig for at tjekke, at jeg nu ser hende gøre det, og hun bliver ved og ved - tilsidst skal hun fx bare lige røre med en finger for at være på tværs. 2: Hun bliver så hurtigt hidsig. Fx hvis jeg ikke lige forstår hende med det samme, eller der er noget hun ikke kan eller må. En situation kan være, at hun gerne vil se noget bestemt i fjernsynet, men hun siger det forkert fx Abefjernsyn. Når vi spørger om hun vil se Peter Pedal, brøler hun bare "Jeg vil se Abefjernsyn!!!", også selvom det ER Peter Pedal, og det bliver hun ved med mens hun hyler. Hun er slet ikke til at snakke med

Signe gør ofte heller ikke, hvad vi beder hende om, men hun er knap så provokerende som Nanna. Hun er så utroligt pylret ofte og snakker med sådan en pivende musestemme, så vi ikke kan forstå, hvad hun siger. Og så græder hun. Hun kan græde hele aftensmaden igennem og først begynde at spise, når vi andre er færdige.

Jeg synes tit, de skændes og slår hinanden. Alle 3. Hele tiden kommer de grædende og siger, at den og den har slået, men de er lige gode om det. Er det "jeg vil have min vilje, ellers bliver jeg flintrende tosset periode?"

For dem, der har større børn, så synes jeg også Sebastian er lidt af en prøvelse for tiden. Han vil heller ikke høre efter. Er hundrede år om at gøre det vi beder ham om fx sluk fjernsynet og kom ned og spis, eller tag strømper på osv. Hvis det mindste går ham imod bryder han tit ud i gråd og virker enten meget hidsig/sur eller meget forurettet. Er det normalt at en 6 årig bliver så pylret?

Jeg ved, at det kan være alderen, lillesøster, skolestart osv, men jeg ved også, at det er vores ageren, der former dem, og jeg er så bange for at "skabe" nogle børn, der ikke fungerer sammen med de andre børn, ikke er vellidte, ingen venner har... Så alle kommentarer og gode råd er velkomne. Måske er der nogle ting, vi skal lave om på. Jeg synes i hvert fald ikke altid her er rart at være

Ter jeres børn sig også sådan? Og hvordan takler I det?

- Line

Tag Nanna og Signe og rør godt rundt og så har du en Laura. Men jeg er efterhånden bare begyndt at give mig, for så får jeg da bare lidt ro, men det er jo heller ikke en løsning i længden.

for f....... hvor er det dejligt at høre det ikke bare er vores unger der er sådan. Vores er nødagtig lige som dine selv freja passer perfekt på din beskrivelse af Sebastian. Selv mindste ynglet (nanna) er med på den.

 Jeg sys efterhånden vi har prøvet alt undtagen at lade dem få deres vilje hvis det egentlig ikke er meningen de skal ha det.

Men jeg vil helt sikkert prøve igen med Anjas metode. Måske kombineret med noget time out, alt andet vi har prøvet virker i hvertfald ikke eller også gør vi det bare forkert.

Men ville bare sige du ikke er alene men har ingen guldkorn desværre.

Knus Louise

det er helt samme historie herhjemme.. suk.. og forstår godt din frustration over det.. har ingen ideer men kan kun sige at min sp siger det samme som anja... 

og jeg gør da også mit for at huske at sige tingene sådan.. det er bare ikke altid ligetil når man selv er stresset eller noget i den dur

Anja skriver:

 

Anerkendende pæd er ganske simpelt. Du skal blot vise barnet, at du anerkender de følelser han/hun har og derved får du en langt bedre kommunikation med barnet. Målet er som sådan, at barnet lærer, at der ikke findes forkerte følelser, men at det ikke altid hjælper at lade sig styre af sine følelser  - giver det mening?

Fx Elias kan godt blive forfærdelig lækkersulten om eftermiddagen og typisk kommer han og siger, at han gerne vil have noget chokolade. Ofte vil man så sige noget i retning af: "Nej, du kan ikke får chokoade nu for der er ikke længe til vi skal spise aftensmad". Hvis jeg siger noget i den retning bliver han typisk sur/muggen. Hvis jeg derimod siger: " Det lyder da også lækkert, det kan jeg godt forstå du har lyst til, men det er altså ikke tid til chokolade nu, men det kan være vi skal have chokolade en anden dag måske på fredag til Disney sjov." så accepterer han det uden problemer.

Det samme gælder, hvis han bliver sur/ked af det/vred over et eller andet, hvis vi siger noget i retning af: " jeg kan godt se, at du er meget vred over det, det er helt okay, men sådan og sådan er reglerne ....." Hvis vi husker at bruge sådanne formuleringer føler han sig tydeligt forstået og han bliver hurtigt glad igen.

Det er altså ganske enkelt, men det virker meget ofte.

ok - det forsøger vi også at praktisere her....

Men nogen gange ER der bare ingen grund til hysteriet.....andet end at barnet er træt....hvilket vel også er en grund man må tage seriøst.