Grænser - dybt suk

Macrolf skriver:

Tror Anja har fat i det helt rigtige, jeg har meget få konflikter med Smilla og jeg anerkender hende altid så måske det er derfor?

Ja, det tror jeg. Og så tror jeg også et problem herhjemme er, at de er 4, der skal dele om opmærksomheden, hvor Sofie jo tager en stor del af den, når hun er vågen

ka li ja skriver:

du må ikke give efter hvis du først har sagt nej!!! jeg har lært det på den hårde måde....

jeg var til skole-hjem samtale på xanders skole, og han klarer sig super fagligt. men socialt er han slet ikke med.... han har ikke haft strukturerede grænser.. jeg, eller vi har haft svært ved at mene et nej, især her efter skilsmissen, man vil jo ikke være den dumme forældre!!! så vores søn er blevet snot forvirret og har meget svært ved at være sammen med mange af gangen. han ved simpelthen ikke hvordan han skal være....

og nu til det med nanna, du kunne lige så godt he skrevet det om arthur lige for tiden. fuck han er en prøvelse!!!!

men tror jeg vil prøve med anjas råd og se om det kan trænge igennem til ham, at tale sådan i stedet for bare at sige nej. men prøve at forklarer hvorfor der blev sagt nej, på en børnevenlig måde

Jeg mener selv, at jeg er god til at holde fast i et nej, men ved da godt, at jeg til tider kan ombestemme mig, hvis Sebastian har de gode argumenter fremme (ikke når han bliver sur - så står jeg fast).

Det må være svært for dig. Jeg kan godt se den med, at man ikke vil være den dumme forælder. Herhjemme er jeg sure mor Det synes jeg i hvert fald selv jeg tit er. Pigerne snakkede en dag om, hvordan de godt kunne blive ked af det og græde nogen gange. Så sagde Nanna, at mor er aldrig ked af det. Hun er bare SUR! Fedt

Er du så mere obs på at være konsekvent med Alexander nu? Hvormange er de i hans klasse? Her er de jo kun 11, så det er lige til at overskue.

Knus Line

birgittemarie skriver:

Nøjs, det er rart at læse, at der findes flere umulige pivedyr derude!!

Vi gør stort set altid som Anja foreslår, men nogle gange, bliver jeg bare så edderverdamt over at høre pivestemmen. Jeg synes, det er så synd for hende, at jeg bliver rasende, men kl. kvart i kvalme om aftenen, kan jeg bare ikke klare mere piben og så siger jeg "Så er det bare op i seng!" og jeg peger på hende med min pegefinger og spærrer øjenene op og ser truende ud, nøjagtigt som jeg døde af skræk, når min far gjorde, da jeg var lille. ØV, hvor er jeg træt af det, når det sker.

Og lige nu kan jeg hverken tænke eller skrive mere fornuftigt, for jeg er TRÆT og har ondt i min arm.

Held og lykke med jeres små pibere og slemme basser. Det var rart at se, man ikke er alene, for jeg var seriøst ved at overveje om der var noget mere alvorligt galt.

Knus B

Er det af at pege sådan??

Åh, jeg kunne ikke lade være med at smile over hele 5-øren, da jeg læste dit indlæg, og jeg får sådan en lyst til at kramme dig, for jeg ved lige nøjagtig, hvordan du har det. Indimellem kan det bare være nok, og så gør man lige det, man har tænkt sig ikke at gøre. Jeg kan godt råbe højt, og jeg kan godt tage dem i armen for at flytte dem, når de ikke selv vil gå, og det er også nøjagtig det, jeg husker min far gjorde, og som jeg selv blev så ked af. ØV. Så får man den grimme følelse bagefter

Stor krammer, Line - der også er glad for der ikke er noget galt med mine børn

linemus skriver:

Det er nemlig når man er stresset eller træt, at det går helt galt. Det er bare svært ikke at være træt med en ny baby i huset og en masse opgaver oveni

Line

giver jeg dig helt ret i