PKS - men stadigt i tvivl

Anonym skriver:

lægerne har svært ved at beregne sandsynligheden.. hvilket jeg har fuld forståelse overfor - og på ingen måder anfægter.. men det gør mig også nervøs.

Jeg glæder mig jo voldsomt meget til at blive mor - og vil blive rigtig ked af det, hvis jeg skulle få et anfald mit i fødslen...

De er af varierende længde.. spænder fra 30-40 sekunder med kramper og op til 10-15 minutter. Jeg bliver ret dårlig bagefter og meget træt.

Vi talte om at planlægge det lidt.. sådan at hvis jeg får det dårligt, så må det hurtigt ændres til et AKS..
Men det er jeg i tvivl om... altså hvorvidt det er en god ide.. eller om det lægger yderligere pres på hele situationen..

Ked af at du havde en dårlig oplevelse

Det er netop det jeg gerne vil forsøge at undgå.... og bare gerne gøre situationen så god som muligt (når nu det ikke er muligt at forudsige hvad der sker)

 

hvis det var mig, så ville jeg holde ved PKS...

det ville være synd om du skulle ligge og koncentrere dig om at føde samtidig med at du ligger og er bange for om du nu besvimer... osv...

duddi. skriver:

Jeg fik PKS og må indrømme, at jeg fortrød det ret hurtigt efter fødslen. Men da jeg var total afkræftet af at kaste ALT op under graviditeten og min astma var blevet rigtig slemt og har kun een lunge, ja så turde jeg ikke tage chancen med en fødsel. Troede simpel hen ikke på, at jeg kunne holde til det. Den dag i dag er jeg super ærgelig over, at jeg ikke engang gjorde et forsøg, men kan nu alligvel godt huske hvordan og hvorfor jeg tog beslutningen. Kommer jeg til at skulle føde igen engang er der ingen tvivl; så vil jeg forsøge at klare det på normal vis. Men husk nu på, at vi er alle forskellige. Det nytter jo heller ikke noget, at man ikke tør presse ordentlig til, fordi man er bange for et evt anfald. Du skal i hvert fald ha al held og lykke uanset hvad du vælger

Og det er nok den tanke man vil gå med efterfølgende.... "tænk hvis jeg nu havde forsøgt, og det var gået ok"

Min kæreste har set anfaldene - og siger, at i sidste ende er det op til mig, men han bryder sig ikke om, at jeg skal blive ulykkelig eller at der skal løbes nogen risiko for hverken babyen eller jeg.

Jeg er lidt ærgelig over situationen - synes det ville være rarest og bedst at føde normalt, men samtidig tror jeg ikke, at jeg er særlig risikovillig..

Eksempelvis som du skriver... man skal jo turde presse... og hvis jeg ender med, at være så optaget af, ikke at få et anfald, at jeg ikke tør presse ordentlig - så er det jo på ingen måde optimalt.

Jeg er godt klar over, at det ikke er helt det samme, men here goes...

Jeg fik AKS og bearbejder stadig en slags sorg over det. Jeg var meget opsat på at føde vaginalt, men efter 19 timers fødsel kom jordemødrene og lægerne frem til, at det kunne jeg ikke.
Jeg skal til samtale om fødselsforløbet med en læge på mandag og regner med at få en konklusion, der hedder at jeg ikke er i stand til at føde selv - nogensinde. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Men jeg tror, at jeg vil have nemmere ved at acceptere det, når nu det så bliver til de planlagte kejsersnit. For det er jo ikke min "fejl", at jeg ikke selv kan føde. 
Og det er heller ikke din fejl, at du får vasovagale anfald.
Men stod jeg i dine sko, så ville jeg vælge PKS. For der er en risiko for dit barn og uden at kende til det, så ville jeg gå ud fra at en fødsel medfører de her tryk i underlivet, som udløser anfaldene...?

Ni-ko-li-ne skriver:

hvis det var mig, så ville jeg holde ved PKS...

det ville være synd om du skulle ligge og koncentrere dig om at føde samtidig med at du ligger og er bange for om du nu besvimer... osv...

Det er den samme holdning min kæreste har - det vil tage livet af ham (som han siger) hvis det ender i en ulykkelig situation.

Nu tror jeg også, at vi fik en forskrækkelse, da vi efter konferencen, fik opridset de værste eksempler på eventuelle komplikationer.
Men ikke desto mindre så har lægerne jo en pointe..

Det er vores første - og derfor ville det være sådan en ønsketænkning, hvis jeg kunne føde helt normalt og uden komplikationer (altså ikke andre end de "almindelige "smerte smerte smerte og GLÆDE)

Men da vores situation er lidt usikker, skal vi måske vælge det umiddelbart mest sikre. PKS..

Moar'en skriver:

Det skal de nu nok sikre, enten kalder de nogle flere ind når i kommer, eller os kalder de nogen fra andre afdelinger. Vi gik fra et at have en jordmoder på fødegangen til at der stod ca 12 mennesker til AKS i løbet af 15 min.

Selvfølgelig... du har ret...

Anonym skriver:

Og det er nok den tanke man vil gå med efterfølgende.... "tænk hvis jeg nu havde forsøgt, og det var gået ok"

Min kæreste har set anfaldene - og siger, at i sidste ende er det op til mig, men han bryder sig ikke om, at jeg skal blive ulykkelig eller at der skal løbes nogen risiko for hverken babyen eller jeg.

Jeg er lidt ærgelig over situationen - synes det ville være rarest og bedst at føde normalt, men samtidig tror jeg ikke, at jeg er særlig risikovillig..

Eksempelvis som du skriver... man skal jo turde presse... og hvis jeg ender med, at være så optaget af, ikke at få et anfald, at jeg ikke tør presse ordentlig - så er det jo på ingen måde optimalt.

Og det er nok den tanke man vil gå med efterfølgende.... "tænk hvis jeg nu havde forsøgt, og det var gået ok"

Jeg tror så bare det er vigtig også at sige til sig selv, tænk hvis jeg havde gjort det selv og det var gået helt galt. Man kan altid se tilbage og tænke hvad nu hvis, men du vil aldrig kunne finde ud af det. Hvis det var mig havde jeg valgt PKS for din og barnets sikkerhed, tænk hvis der sker noget, man vil jo aldrig kunne tilgive sig selv. Så tror jeg at "hvad nu hvis..." vi blive noget værre. Jeg ved godt der er mange der mener man "mangler" noget hvis man ikke selv har født, men i sidste ende er det vel resultatet, det lille barn, der betyder noget? Jeg ser aldrig på Viktor og tænker tilbage på, bare jeg havde kunne føde ham selv, aldrig. Jeg tænker, hvor er jeg heldig jeg sådan har fået en perfekt lille guldklump. Men det er jo bare mine følelser.  

Anonym skriver:

Det er den samme holdning min kæreste har - det vil tage livet af ham (som han siger) hvis det ender i en ulykkelig situation.

Nu tror jeg også, at vi fik en forskrækkelse, da vi efter konferencen, fik opridset de værste eksempler på eventuelle komplikationer.
Men ikke desto mindre så har lægerne jo en pointe..

Det er vores første - og derfor ville det være sådan en ønsketænkning, hvis jeg kunne føde helt normalt og uden komplikationer (altså ikke andre end de "almindelige "smerte smerte smerte og GLÆDE)

Men da vores situation er lidt usikker, skal vi måske vælge det umiddelbart mest sikre. PKS..

¨det var præcis sådan jeg havde det...

den ene overlæge mente jeg bestemt ikke skulle føde vaginalt... risikoen var alt for stor, den anden mente jeg godt kunne forsøge...

jamen tør man så? hvis risikoen er væsentligt til stede.....

i mit tilfælde var det et spørgsmål om at jeg så måske skulle opereres akut i ryggen bagefter... det ville jeg bestemt ikke... og derved var PKS den eneste løsning

Ranarupta skriver:

Jeg er godt klar over, at det ikke er helt det samme, men here goes...

Jeg fik AKS og bearbejder stadig en slags sorg over det. Jeg var meget opsat på at føde vaginalt, men efter 19 timers fødsel kom jordemødrene og lægerne frem til, at det kunne jeg ikke.
Jeg skal til samtale om fødselsforløbet med en læge på mandag og regner med at få en konklusion, der hedder at jeg ikke er i stand til at føde selv - nogensinde. Jeg håber, at jeg tager fejl.

Men jeg tror, at jeg vil have nemmere ved at acceptere det, når nu det så bliver til de planlagte kejsersnit. For det er jo ikke min "fejl", at jeg ikke selv kan føde. 
Og det er heller ikke din fejl, at du får vasovagale anfald.
Men stod jeg i dine sko, så ville jeg vælge PKS. For der er en risiko for dit barn og uden at kende til det, så ville jeg gå ud fra at en fødsel medfører de her tryk i underlivet, som udløser anfaldene...?

Det er jeg da ked af at høre!

Men tak for din berretning.. Jeg tror, jeg hælder mere og mere til det sikre... forstået et planlagt forløb, hvor jeg mentalt også er helt indstillet på hvad der skal ske... 

Moar'en skriver:

Og det er nok den tanke man vil gå med efterfølgende.... "tænk hvis jeg nu havde forsøgt, og det var gået ok"

 

Jeg tror så bare det er vigtig også at sige til sig selv, tænk hvis jeg havde gjort det selv og det var gået helt galt. Man kan altid se tilbage og tænke hvad nu hvis, men du vil aldrig kunne finde ud af det. Hvis det var mig havde jeg valgt PKS for din og barnets sikkerhed, tænk hvis der sker noget, man vil jo aldrig kunne tilgive sig selv. Så tror jeg at "hvad nu hvis..." vi blive noget værre. Jeg ved godt der er mange der mener man "mangler" noget hvis man ikke selv har født, men i sidste ende er det vel resultatet, det lille barn, der betyder noget? Jeg ser aldrig på Viktor og tænker tilbage på, bare jeg havde kunne føde ham selv, aldrig. Jeg tænker, hvor er jeg heldig jeg sådan har fået en perfekt lille guldklump. Men det er jo bare mine følelser.  

JA, du har ret
Hvis jeg endeligt beslutter PKS - så skal det også være i fuld accept... dvs.. jeg må ikke spørge "hvis sådan og sådan"... for så får man jo aldrig ro med sine beslutninger..

Jeg skal bare være sikker - inden valget træffes - og så stå ved det! Og glæde mig over resultatet - som jo så absolut er det vigtigste !! Tænk en lille baby der kommer til verden

Ni-ko-li-ne skriver:

¨det var præcis sådan jeg havde det...

den ene overlæge mente jeg bestemt ikke skulle føde vaginalt... risikoen var alt for stor, den anden mente jeg godt kunne forsøge...

jamen tør man så? hvis risikoen er væsentligt til stede.....

i mit tilfælde var det et spørgsmål om at jeg så måske skulle opereres akut i ryggen bagefter... det ville jeg bestemt ikke... og derved var PKS den eneste løsning

Tak..     Det er så sundt at høre andres berretninger..

Og når jeg mærker efter... så får jeg det mere og mere sådan at, jeg ikke vil løbe nogen ricisi, blot for at "få lov til at få oplevelsen"