KaMa skriver:
Jeg tænker, at jeg bare må tage det i opløbet. Dog mærkeligt for før fredag havde jeg det godt. Dvs. kunne godt mærke, at jeg bevægede mig på en grænse.
Jeg har arbejdet med familiepleje samt psykisk syge. Jeg har set, hvad der sker med folk, når der bliver læsset for meget på. Så jeg SKAL reagere.
Det ændrer dog ikke på følelsen af total fiasko og følelsen af at det her bare aldrig bliver bedre! Jeg prøver at visualisere 3 årige børn med store smil, fredagsslik, Disneysjov og råhygge.
Måske jeg skulle glæde mig over, at jeg ikke også skal slås med en mand, som ikke ville hjælpe - jeg bruger nemlig meget tid på at tænke, at jeg går glip af den hjælp en mand kunne have givet. Det er jo bare ikke sikkert at virkeligheden var sådan, hvis jeg havde fået børn med en mand (og slet ikke med mit manglende held hos mænd!!).
Så er vi to med det held eller mangel på samme..
jeg bad min mand om hjælp natten før det væltede. Kikkede ham i øjnene om natten og sagde jeg ikke kunne mere..han svarede at hans job var vigtigt og så væltede jeg næste dag...og ja, så var det jo mig den var gal med. Så en mand var desværre ikke en fordel for mig, men jeg har sgu heller ikke været heldig.
Ja, du skal tænke på dem om bare et år...to et årige som uglet hår og jord om munden, store grin og fuld fart på, for så at gå helt kolde klokken nitten..
Godt du har din erfaring fra dit proff. liv...og det er altså ikke et nederlag, børn er ikke bare lige og slet ikke hvis man virkelig tænker over og hvad hvad og hvordan det er bedst...jo mere man ved jo mindre kan man og jo mere kan gå galt...
Og må så lige sige, at selv mere store børn kan man blive grebet af magtesløshed og tænke NEEJJJJJJJ, hvad er det dog jeg gør forkert....og ikke mindst måtte erkende at man ikke er en god mor ALTID...ikke ud fra de forventninger man har til sig selv i hvert fald,....nå, nu står der en fire årig og hiver i mig... puttetid..
KNus..
