hun vil bare ikke sove.

det er så nu anden uge hun køre på ikke at ville sove i sin egen seng.

den første uge var hårest da hun sov inde ved os, vi er begyndt at holde på nu at hun skal sove ved sig selv så vi også kan få sovet og få sovet godt i stedet for at ligge på kanten af sengen.

det er en time siden jeg putted hende, og hun har sovet lige ind til nu, går jeg ind til hende og får hende lagt ned og sådan falder hun i søvn igen, så bliver jeg selvf lidt for at være sikker på hun sover, men lige så snart jeg nærmere mig døren for at gå ud stiller hun sig op i sengen, og ryster i sengen og skriger og skriger indtil jeg går ind til hende igen. det er skide hårdt. lige nu er kæresten ikke hjemme til at tage over så jeg kan slappe af. men han kommer vel snart hjem håber jeg det er en time siden han skulle ud til en eller anden efter nogen ting han havde glemt der så.

hvad stiller jeg op med hende, vil ikke tage hende op for det bliver hun hurtig for vant til og vil slet ikke ha hende ind i vores seng og sove.  HJÆLP!

Er det kommet lige pludselig og har hun ellers sovet i hendes egen seng, eller er det nyt?

Kender alt til det Vi holder også fast i at hun IKKE skal op når hun først er lagt, selvom det er det man har lyst til

Jeg synes ellers lige det gik så godt herhjemme, men så begyndte skrigeturene sgu igen

Har så fundet ud af at Maria endelig er ved at få en tand så det er nok derfor! Men jad, det er Asta ikke?

Laulund87 skriver:

Er det kommet lige pludselig og har hun ellers sovet i hendes egen seng, eller er det nyt?

Kender alt til det Vi holder også fast i at hun IKKE skal op når hun først er lagt, selvom det er det man har lyst til

Jeg synes ellers lige det gik så godt herhjemme, men så begyndte skrigeturene sgu igen

Har så fundet ud af at Maria endelig er ved at få en tand så det er nok derfor! Men jad, det er Asta ikke?

 

 

hun har sovet på sit eget værelse siden den 20 april i år så det er slet ikke nyt for hende der inde. alt er som det altid har været der inde. det er bare lige pludselig kommet.

det er frustrende når man ikke aner hvad der er galt og hun bare intet vil. hun sover fint nogen gange men andre gange er hun et rent helved at ha med at gøre.

aner ikke hvad jeg skal gøre. hun er ikke ved at få tænder, der er bare intet der hjælper her.

det er da dejligt maria er ved at få en tand.

Astasmor skriver:

hun har sovet på sit eget værelse siden den 20 april i år så det er slet ikke nyt for hende der inde. alt er som det altid har været der inde. det er bare lige pludselig kommet.

det er frustrende når man ikke aner hvad der er galt og hun bare intet vil. hun sover fint nogen gange men andre gange er hun et rent helved at ha med at gøre.

aner ikke hvad jeg skal gøre. hun er ikke ved at få tænder, der er bare intet der hjælper her.

det er da dejligt maria er ved at få en tand.

Uhh ja jeg jubler over den tand

Hmm jeg er nok ikke til meget hjælp så for vi har samme problem. Nogle gange kan vi bare lægge hende og andre gange er det et helvede og jeg fatter ikke hvorfor det svinger sådan

Laulund87 skriver:

Uhh ja jeg jubler over den tand

Hmm jeg er nok ikke til meget hjælp så for vi har samme problem. Nogle gange kan vi bare lægge hende og andre gange er det et helvede og jeg fatter ikke hvorfor det svinger sådan

ja okay.

her har det stået på i godt 2 uger nu at hun bare nægter at sove i egen seng og i det hele taget nægter at sove med mindre vi er sammen med hende.

jeg orker det bare ikke mere hvis hun skal blive ved sådan. og nu var vi lige kommet ind i sådan en fin rytme med hende.

Astasmor skriver:

det er så nu anden uge hun køre på ikke at ville sove i sin egen seng.

den første uge var hårest da hun sov inde ved os, vi er begyndt at holde på nu at hun skal sove ved sig selv så vi også kan få sovet og få sovet godt i stedet for at ligge på kanten af sengen.

det er en time siden jeg putted hende, og hun har sovet lige ind til nu, går jeg ind til hende og får hende lagt ned og sådan falder hun i søvn igen, så bliver jeg selvf lidt for at være sikker på hun sover, men lige så snart jeg nærmere mig døren for at gå ud stiller hun sig op i sengen, og ryster i sengen og skriger og skriger indtil jeg går ind til hende igen. det er skide hårdt. lige nu er kæresten ikke hjemme til at tage over så jeg kan slappe af. men han kommer vel snart hjem håber jeg det er en time siden han skulle ud til en eller anden efter nogen ting han havde glemt der så.

hvad stiller jeg op med hende, vil ikke tage hende op for det bliver hun hurtig for vant til og vil slet ikke ha hende ind i vores seng og sove.  HJÆLP!

Hvor gammel er hun? -og hvorfor vil du ikke tage hende op og trøste hende når hun er ulykkelig?

Du skriver under dit profilbilledet: det er ikke farligt at sove i sin egen seng. Øh...det ved din datter jo ikke! Vi er født som 'ur-mennesker' vi er hjælpeløse og instinktivt ved vi at vi har brug for mor og far til at beskytte os mod rovdyr. At børn i den vestlige verden i dag bliver født ind i en civiliseret verden uden nogen fare, ved 'generne' jo ikke. Det ER farligt for en lille baby at sove alene.

I mine øre lyder det til at du er ved at træne din datter i ikke at falde i dyb søvn. Hun skal hele tiden holde sig til kun lige at sove overfladisk, så hun kan reagere med det samme når du forlader hende.

Det er 100% op til den enkelte om de mener det er bedst at barnet sover i forældresengen, eller i egen seng. Men jeg forstår ikke forældre, der synes deres børn skal falde i søvn når de er utrygge. Babyer er magtesløse. De har kun deres gråd at signalere med, og at ens mor så ikke engang reagere på at man er ulykkelig, og nægter at tage én op og putte, hygge, kramme og trøste. Det forstår jeg ikke. Hvad skal barnet lærer af det? Klar dig selv. Du skal ikke regne med at mor er der for dig!

Jeg ved godt at der findes bøger der foreskiver at børn bare skal skrige sig selv i søvn, og selvfølgelig falder barnet til sidst om i udmattelse, og falder i søvn. Men at tro det er vejen frem til gode søvnvaner, har jeg svært ved at se.

Børn er forskellig. Vi har selv 3 stk, og den ene har vi kunne lægge i en meget tidlig alder, og bare sige godnat, og så ligger hun og kigger for sig selv, indtil hun falder i søvn. Vi hører ikke en lyd fra hende. Men vi har også haft et barn som havde et enormt tryghedsbehov, og som vi i flere år har siddet med på armen og lullet i søvn, eller siddet ved siden af hans seng, og holdt ham i hånden indtil han sov. Vores 3. barn er sådan lidt midt imellem de to andre.

Personligt synes jeg altid at man som forældre skal lytte til sit barns signaler! -specielt når de er små, og dermed totalt magtesløse og dybt afhængig af de voksne omkring dem.

(ja, ja, jeg ved godt at jeg bliver frygtelig upopulær med den holdning, men vi har lov til at mening)

Astasmor skriver:

ja okay.

her har det stået på i godt 2 uger nu at hun bare nægter at sove i egen seng og i det hele taget nægter at sove med mindre vi er sammen med hende.

jeg orker det bare ikke mere hvis hun skal blive ved sådan. og nu var vi lige kommet ind i sådan en fin rytme med hende.

Synes altid det er når man er kommet ind i en god rytme, at de unger laver om på det hele

Kan du ikke aftale med din kæreste at han er hjemme om aftenen så i er to om det? Så er det ikke så hårdt.

Mumto3 skriver:

Hvor gammel er hun? -og hvorfor vil du ikke tage hende op og trøste hende når hun er ulykkelig?

Du skriver under dit profilbilledet: det er ikke farligt at sove i sin egen seng. Øh...det ved din datter jo ikke! Vi er født som 'ur-mennesker' vi er hjælpeløse og instinktivt ved vi at vi har brug for mor og far til at beskytte os mod rovdyr. At børn i den vestlige verden i dag bliver født ind i en civiliseret verden uden nogen fare, ved 'generne' jo ikke. Det ER farligt for en lille baby at sove alene.

I mine øre lyder det til at du er ved at træne din datter i ikke at falde i dyb søvn. Hun skal hele tiden holde sig til kun lige at sove overfladisk, så hun kan reagere med det samme når du forlader hende.

Det er 100% op til den enkelte om de mener det er bedst at barnet sover i forældresengen, eller i egen seng. Men jeg forstår ikke forældre, der synes deres børn skal falde i søvn når de er utrygge. Babyer er magtesløse. De har kun deres gråd at signalere med, og at ens mor så ikke engang reagere på at man er ulykkelig, og nægter at tage én op og putte, hygge, kramme og trøste. Det forstår jeg ikke. Hvad skal barnet lærer af det? Klar dig selv. Du skal ikke regne med at mor er der for dig!

Jeg ved godt at der findes bøger der foreskiver at børn bare skal skrige sig selv i søvn, og selvfølgelig falder barnet til sidst om i udmattelse, og falder i søvn. Men at tro det er vejen frem til gode søvnvaner, har jeg svært ved at se.

Børn er forskellig. Vi har selv 3 stk, og den ene har vi kunne lægge i en meget tidlig alder, og bare sige godnat, og så ligger hun og kigger for sig selv, indtil hun falder i søvn. Vi hører ikke en lyd fra hende. Men vi har også haft et barn som havde et enormt tryghedsbehov, og som vi i flere år har siddet med på armen og lullet i søvn, eller siddet ved siden af hans seng, og holdt ham i hånden indtil han sov. Vores 3. barn er sådan lidt midt imellem de to andre.

Personligt synes jeg altid at man som forældre skal lytte til sit barns signaler! -specielt når de er små, og dermed totalt magtesløse og dybt afhængig af de voksne omkring dem.

(ja, ja, jeg ved godt at jeg bliver frygtelig upopulær med den holdning, men vi har lov til at mening)

Godt skrevet - og helt enig!

Mumto3 skriver:

Hvor gammel er hun? -og hvorfor vil du ikke tage hende op og trøste hende når hun er ulykkelig?

Du skriver under dit profilbilledet: det er ikke farligt at sove i sin egen seng. Øh...det ved din datter jo ikke! Vi er født som 'ur-mennesker' vi er hjælpeløse og instinktivt ved vi at vi har brug for mor og far til at beskytte os mod rovdyr. At børn i den vestlige verden i dag bliver født ind i en civiliseret verden uden nogen fare, ved 'generne' jo ikke. Det ER farligt for en lille baby at sove alene.

I mine øre lyder det til at du er ved at træne din datter i ikke at falde i dyb søvn. Hun skal hele tiden holde sig til kun lige at sove overfladisk, så hun kan reagere med det samme når du forlader hende.

Det er 100% op til den enkelte om de mener det er bedst at barnet sover i forældresengen, eller i egen seng. Men jeg forstår ikke forældre, der synes deres børn skal falde i søvn når de er utrygge. Babyer er magtesløse. De har kun deres gråd at signalere med, og at ens mor så ikke engang reagere på at man er ulykkelig, og nægter at tage én op og putte, hygge, kramme og trøste. Det forstår jeg ikke. Hvad skal barnet lærer af det? Klar dig selv. Du skal ikke regne med at mor er der for dig!

Jeg ved godt at der findes bøger der foreskiver at børn bare skal skrige sig selv i søvn, og selvfølgelig falder barnet til sidst om i udmattelse, og falder i søvn. Men at tro det er vejen frem til gode søvnvaner, har jeg svært ved at se.

Børn er forskellig. Vi har selv 3 stk, og den ene har vi kunne lægge i en meget tidlig alder, og bare sige godnat, og så ligger hun og kigger for sig selv, indtil hun falder i søvn. Vi hører ikke en lyd fra hende. Men vi har også haft et barn som havde et enormt tryghedsbehov, og som vi i flere år har siddet med på armen og lullet i søvn, eller siddet ved siden af hans seng, og holdt ham i hånden indtil han sov. Vores 3. barn er sådan lidt midt imellem de to andre.

Personligt synes jeg altid at man som forældre skal lytte til sit barns signaler! -specielt når de er små, og dermed totalt magtesløse og dybt afhængig af de voksne omkring dem.

(ja, ja, jeg ved godt at jeg bliver frygtelig upopulær med den holdning, men vi har lov til at mening)

Ikke enig

Mumto3 skriver:

Hvor gammel er hun? -og hvorfor vil du ikke tage hende op og trøste hende når hun er ulykkelig?

Du skriver under dit profilbilledet: det er ikke farligt at sove i sin egen seng. Øh...det ved din datter jo ikke! Vi er født som 'ur-mennesker' vi er hjælpeløse og instinktivt ved vi at vi har brug for mor og far til at beskytte os mod rovdyr. At børn i den vestlige verden i dag bliver født ind i en civiliseret verden uden nogen fare, ved 'generne' jo ikke. Det ER farligt for en lille baby at sove alene.

I mine øre lyder det til at du er ved at træne din datter i ikke at falde i dyb søvn. Hun skal hele tiden holde sig til kun lige at sove overfladisk, så hun kan reagere med det samme når du forlader hende.

Det er 100% op til den enkelte om de mener det er bedst at barnet sover i forældresengen, eller i egen seng. Men jeg forstår ikke forældre, der synes deres børn skal falde i søvn når de er utrygge. Babyer er magtesløse. De har kun deres gråd at signalere med, og at ens mor så ikke engang reagere på at man er ulykkelig, og nægter at tage én op og putte, hygge, kramme og trøste. Det forstår jeg ikke. Hvad skal barnet lærer af det? Klar dig selv. Du skal ikke regne med at mor er der for dig!

Jeg ved godt at der findes bøger der foreskiver at børn bare skal skrige sig selv i søvn, og selvfølgelig falder barnet til sidst om i udmattelse, og falder i søvn. Men at tro det er vejen frem til gode søvnvaner, har jeg svært ved at se.

Børn er forskellig. Vi har selv 3 stk, og den ene har vi kunne lægge i en meget tidlig alder, og bare sige godnat, og så ligger hun og kigger for sig selv, indtil hun falder i søvn. Vi hører ikke en lyd fra hende. Men vi har også haft et barn som havde et enormt tryghedsbehov, og som vi i flere år har siddet med på armen og lullet i søvn, eller siddet ved siden af hans seng, og holdt ham i hånden indtil han sov. Vores 3. barn er sådan lidt midt imellem de to andre.

Personligt synes jeg altid at man som forældre skal lytte til sit barns signaler! -specielt når de er små, og dermed totalt magtesløse og dybt afhængig af de voksne omkring dem.

(ja, ja, jeg ved godt at jeg bliver frygtelig upopulær med den holdning, men vi har lov til at mening)

hun er næsten 14 mdr. hun har sovet på eget værelse siden 20 april i år så derfor forstår jeg bare ikke hun skal være sådan nu for der har ikke været noget med hende før.

jo vil gerne tage hende op, men så tror hun bare at hun kommer op hele tiden hvis der er det mindste med hende og det skal hun heller ikke tro.

sidder inde ved hende, og synger og trøster hende. nusser hende på ryggen og kinden og holder hende i hånden. det virker til hun sover godt og det hele når jeg går ud der fra men det gør hun jo så bare ikke.

hun har sovet i sin egen seng siden hun var godt 4 mdr gammel så hun kender den jo godt. og værelset kender hun også godt hun kravler selv der ind og leger og sådan nogen ting. men det er lige så snart det er mørkt der inde den er gal med hende, har prøvet at ha lys tændt der inde og det hjælper heller ikke.