Både ja og nej... Jeg fik det dog ikke at vide til en scanning, jeg og gemalen ville gerne vente til fødslen... men sådan gik det heller ikke...
Jeg gik i fødsel en fredag aften og blev sust afsted med ambulance til Odense jeg var kun i uge 24 + 3
Fra uge 24+3 til uge 25 blev jeg spurgt 120 gange om jeg ikke ville ønske at få kønnene at vide og vi sagde begge pænt nej tak da vi havde besluttet først at se det når de kom til verden...
Dog havde vi begge set selv på scanningerne at det nok var drenge der lå derinde i babyhulen...Men ikke fået noget bekræftet... og min fornemmelse sagde mig også at det var drengebørn...
Om mandagen kommer endnu en børnelæge ind til os og fortæller hvor vigtigt det var at vi kendte kønnene, i forhold til at drengene skulle nøddåbes når de kom til verden...
Vi fik en lang snak med hende og om middagen fik vi så at vide at vi ventede to små drenge...
Vi gik igang med at snakke navne, men da familien kom på besøg ja da stoppede vi med at snakke navne, da ingen skulle vide kønnene...
Pludselig tirsdag aften ville drengene ud... eller rettere sagt Oliver var ude at kigge to gange med fosterhinde og det hele... Så jeg røg endnu en gang på fødebriksen og så skulle der være akut kejsersnit og det kunne ikke gå hurtigt nok... Vi greb hinanden i hånden kiggede på hinanden og mellem kys og kram fandt vi ud af at vores drenge skulle hedde Oliver og Alexander og ham som kom først skulle være Oliver...
Vi slap for nøddåb og ja i sådan en situation kan jeg godt forstå vigtigheden i at få kønnet / kønnene at vide...
Men jeg ville jo gerne også have ventet til selve dagen, hvor to små guldklumper skulle være kommet, men sådan blev det ikke...
Og ja idag betyder det ikke noget at jeg fik kønnet at vide, for jeg fik jo alligevel de mest lækre drenge man kan ønske sig...
De blev døbt søndagen efter på sygehuset...
Majbritt
Anmeld