Skal jeg gå?

Tak for alle svarene ..

De er helt sikkert allesammen nogen jeg kan bruge ..

Kan godt forstå din frustration. Reelt kan du kigge på om det er en følelse der lige er opstået, inden for ngle dage/ uger, eller har du haft følelsen længe?

Hvad var det du kunne lide ved ham i starten? ex find 10 ting. Kan det stadig begejstre dig?

Keder du dig i forholdet? Giver han dig nok modspil eller er han en du bare kan kommendere rundt med?

Er du selv bange for at blive forladt - og hvad hvis han sagde til dig at han havde tænkt på at han ikke synes det skulle fortsætte?

Det fede ved at bevare et forhold er at man opbygger minder.

Jeg har haft forskellige forhold og har mistet dejlige minder hvergang idet du ikke kan dele gamle minder med nye kærester. Der er desværre noget ved alle mænd. det jeg ser som vigtigt er om der er kemi og passion... hvis den er der kan jeg godt leve med sure underbukser.

Adskillelse har altid hjulpet mig. så tænker jeg mere klart og føler savn. Jeg kigger meget på mig selv som menneske og forsøger at udvikle mig. Jeg har lært en god lektie og det er at æde nogle kameler og have tålmodighed.

Held og lykke.

Uhhhh, hvor kan jeg nikke genkendende til den følelse du har. Jeg har været i forhold med min eks i 7 år, og de sidste par år, elskede jeg ham ikke, men trygheden osv. gjorde at jeg ikke gik fra ham Vores forhold endte på tragisk vis, da jeg var ham utro og selvom han ville gøre alt for at vi skulle fortsætte forholdet, så var det en god anledning for mig til at sige stop. Det fortjente han ikke, så jeg har idag lært meget af det. Han var min bedste ven og derfor var det også utrolig svært at skilles fra ham, men det var til vores begges bedste.

Mit råd er derfor, at hvis du ikke elsker ham, hvad er der så der holder jer sammen? Tal med ham inden det går for meget ned af bakke for jer, men måske du skulle vente til efter fødslen...

Du er velkommen til at skrive en pb til mig, hvis du vil skrive privat, for jeg kan om nogen sætte mig i dit sted. Knæk og bræk som man siger

K.h. Linda

Keabla skriver:

Jeg er i tvivl om rigtig mange ting i tiden, min kæreste er helt sikkert rigtig glad for mig og han glæder sig ufattelig meget til at blive forældre sammen med mig.
Men jeg føler heletiden en trang til at skubbe ham fra mig og bare gå. Alt er så uoverskueligt i tiden, vores udlejer er en kæmpe idiot og det tærer helt sikkert på min kærestes og mit vores forhold til hinanden.
Jeg plejer 'at stikke af' op til min familie i nordjylland når jeg får det sådan her, men de er ude at rejse og har heller ikke lyst til at tage den 200km lange tur nu hvor jeg er så tæt på termin.

Hver aften når han er på job bruger jeg tiden på at tænke på hvordan jeg skal få det sagt, søge på lejligheder og tjekke op på min økonomi og om hvordan jeg ville stå rent økonomisk hvis jeg vælger at flytte for mig selv.

Det kunne være hormoner, og det har jeg også prøvet at overbevise mig selv om - men jeg kan mærke at det ikke 'bare' er det .. jeg er faktisk ikke lykkelig sammen med ham - desværre! For han er uden tvivl den bedste far jeg kunne ønske mig til mit barn.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at blive utryg ved at han skal med til fødslen (han snakker selv rigtig meget om, at han glæder sig til at hjælpe mig igennem det osv osv.) Men i og med at vi er gledet så meget fra hinanden, synes jeg, at det føles akavet at skulle have ham med ;s ..

Nogen gode råd .. 

Pyhhh tror det er hormonerne der spiller dig et puds...Midt i min graviditet var det hele også noget kaotisk, vi blev  enige om at flytte fra hinanden en uges tid...

I mit hoved var jeg så egoistisk, regnede på hvordan jeg kunne få det hele til og køre rundt alene, og jeg havde da slet ikke brug for ham....Jeg var vant til og klare ALT selv og ville blive ved med det...

Men den uge fra hinanden var det bedste vi gjorde i vores liv, vi indså begge vi ikke kunne leve uden hinanden, jeg blev gravid næsten med det samme vi var kærester, og den 17 maj fødte jeg vores datter Nicoline, den 16 maj havde vi årsdag, så der var SÅ mange tanker osv der ikke passede sammen...

og idag kunne jeg ikke forestille mig et liv uden ham, og forstår slet ikke hvordan jeg kunne komme så langt ud at jeg bare ville det hele selv....Hvor er jeg glad for hormonerne er væk og jeg er sammen med den bedste far til Nicoline

Mit råd er, få evt. noget luft, men tag ingen beslutning mens du er gravid.