Skal jeg gå?

Tanja78 skriver:

Du kunne jo snakke med ham om hvordan du har det... Selvom det må være forfærdeligt svært, hvis du ikke føler, at følelsen er der.. Øv - jeg håber du  finder ud af hvad du vil... Hvornår skal du føde?

Har termin d. 25. september ..

Keabla skriver:

Årh det gør vi tit - måske ikke lige spiser ude sammen, men laver god mad. Tager i svømmehal, hygger os med film osv. Får massage ofte, (..suk, han er jo bare sød) - men jeg føler virkelig ingenting ..

Synes du lige har givet dig selv svaret - "jeg føler virkelig ingenting".

Nogle gange kan det være svært at indse, at man ikke længere har følelser for ens partner, men inden man springer ud i at afslutte et forhold, må man gøre op med sig selv, om det "bare" er en fase eller om det reelt er dét man skal.

Tror vidst vi alle har nogle perioder i livet, hvor vi føler, at vi ikke "gider" vores partner mere og gerne vil prøve noget nyt

Håber du finder den rette løsning

Åhh jeg synes man skal passe på med at dømme sit forhold når man er gravid for der er SÅ mange tanker og ting i ens krop da kan forvirre en. Jeg selv havde det på samme måde med min mand da jeg ventet Lucas men vi er stadig sammen og er blevet gift og venter nu nr 2. 

Jeg synes man giver alt for let op jeg personligt ville se tiden and til jeg havde født og se om det ændret sig og hvis ikke så ville jeg gøre ALT for det fungeret og hvis ikke ja så må man jo gå fra hinanden. Jeg synes det for let bare at stikke af! 

Men vi kan jo ikke dømme hvad du skal gøre og hvordan dine følelser er det kan kun du og du må jo mærke helt efter. Men pas nu på lige nu ikk. 

Ang det med fødslen hvis du utryk ved han skal med så skal du sige det til ham og så må i jo beslutte om du skal gøre det alene eller ikk for det vigtigt at du er tryk når du skal føde. 

Nå men det var min mening. 

Håber i finder ud af det! 

JordbærBlomst skriver:

 

Synes du lige har givet dig selv svaret - "jeg føler virkelig ingenting".

Nogle gange kan det være svært at indse, at man ikke længere har følelser for ens partner, men inden man springer ud i at afslutte et forhold, må man gøre op med sig selv, om det "bare" er en fase eller om det reelt er dét man skal.

Tror vidst vi alle har nogle perioder i livet, hvor vi føler, at vi ikke "gider" vores partner mere og gerne vil prøve noget nyt

Håber du finder den rette løsning

Du har så inderligt ret ..

Synes virkelig du skal passe på!

Du er PROPPET med hormoner lige pt - vent nu lige til det har lagt sig - det kan nemt ske du føler helt anderledes der, jeg gjorde, believe me, der er mange tanker og situationer jeg ser tilbage på nu, og slet ikke kan kende mig selv!

Vent, om ikke andet for bebs' skyld, hvis det bare er hormonerne 

Sussie&Lilje skriver:

Det kan SAGTENS selvom du ikke tror det, være hormoner, vent for guds skyld lidt endnu til bebs er kommet - for jeg havde det sådan der en del gange under min graviditet, og også imod slutningen, men nu når jeg sidder og ser tilbage, er jeg SÅ glad for jeg blev, for det var bare ren og skær hormonelle tanker ...

Keabla skriver:

Har termin d. 25. september ..

Tror du ikke at alle de tanker er værre nu hvor der ikke er så lang tid igen. Jeg havde da også en masse tanker om han nu overhovedet var ham jeg ville have m.m. Tror tankerne er meget normale.. Men tal med ham så han ved hvordan du har det...

Det må i hvert fald være ret bøvlet at skulle flytte en måned inden fødslen og klare alt det praktiske...

Keabla skriver:

Jeg er i tvivl om rigtig mange ting i tiden, min kæreste er helt sikkert rigtig glad for mig og han glæder sig ufattelig meget til at blive forældre sammen med mig.
Men jeg føler heletiden en trang til at skubbe ham fra mig og bare gå. Alt er så uoverskueligt i tiden, vores udlejer er en kæmpe idiot og det tærer helt sikkert på min kærestes og mit vores forhold til hinanden.
Jeg plejer 'at stikke af' op til min familie i nordjylland når jeg får det sådan her, men de er ude at rejse og har heller ikke lyst til at tage den 200km lange tur nu hvor jeg er så tæt på termin.

Hver aften når han er på job bruger jeg tiden på at tænke på hvordan jeg skal få det sagt, søge på lejligheder og tjekke op på min økonomi og om hvordan jeg ville stå rent økonomisk hvis jeg vælger at flytte for mig selv.

Det kunne være hormoner, og det har jeg også prøvet at overbevise mig selv om - men jeg kan mærke at det ikke 'bare' er det .. jeg er faktisk ikke lykkelig sammen med ham - desværre! For han er uden tvivl den bedste far jeg kunne ønske mig til mit barn.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at blive utryg ved at han skal med til fødslen (han snakker selv rigtig meget om, at han glæder sig til at hjælpe mig igennem det osv osv.) Men i og med at vi er gledet så meget fra hinanden, synes jeg, at det føles akavet at skulle have ham med ;s ..

Nogen gode råd .. 

Jeg er sikker på at dette er en face. Når I først sidder med den lille guldklump i armene, blomstrer kærligheden igen!

Du er sikkert lige nu stresset og nervøs over disse hængepartier og helt sikkert også fødslen, men jeg tror ikke du skal lade dig slå ud over det. Sæt dig med din kæreste, mærk på maven, føl følelsen af glæde over hvad der snart kommer og kig hinanden dybt i øjnene. Det er tit de små ting der skal til

Håber disse ord kan hjælpe lidt

Tanja78 skriver:

Tror du ikke at alle de tanker er værre nu hvor der ikke er så lang tid igen. Jeg havde da også en masse tanker om han nu overhovedet var ham jeg ville have m.m. Tror tankerne er meget normale.. Men tal med ham så han ved hvordan du har det...

Det må i hvert fald være ret bøvlet at skulle flytte en måned inden fødslen og klare alt det praktiske...

Det ville jeg også mene. Sådan havde jeg nemlig også da jeg var gravid, følte mig meget alene og derfor tænkte ofte, hvordan det ville være, hvis jeg flyttede. Og det er klart, at hormonerne gjorde det hele rigtig meget værre. Men heldigvis så jeg tiden an, og fødslen af vores barn fik følelserne for min mand til at blomstre op igen - åh så meget.

Jeg tror at du ville fortryde det, hvis du gik nu, især fordi det ville være SÅ svært og hårdt praktisk at skulle klare det hele alene. Og stress pga. det hele er jo heller ikke lige frem sundt for dit ufødte barn...

Men det ER kun dig, som kender sine følelser inderst inde. Håber det ordner sig.

Keabla skriver:

Jeg er i tvivl om rigtig mange ting i tiden, min kæreste er helt sikkert rigtig glad for mig og han glæder sig ufattelig meget til at blive forældre sammen med mig.
Men jeg føler heletiden en trang til at skubbe ham fra mig og bare gå. Alt er så uoverskueligt i tiden, vores udlejer er en kæmpe idiot og det tærer helt sikkert på min kærestes og mit vores forhold til hinanden.
Jeg plejer 'at stikke af' op til min familie i nordjylland når jeg får det sådan her, men de er ude at rejse og har heller ikke lyst til at tage den 200km lange tur nu hvor jeg er så tæt på termin.

Hver aften når han er på job bruger jeg tiden på at tænke på hvordan jeg skal få det sagt, søge på lejligheder og tjekke op på min økonomi og om hvordan jeg ville stå rent økonomisk hvis jeg vælger at flytte for mig selv.

Det kunne være hormoner, og det har jeg også prøvet at overbevise mig selv om - men jeg kan mærke at det ikke 'bare' er det .. jeg er faktisk ikke lykkelig sammen med ham - desværre! For han er uden tvivl den bedste far jeg kunne ønske mig til mit barn.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at blive utryg ved at han skal med til fødslen (han snakker selv rigtig meget om, at han glæder sig til at hjælpe mig igennem det osv osv.) Men i og med at vi er gledet så meget fra hinanden, synes jeg, at det føles akavet at skulle have ham med ;s ..

Nogen gode råd .. 

vente til den lille er kommet og giv det noget tid, hiv fat i dig selv og fokuser på noget andet, fokuser på alt det gode ved ham, fokuser på at i får et godt forhold sammen i stedet for at bruge din energi på alt det andet, han lyder som en helt perfekt fyr (og perfekte fyre er kun perfekte hvis de har fejl) og dem er der ikke så mange af derude som vi ønsker der måske var, hold fast i ham måske blomster jeres forhold på ny når den lille komme...

Og som du selv skrive så kan der være mange grunde til du tænker sådan f.eks kan du panikke lidt, det kan være homonerne, det kan være mange ting men giv ham en chance - giv dig selv en chance og giv jeres forhold en chance