Skal jeg gå?

Jeg er i tvivl om rigtig mange ting i tiden, min kæreste er helt sikkert rigtig glad for mig og han glæder sig ufattelig meget til at blive forældre sammen med mig.
Men jeg føler heletiden en trang til at skubbe ham fra mig og bare gå. Alt er så uoverskueligt i tiden, vores udlejer er en kæmpe idiot og det tærer helt sikkert på min kærestes og mit vores forhold til hinanden.
Jeg plejer 'at stikke af' op til min familie i nordjylland når jeg får det sådan her, men de er ude at rejse og har heller ikke lyst til at tage den 200km lange tur nu hvor jeg er så tæt på termin.

Hver aften når han er på job bruger jeg tiden på at tænke på hvordan jeg skal få det sagt, søge på lejligheder og tjekke op på min økonomi og om hvordan jeg ville stå rent økonomisk hvis jeg vælger at flytte for mig selv.

Det kunne være hormoner, og det har jeg også prøvet at overbevise mig selv om - men jeg kan mærke at det ikke 'bare' er det .. jeg er faktisk ikke lykkelig sammen med ham - desværre! For han er uden tvivl den bedste far jeg kunne ønske mig til mit barn.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at blive utryg ved at han skal med til fødslen (han snakker selv rigtig meget om, at han glæder sig til at hjælpe mig igennem det osv osv.) Men i og med at vi er gledet så meget fra hinanden, synes jeg, at det føles akavet at skulle have ham med ;s ..

Nogen gode råd .. 

Keabla skriver:

Jeg er i tvivl om rigtig mange ting i tiden, min kæreste er helt sikkert rigtig glad for mig og han glæder sig ufattelig meget til at blive forældre sammen med mig.
Men jeg føler heletiden en trang til at skubbe ham fra mig og bare gå. Alt er så uoverskueligt i tiden, vores udlejer er en kæmpe idiot og det tærer helt sikkert på min kærestes og mit vores forhold til hinanden.
Jeg plejer 'at stikke af' op til min familie i nordjylland når jeg får det sådan her, men de er ude at rejse og har heller ikke lyst til at tage den 200km lange tur nu hvor jeg er så tæt på termin.

Hver aften når han er på job bruger jeg tiden på at tænke på hvordan jeg skal få det sagt, søge på lejligheder og tjekke op på min økonomi og om hvordan jeg ville stå rent økonomisk hvis jeg vælger at flytte for mig selv.

Det kunne være hormoner, og det har jeg også prøvet at overbevise mig selv om - men jeg kan mærke at det ikke 'bare' er det .. jeg er faktisk ikke lykkelig sammen med ham - desværre! For han er uden tvivl den bedste far jeg kunne ønske mig til mit barn.

Noget helt andet er, at jeg er begyndt at blive utryg ved at han skal med til fødslen (han snakker selv rigtig meget om, at han glæder sig til at hjælpe mig igennem det osv osv.) Men i og med at vi er gledet så meget fra hinanden, synes jeg, at det føles akavet at skulle have ham med ;s ..

Nogen gode råd .. 

Jeg har desværre ikke nogle gode råd til dig , men har det på samme måde for tiden . 

Ønsker og håber du vælger det der er bedst for dig og den lille når den kommer til verden <3

i kunne prøve at lave noget sammen som du også kan holde til..

en romantisk aften hvor i måske er ude og spise og så hjem og se en film sammen osv. lad ham massere dig.. 

måske det kan hjælpe lidt på afklaringen af dine følelser for ham.. 

morethanperfect skriver:

 

Jeg har desværre ikke nogle gode råd til dig , men har det på samme måde for tiden . 

Ønsker og håber du vælger det der er bedst for dig og den lille når den kommer til verden <3

Øv - er ked af at du har det på samme måde i tiden.
Jeg tror jeg vil prøve at få skrevet det hele ned på et ark papir og give det til ham, det er af og til nemmere inden man snakker om det ;/ 

bette skriver:

i kunne prøve at lave noget sammen som du også kan holde til..

en romantisk aften hvor i måske er ude og spise og så hjem og se en film sammen osv. lad ham massere dig.. 

måske det kan hjælpe lidt på afklaringen af dine følelser for ham.. 

Årh det gør vi tit - måske ikke lige spiser ude sammen, men laver god mad. Tager i svømmehal, hygger os med film osv. Får massage ofte, (..suk, han er jo bare sød) - men jeg føler virkelig ingenting ..

Det kan SAGTENS selvom du ikke tror det, være hormoner, vent for guds skyld lidt endnu til bebs er kommet - for jeg havde det sådan der en del gange under min graviditet, og også imod slutningen, men nu når jeg sidder og ser tilbage, er jeg SÅ glad for jeg blev, for det var bare ren og skær hormonelle tanker ...

jeg tror at jeg ville se tiden an til når den lile kommer, for så kan det meget være at det hele ændrer sig... lige nu føler du dig sikkert meget alene, men det vil ændre sig når bebsen titter ud.

men når det så er sagt, så skal du jo prøve at mærke dybt inde, hvad du føler for din kæreste, og det er jo kun dig alene der kan gøre det...

ønsker dig held og lykke med den beslutning, du nu tager!

STORT

Syntes liige du skal se tiden an. Du er fucket op mht hormoner. Han var jo dejlig nok til at du ville have et barn med ham,han var dejlig nok at bo sammen med som støtte under forløbet,og nu hvor der er lidt modgang så vil du bare stikke af og overvejer at fratage ham det mest fantastiske han kan opleve?! Jeg håber du bliver ved ham og ser tiden an

Du kunne jo snakke med ham om hvordan du har det... Selvom det må være forfærdeligt svært, hvis du ikke føler, at følelsen er der.. Øv - jeg håber du  finder ud af hvad du vil... Hvornår skal du føde?

Shibby skriver:

Syntes liige du skal se tiden an. Du er fucket op mht hormoner. Han var jo dejlig nok til at du ville have et barn med ham,han var dejlig nok at bo sammen med som støtte under forløbet,og nu hvor der er lidt modgang så vil du bare stikke af og overvejer at fratage ham det mest fantastiske han kan opleve?! Jeg håber du bliver ved ham og ser tiden an

Arh, rolig nu ikke?!
Jeg har aldrig skrevet eller antydet, for den sags skyld, at jeg bare vil stikke af og tage den mest fantastiske oplevelse fra ham.