Min søn hader mig.

Hej piger,

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op med Noah.

Han kan ikke lide mig mere.

Han har, over en lang periode, taget større og større afstand til mig. (det startede allerede lidt inden jeg blev gravid med Nana)

Men det bliver bare mere og mere.

Han nægter at høre hvad JEG siger, men hvis Christian siger præcis det samme til ham, så lytter han.

Han ignorerer mig. Jeg må ikke trøste ham. Han slår og sparker mig. Han råber af mig.

Og han siger de værste ting til mig. Hvis han er ked af det og jeg prøver at trøste ham, og han sige at jeg må ikke trøste ham, og jeg så spørger hvorfor, så siger han fordi jeg ik kan lide dig mor.

Han har sågar sagt engang at det er fordi han hader mig og ikke elsker mig.

Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har prøvet ALT.

Vi har prøvet at bare Noah og jeg tager på tur alene, i zoo eller svømmehallen eller andet, og bare hygger - og der er han også sød ved mig.

Men så snart der er andre i nærheden så er han simpelthen SÅ strid ved mig. Og det er lige meget hvem den anden person er, om det er Christian, min mor, min fætter.... osv.

Hvis vi er til familiefødseldag, og han falder og slår sig, så er jeg den sidste han vil trøstes af - så hellere Christians kusine, som han kun ser 2 gange om året.

Er der nogen der har nogle idéer til hvad jeg kan gøre ved ham?

Og det skal lige sige, jeg er (i mine egne øjne) en meget kærlig mor, og jeg har aldrig lagt hånd på ham eller lign. (jeg kunne nemmelig forstå hans "had" til mig, hvis jeg havde lagt hånd på ham)

Åh, det gør så ondt i mit hjerte, og jeg græder mig ofte i søvn.

Jeg kunne se en sammenhæng med hans "had" og den nye rolle som storebror, men det startede jo allerede INDEN Nana blev født.

Og han har også taget fantastisk flot imod hende, og han er simpelthen så glad for hende.

Jeg ved ikke om det er blevet mere, fordi vores lille familie har været alt det negative igennem som vi har de sidste 8 mdr. - at jeg måske er blevet svag - og han kan mærke det og derfor prøver at tryne mig.

Det er så meget nu, at familie og venner er begyndt at kommenere det over for os.

Og det får mig bare til at føle mig som en endnu dårligere mor, når vi bliver konfronteret med der (og jeg føler mig i forvejen ikke som en særlig god mor)

Min mor har foreslået at vi tager ham til en børnepsykolog, men jeg synes også bare at det er så voldsomt.

Men på den anden side, jeg ved med mig selv at jeg ikke vil kunne leve med det forhold han har til mig ret meget længere.

Åh, hvis bare jeg vidste hvordan jeg kunne få ham til at synes om mig igen.

Det gør så ondt.

Håber i kan give nogle fif.

Tut

 

Det må være sådan ca. den værste følelse i verden..... Jeg har ingen gode råd, men kun et trøstekram...

Håber der kommer andre på banen med erfaringer...

Punkt 1: Du er IKKE en dårlig mor...

Det som jeg tror det hele drejer sig om er Jalouxi... Det lyder nok forkert i dine øjne når det startede før Nana kom til verden...

Ja i har været rigtigt meget igennem, også alt for meget hvis du spørger mig...

Det jeg vil prøve at råde dig til er at få noget alene tid med ham... Mere end du har i forvejen... Det kan være om aftenen når han skal i bad, så sæt dig ud på toilettet til ham og snak med ham... Bag efter når han skal puttes, så sæt dig ned med ham på skødet, og læs en historie, og syng en sang... Kun ham og dig, hverken manden eller Nana skal være med...

Sørg for hvis han vågner om natten så skal du stå op til ham, og ikke din mand...

Det kommer til at holde hårdt det må du ikke være i tvivl om...

Der ud over skal du lige have et kæmpe stort kram med på vejen...

Åh kære Tut dog, jeg har ingen vise ord, men har kun mine tanker!

Alma var sådan mod mig da Johanna blev født, jeg måtte ingen ting, det var kun far far far. Men en dag tog jeg fat, og sagde jo jeg betemmer også, hun skreg og hylede, men jeg holdt hende fast på mit skød, jeg sad og tudede, men forklarede hende at jeg mente det jeg sagde, og vi sad og tudede længe begge to. Andreas kom og spurgte om han skulle overtage, men jeg sagde nej. Det endte med at hun slappede af og vi krammede, og siden den gang har der ikke været det store jalusi drama. Men dette var et jalusi opgør og en test af mig følte jeg!

Nogen andre tanker:

1. Kommer du til at tage Nanna op først? giver hende mad først, vægter hende først hvis hun skriger osv

2. kommer din søde mand til at overtage i jeres konflikter? Giver du op, og får det ikke gjort færdig

jeg kan ikke lige komme i tanke om mere, men jeg ved at du er den bedste mor man kunne tænke sig.

Det kan jo også være alt det i har været igennem, hun har været syg, og jeres ferie til Thailand osv har sat sine spor. Dit overskud måske ikke har været det største, at han kan mærke det.

Men søde Tut, måske skulle du starte med at tale med hans gogger? hvis de er at tale med. Eller måske en psykolog ikke var så dumt? Jeg ved der er såden nogen familie centre (min veninde går det pga samme problem, el lig problemer)

Men jeg tror nu bestemt ikke han hader dig eller ikke kan lide dig, men det er måske hans måde at sige på at noget er galt, men ikke kan fortælle hvad der er galt.

Jeg ved overhovedet ikke om du kan bruge min smørre til noget, men jeg sender de største krammer og sender dig masser af go på mod

Knus Siber

Vil lige sige at jeg har læst dit indlæg og skal lige tænke før jeg kan komme med et evt svar.

Desuden syntes jeg Siber har nogle rigtige gode punkter og nogle kloge ord med på vejen

Til sidst vil jeg også lige sige, du er den bedste mor han kunne få stort kram og tanker her fra

Har ikke nogen kloge ord...  Men det må da være en forfærdelig følelse

Men jeg tænker nu også jalousi ...

Kæmpe krammer fra mig

Kære Tut.

Jeg kan godt forstå det er en hæslig situation og at det ikke føles som om du gør det rigtige. Men jeg kan slet ikke forestille mig andet end at du netop ER en kærlig og omsorgsfuld mor der rummer sine børn 

Jeg har ingen guldkorn, andet end som de andre har skrevet ALT hvad du kan få af tid alene med ham må være positivt i hans øjne! Også bare putning, sidde og se en tegnefilm, gynge sammen i haven osv osv, ikke nødvendigvis oplevelser ud af huset.

Det næste jeg tænkte at jeg ville gøre, er at få fat på en familierådgiver. Jeg kan godt forstå at en psykolog virker voldsomt, men jeg synes derimod en familierådgiver a la Lola Jensen, men det kan jo være hvem som helst i jeres nærområde(jeg kan anbefale en i vestsjælland, men ved ikke hvor langt hun kører. Hun er 'gammel' sundhedsplejerske i min kommune). Jeg tror på at en sådan person ville kunne se problemområdet eller komme med nogle gode råd, vejledning og støtte. Jeg ville ikke tøve med at gøre det selv hvis jeg følte mine egne evner ikke rakte længere. Det er ingen skam at søge hjælp! Det er derimod modigt at stå ved det og virkelig virkelig moderligt at ville gøre absolut alt for at ens unger trives og får det bedste af det bedste!

Mange kærlige knus!

årrhh..

Jeg aner bare ikke hvad jeg skal skrive - men jeg kunne da ikke bare læse dette indlæg uden at sende dig en varm tanke og et cyberkram!

OG så skal du da lige ha at vide at du er den sejeste mor jeg kender - det er ikke småting I har været igennem!

Selvfølgelig elsker Noah dig - der er bare noget der trykker et sted.. en oplevelse eller en misforståelse... Med hvad, og hvorfra, og hvordan I finder en løsning.. det skal der nok arbejdes på. Måske er en psykolog ikke et dårligt bud - om ikke andet så for at DU kan få afløb for dine tanker og frustrationer.

Stort knus, Sødeste Tut...

Marie

Hvor må det bare gøre ondt og det er jo enhver mors mareridt du beskriver

Jeg har virkeligt ikke forstand på den slags og vil bare fortælle at jeg sagtens kan forstå din frustration. Umiddelbart tror jeg faktisk det er en god ide at holde ham fast når I krammer, insistere på at trøste, bestemme og den slags - dette siger jeg som dyreadfærdsbehandler, for det ville virke på en hund, aner ikke om det samme gælder for børn

Mange knus og tanker fra mig som tænker at nu må det da snart lysne for dig!!

hej tutter

da jeg fik arthur blev mig og morten enige om at han skulle tage sig mest af alexander, da jeg jo skulle sidde og amme osv.   det resulterede også i at det kun var far der duede.... hver gang han kom til skade, var det alle andre end mig der skulle trøste. medmindre vi var alene, så kunne jeg godt bruges.    det var en sindsyg hård periode at skulle igennem. jeg prøvede lige så stille at lave mere og mere sammen med alexander, og lige så stille bygge vores forhold op igen.  jeg tror simpelthen det var jaloxi i vores tilfælde.  men hårdt er det når ens barn afviser en!!!

jeg ved ikke hvad jeg kan skrive af trøstende ord, men tænker på dig