Vi har taget en stor beslutning...

Kirle skriver:

 

Du lyder ret så reflekteret over det og derfor er jeg sikker på det nok skal gå. Der er jo mange muligheder som du også selv er inde på og det kan også være en rugemor er en mulighed hvis I synes pengene og muligheden opstår. Løbet er bestemt ikke kørt endnu. Men kan udemærket godt forstå at du føler et nederlag, sorg og utilstrækkelighed i det her. Man vil så gerne også er det bare så svært og som du siger at du føler din krop siger fra. Det er virkeligt ikke nemt. Føler med jer!

Rugemor vil jeg slet ikke ud i. Jeg føler det egentligt heller ikke så et nederlag, men en anden mulighed - men derfor er det svært at skulle opgive tanken om graviditet, fødsel og spædbarn som er de ting vi har glædet os til rigtig længe nu...

Så det er en svær beslutning, men nogen gange er man nødt til at se realistiske på tingene...

Mettemus skriver:

Sødeste Mia Maja!

Kan simpelthen aldrig rigtig komme mig over hvor uretfærdigt det at du ikke bare kan blive gravid og smutte så mange unger ud at i kan få jeres eget fodboldhold.

Men når det så er sagt så tager jeg hatten af for både jeres snak og jeres beslutning. Dejligt at i først og fremmest har valgt hinanden idet i holder fast i at skulle kæmpe jer igennem et eller flere hårde forløb. I har fået talt om nogle tunge emner og taget nogle svære beslutninger - som par må i være super stærkt! Jeg tror ikke i skal være kede af beslutningen om adoption. Har haft en lang snak med min svigermor om deres beslutning om adoption dengang de tog den. De havde også været igennem nogle lange og hårde udredninger (det var jo før fertilitetsbehandlinger og Jesu fødsel ) og ingenting skete der. Efter beslutningen om adoption var truffet blev de vildt lettede og ville ønske, at de havde gjort det meget før for på den måde at have undgået præcis de skuffelser og følelser du også beskriver i dine indlæg.
Men det er helt klart lettere sagt end gjort!

Sender en hel masse kram og held og lykke, få fortjener det mere!

 

Tak søde søde Mette...

Jeg håber også vi nu har klaret det svære del, nemlig at tage hul på den snak, og fortælle hinanden om vores følelser omkring det.

Jeg tror også det bliver en lettelse hvis vi når der til (dejligt at høre at nogen har oplevet det sådan), men det bliver bare så hårdt at skulle lægge drømmen om graviditet, fødsel og spædbarn på hylden, sådan endeligt. Håber ikke jeg skal nå dertil.

Jeg håber at vi er så heldige at vi både får lov til at blive gravide og få et barn fra Afrika...

Mia Maia skriver:

Tak søde søde Mette...

Jeg håber også vi nu har klaret det svære del, nemlig at tage hul på den snak, og fortælle hinanden om vores følelser omkring det.

Jeg tror også det bliver en lettelse hvis vi når der til (dejligt at høre at nogen har oplevet det sådan), men det bliver bare så hårdt at skulle lægge drømmen om graviditet, fødsel og spædbarn på hylden, sådan endeligt. Håber ikke jeg skal nå dertil.

Jeg håber at vi er så heldige at vi både får lov til at blive gravide og få et barn fra Afrika...

Nej kan sagtens forstå at du stadig håber på at blive gravid og føde selv. Men synes det er ret fantastisk at i har truffet de beslutninger i har - hatten af for det!

Mia Maia skriver:

Rugemor vil jeg slet ikke ud i. Jeg føler det egentligt heller ikke så et nederlag, men en anden mulighed - men derfor er det svært at skulle opgive tanken om graviditet, fødsel og spædbarn som er de ting vi har glædet os til rigtig længe nu...

Så det er en svær beslutning, men nogen gange er man nødt til at se realistiske på tingene...

Tja jeg ville klart overveje rugemor hvis det var at jeg gerne ville et biologisk barn men sådan er vi jo så forskellige

Er sikker på uanset hvad I vælger eller ikke at så skal det nok gå fint!

Kirle skriver:

 

Tja jeg ville klart overveje rugemor hvis det var at jeg gerne ville et biologisk barn men sådan er vi jo så forskellige

Er sikker på uanset hvad I vælger eller ikke at så skal det nok gå fint!

 

Ja og gudskelov for det

For mig er det ikke vigtig at det er mit biologiskebarn, så adoption er for mig lige så godt som et biologisk barn, men derfor er det stadig svært at skulle sige endeligt farvel til tanken om et biologiskbarn.

Ja det er jeg også, den store lykke ville jo være en af hver

til dig også...

Ja og gudskelov for det

For mig er det ikke vigtig at det er mit biologiskebarn, så adoption er for mig lige så godt som et biologisk barn, men derfor er det stadig svært at skulle sige endeligt farvel til tanken om et biologiskbarn.

Ja det er jeg også, den store lykke ville jo være en af hver

til dig også...

Ok forstod bare på dig at det var et biologisk barn særligt din kæreste ville have? I min bog bliver man ikke forældre af at kunne undfange. Det kræver langt mere end det.

Jo en af hver vil bestemt ikke være af vejen. Ligenu er jeg ret så skruk og vil bare gerne have en til uanset køn.

Mia Maia skriver:

Jeg tror(håber) faktisk på at det er fordi jeg ikke har ryddet ud i alt det gamle at det ikke er lykkedes endnu.

Jeg har hele tiden tænkt, "jamen jeg er jo kommet igennem det, så det er fortid", men der er forskel på at være kommet igennem det, og have accepteret det. Så sammen med min psykolog (samme som dengang) kigger jeg tilbage på alt det der skete dengang, og nu er opgaven så at acceptere det og mine forældre som de er. 

Ja, det er nemlig rigtig vigtigt at vi begge er med 100%. Så håber det bliver nemmere at tale om hvordan vi har det, nu hvor posen er åbnet. Vi må tage et skridt ad gangen, og så revurdere når det ikke lykkedes. Vurdere hvad vi vil byde os selv, og om det er det værd for at fører vores gener videre, frem for at få et dejligt barn der ar brug for en tryg opvækst. 

Det håber vi også. Må da indrømme at jeg håber at det lykkedes at blive gravid nu, og så må adoptionsprocessen vente til nr. 2

Jeg har længe ville svare men har haft nogle travle dage ...

Jeg tror at det kan være alt afgørende at psyken er med. Som eksempel kan jeg nævne at vi havde prøvet i et års tid uden held. Jeg sad på det tidspunkt i et job der i sig selv var ok, men jeg følte mig ikke godt tilpas. Havde ikke noget til fælles med kollegaerne, og vi sad 3 i afd. men noget af tiden var der kun arbejde til 2. Og min nærmeste kollega var et decideret røvhul. Så alt i alt trængte jeg til luftforandring. Da jeg ikke lige kunne finde *jobbet* så besluttede min mand og jeg til sidst at prioriteten måtte være babyenvar vigtigst. Så jeg sagde op uden at have noget andet job. Tænkte der kom jo alligevel til at gå noget tid før jeg blev gravid så det var tid nok. 

Ugen efter jeg stoppede blev jeg gravid.

Så hvad det end er man skal have ryddet op i og komme overens med i ens psyke så tror jeg at det er godt at du har taget fat i det, og det er da til hver en tid en god investering i sig selv og sit eget liv at få styr på de ting man tumler med.

Håber det snart lykkes for jer - forhåbentlig med økobaby først og så adoptiven bagefter