Vi har taget en stor beslutning...

Vi fik os en rigtig hård og lang snak igår...

Jeg havde slet ikke lyst til at starte i behandling igen, og har lige nu rigtig meget at slås med psykisk. (kort fortalt: er startet til psykolog igen, og hun har forklaret at når man gerne vil være forældre kigger man tilbage på sine egne forældre og ens barndom, og det er et skab med mange spøgelser). 

Jeg er samtidig også træt af at være sur på min krop, først over at have fået leddegigt, og derefter over at have PCO. Jeg er derfor begyndt at se anderledes på det. Jeg er begyndt at tænke at min krop måske er den kloge og den prøver at fortælle mig at jeg ikke skal være gravid. (Min holdning er på ingen måde at folk der ikke kan få børn uden hjælp ikke skal have det)

Jeg har hele tiden været meget åben overfor tanken om at adoptere, og fortalte så kæresten igår, at det ville jeg måske hellere, men samtidig er jeg heller ikke klar til at lægge tanken om et biologiskbarn 100% på hylden.

Det er han så slet ikke klar til, han vil gerne have muligheden for at føre hans gener videre. 

Efter mange tårer, søgen på nettet om adoption og rigtig meget snak, kommer vi dog frem til at, vi ikke kan gå igennem fertilitetsbehandling uden jeg vil det 100% og heller ikke igennem adoption hvis Jan ikke vil det 100%. Derfor bliver det sådan at vi starter på med IVF her i slutningen af måneden, og hvis det ikke lykkedes så tager vi snakken op igen, da jeg kan ikke love at jeg vil mere efter det. Så nu tager vi en omgang af gangen, og overvejer situationen efterfølgende, hvis det ikke er lykkedes, da jeg ikke længere har den holdning at vi kører på indtil det lykkedes.

Vi er så samtidig blevet enige om at vi ikke gennemgår fertilitetsbehandling igen, og at hvis vi skal have et barn nr. 2 (det regner vi stærkt med), så bliver det med adoption og ikke fertilitetsbehandling. 

Hold da op det blev langt - men det er her vi står, og det har givet ro, men det er også nogen store beslutninger. 

Tak fordi du læste med så langt

Hvis det er skæbnen at du skal være mor,-så bliver du det på den ene eller måde før eller senere ^^

Det skal nok gå

Det lyder som en sund og hård process I er på vej igennem. Personlig mener jeg jo at det kan være en rigtig god investering at få ryddet op i det der spøgelsesskab og skildt fra bukkene. Men det kan også være rigtig hårdt.

Jeg synes det er fint at I er kommet frem til at tage det et skridt af gangen. Det er meget vigtigt at I begge er klar og indstillede på at gå videre hvilken retning det end bliver.

Kan godt forstå at det også må være en stor lettelse at have få det talt så godt igennem og taget den beslutning.

Jeg håbre at jeres beslutning bringer masser af positive ting med sig - og selvfølgelig aller helst en lille baby snarest!

Mia Maia skriver:

Vi fik os en rigtig hård og lang snak igår...

Jeg havde slet ikke lyst til at starte i behandling igen, og har lige nu rigtig meget at slås med psykisk. (kort fortalt: er startet til psykolog igen, og hun har forklaret at når man gerne vil være forældre kigger man tilbage på sine egne forældre og ens barndom, og det er et skab med mange spøgelser). 

Jeg er samtidig også træt af at være sur på min krop, først over at have fået leddegigt, og derefter over at have PCO. Jeg er derfor begyndt at se anderledes på det. Jeg er begyndt at tænke at min krop måske er den kloge og den prøver at fortælle mig at jeg ikke skal være gravid. (Min holdning er på ingen måde at folk der ikke kan få børn uden hjælp ikke skal have det)

Jeg har hele tiden været meget åben overfor tanken om at adoptere, og fortalte så kæresten igår, at det ville jeg måske hellere, men samtidig er jeg heller ikke klar til at lægge tanken om et biologiskbarn 100% på hylden.

Det er han så slet ikke klar til, han vil gerne have muligheden for at føre hans gener videre. 

Efter mange tårer, søgen på nettet om adoption og rigtig meget snak, kommer vi dog frem til at, vi ikke kan gå igennem fertilitetsbehandling uden jeg vil det 100% og heller ikke igennem adoption hvis Jan ikke vil det 100%. Derfor bliver det sådan at vi starter på med IVF her i slutningen af måneden, og hvis det ikke lykkedes så tager vi snakken op igen, da jeg kan ikke love at jeg vil mere efter det. Så nu tager vi en omgang af gangen, og overvejer situationen efterfølgende, hvis det ikke er lykkedes, da jeg ikke længere har den holdning at vi kører på indtil det lykkedes.

Vi er så samtidig blevet enige om at vi ikke gennemgår fertilitetsbehandling igen, og at hvis vi skal have et barn nr. 2 (det regner vi stærkt med), så bliver det med adoption og ikke fertilitetsbehandling. 

Hold da op det blev langt - men det er her vi står, og det har givet ro, men det er også nogen store beslutninger. 

Tak fordi du læste med så langt

Dejlig du har fået tænkt alt det i gennem og tingene skal ske 100 % og ikke bare 95% håber virkelig når i er klar at det så lykkes jer af blive forælder ellers må det jo være skæben der fortæller i skal have et barn fra et andet land og blive overlykkelige med det

businesstigger skriver:

Det lyder som en sund og hård process I er på vej igennem. Personlig mener jeg jo at det kan være en rigtig god investering at få ryddet op i det der spøgelsesskab og skildt fra bukkene. Men det kan også være rigtig hårdt.

Jeg synes det er fint at I er kommet frem til at tage det et skridt af gangen. Det er meget vigtigt at I begge er klar og indstillede på at gå videre hvilken retning det end bliver.

Kan godt forstå at det også må være en stor lettelse at have få det talt så godt igennem og taget den beslutning.

Jeg håbre at jeres beslutning bringer masser af positive ting med sig - og selvfølgelig aller helst en lille baby snarest!

 

Jeg tror(håber) faktisk på at det er fordi jeg ikke har ryddet ud i alt det gamle at det ikke er lykkedes endnu.

Jeg har hele tiden tænkt, "jamen jeg er jo kommet igennem det, så det er fortid", men der er forskel på at være kommet igennem det, og have accepteret det. Så sammen med min psykolog (samme som dengang) kigger jeg tilbage på alt det der skete dengang, og nu er opgaven så at acceptere det og mine forældre som de er. 

Ja, det er nemlig rigtig vigtigt at vi begge er med 100%. Så håber det bliver nemmere at tale om hvordan vi har det, nu hvor posen er åbnet. Vi må tage et skridt ad gangen, og så revurdere når det ikke lykkedes. Vurdere hvad vi vil byde os selv, og om det er det værd for at fører vores gener videre, frem for at få et dejligt barn der ar brug for en tryg opvækst. 

Det håber vi også. Må da indrømme at jeg håber at det lykkedes at blive gravid nu, og så må adoptionsprocessen vente til nr. 2

Jeg håber også det lykkes for jer.. og syntes da I har taget nogle fornuftige beslutninger.. nogen gange er det godt at kunne se stien for træerne.. så man kan se en ende på det ene og en begyndelse på noget andet.. 

Det er virkelig en stor beslutning i har taget, og det må have krævet tårer og smerte. Men jeg synes det er SÅ sejt gjort af Jer, for I er helt tro mod Jer selv og hinanden, og lytter til, hvad I kan og vil. Virkelig flot! Det er ikke alle der kan det!

Jeg ønsker Jer det bedste, og mest af alt et barn - snart!

I er stræke søde! Stærkere end mange andre!

Knus

kitty skriver:

Det er virkelig en stor beslutning i har taget, og det må have krævet tårer og smerte. Men jeg synes det er SÅ sejt gjort af Jer, for I er helt tro mod Jer selv og hinanden, og lytter til, hvad I kan og vil. Virkelig flot! Det er ikke alle der kan det!

Jeg ønsker Jer det bedste, og mest af alt et barn - snart!

I er stræke søde! Stærkere end mange andre!

Knus

1000 tak...

Håbede faktisk lidt på du ikke så indlægget lige nu, du har jo rigeligt at tænke på... Men tak fordi du har overskud til at læse det og svare...

Det er bestemt ikke altid vi føler os stærke, men så længe vi bliver enige bagefter, så skal det nok gå...

Det er en rigtig stor beslutning, men kan mærke den har givet ro. Jeg ved nu at jeg har valget, jeg skal ikke gå igennem fertilitetsbehandling hvis jeg ikke vil det - der er en anden mulighed. 

Nu skal den læge bare ringe og fortælle at du er den sundeste missekat der findes, og så skal din menstruation komme - og så er i på vej til en lille killing...BASTA....

N&J skriver:

Jeg håber også det lykkes for jer.. og syntes da I har taget nogle fornuftige beslutninger.. nogen gange er det godt at kunne se stien for træerne.. så man kan se en ende på det ene og en begyndelse på noget andet.. 

 

Ja... Selvom det har været en hård process med MA'en, så har den pgså gjort at vi har fået snakket om tænkt nogen ting igennem. Samt den har fået taget hul på et emnet der skulle tages hul på, nemlig min barndom...

Jeg vælger at tro at det skete for en grund...selvom det har været ulideligt hårdt...

Nu skal vi så bare overholde vores løfte til hinanden, og prøve at tage et skridt ad gangen...

TAK

Shibby skriver:

Hvis det er skæbnen at du skal være mor,-så bliver du det på den ene eller måde før eller senere ^^

Det skal nok gå

Så håber jeg at skæbnen har bestemt jeg skal være mor

Tak...