Vi har taget en stor beslutning...

Mia Maia skriver:

Tak...

Jeg tror også det er det rigtige. Samtidig har den svære process gjort at vi fremover vil være bedre til at tage de svære samtaler. 

Nogen gange må man sætte fordele og ulemper overfor hinanden, og se på om det virkelig er det værd i forhold til alternativet.

Vi er kommet frem til en løsning der varer indtil efter næste IVF, og måske det også kan lære mig at man ikke behøves at finde løsninger for de næset 10 år - hmm...hold da op det ville være fremskridt...

Ja for fanden. Det er sku vigtigt, at blvie bedre til de svære samtaler og svære beslutninger, men det ER bare mega svært, at tage sådanne ting sammen. Uanset hvor meget man elsker hinaden. Så helt sikkert, vil det være givtigt i fremtiden.

der er enormt stor forskel på at være kommet igennem spøgelserne og så at skulle se på dem igen. æh...gir det mening? jeg tror det er noget med, at vi selv skal udfylde en rolle, som måske ikke er blevet udfyldt "ordentligt" af dem der skulle udfylde den for os, og så må man først kigge på hvorfor gjorde/kunne de ikke det og derefter "kan jeg så?" og så begynder det hele jo at rulle, for man blir enormt bevidst om hvem man er og hvem man ønsker at være, både som mor og hustru! og jeg har i hvert fald gået (og går) igennem nogle barske faser, hvor jeg tænker at jeg er så snotdum for at tro at jeg kan gøre tingene anderledes end min egen mor, og der må Søren fungere som redningskrans og kun hans tro på hvem jeg ER og hvem jeg BLIVER som mor kan holde mig oven vande. og der kan også komme en masse vrede op i een mod ens forældre/bedsteforælre/alle andre der har svigtet i ens barndom og ungdom, fordi man tænker "hvis du elskede, som jeg elsker, så ville du da ikke kunne gøre den slags!". jeg tror nemlig ikke du er så anderledes fra mig (eller Jan fra Søren), jeg tror også du og I allerede ELSKER det barn der er jeres et sted derude i universet.

men det er en rigtig god snak I har haft og det er så pissegodt at I kan være ærlige overfor hinanden og fortælle hvad der foregår indeni jer og ikke bare sige "hvad du vil, elskede" og så glemme at mærke efter selv, om man egentlig siger nej (eller ja) til noget man ikke er klar til.

men hvordan er reglerne for at kunne adoptere med ledegigten? jeg ved nemlig, at Søren ikke kan adoptere med hans sygdom (en tarmsygdom jeg ikke kan navnet på).

Tjuhl skriver:

der er enormt stor forskel på at være kommet igennem spøgelserne og så at skulle se på dem igen. æh...gir det mening? jeg tror det er noget med, at vi selv skal udfylde en rolle, som måske ikke er blevet udfyldt "ordentligt" af dem der skulle udfylde den for os, og så må man først kigge på hvorfor gjorde/kunne de ikke det og derefter "kan jeg så?" og så begynder det hele jo at rulle, for man blir enormt bevidst om hvem man er og hvem man ønsker at være, både som mor og hustru! og jeg har i hvert fald gået (og går) igennem nogle barske faser, hvor jeg tænker at jeg er så snotdum for at tro at jeg kan gøre tingene anderledes end min egen mor, og der må Søren fungere som redningskrans og kun hans tro på hvem jeg ER og hvem jeg BLIVER som mor kan holde mig oven vande. og der kan også komme en masse vrede op i een mod ens forældre/bedsteforælre/alle andre der har svigtet i ens barndom og ungdom, fordi man tænker "hvis du elskede, som jeg elsker, så ville du da ikke kunne gøre den slags!". jeg tror nemlig ikke du er så anderledes fra mig (eller Jan fra Søren), jeg tror også du og I allerede ELSKER det barn der er jeres et sted derude i universet.

men det er en rigtig god snak I har haft og det er så pissegodt at I kan være ærlige overfor hinanden og fortælle hvad der foregår indeni jer og ikke bare sige "hvad du vil, elskede" og så glemme at mærke efter selv, om man egentlig siger nej (eller ja) til noget man ikke er klar til.

men hvordan er reglerne for at kunne adoptere med ledegigten? jeg ved nemlig, at Søren ikke kan adoptere med hans sygdom (en tarmsygdom jeg ikke kan navnet på).

Jamen du har så evigt ret. Jeg kan nikke genkende til alle tankerne. 

Jeg tror ikke helt man ville kunne slippe frygten for at være som ens forældre, men så længe man har nogen udefra der overbevise en om det modsatte når det er værst så skal det nok gå. 

Det er bare så skide svært, for man er født til at tro at ens forældre gør alting rigtigt (og i det fleste tilfælde er det jo godt) - det er bare så sindsygt svært at forstå at de ikke har gjort det godt nok - og endnu sværere at vide at de har gjort det bedste de kunne og derfor ikke være sure på dem, men acceptere dem så de er, og handle derefter så jeg ikke resten af livet bliver skuffet over dem. 

Men det er jo det jeg skal igang med nu. 

Og ja, vi elsker allerede det barn vi ikke har - og hold da op det er hårdt, men det er også det der gør vi bliver ved, for kærligheden vokser bare inden i os...

Det er jeg også rigtig lettet over, for man må bare acceptere at der under den her process kommer nogen tanker som omverdenen ikke kan forstå (ikke-korrekte-tanker, hvis det giver mening), men vi er nødt til at få dem talt ud, for det er så vigtigt at vi 100% samme side...

Hmm, jeg synes jeg undersøgt det lidt nærmere, og tror kun det er hvis det bliver til scene for barnet at vi ikke får lov. Så der er forskel på om sygdommen er aktiv eller under kontrol. Men hvordan kan en tarmsygdom være til ulempe for barnet?

Jeg er i hvert fald meget tæt på at have det okay med at lægge tankerne om et biologisk barn på hylden, men nu tager vi en omgang behandling af gangen, og så må vi hen ad vejen vurdere hvornår det er nok...

Endnu engang tak for din støtte og kloge ord...

Tjuhl skriver:

der er enormt stor forskel på at være kommet igennem spøgelserne og så at skulle se på dem igen. æh...gir det mening? jeg tror det er noget med, at vi selv skal udfylde en rolle, som måske ikke er blevet udfyldt "ordentligt" af dem der skulle udfylde den for os, og så må man først kigge på hvorfor gjorde/kunne de ikke det og derefter "kan jeg så?" og så begynder det hele jo at rulle, for man blir enormt bevidst om hvem man er og hvem man ønsker at være, både som mor og hustru! og jeg har i hvert fald gået (og går) igennem nogle barske faser, hvor jeg tænker at jeg er så snotdum for at tro at jeg kan gøre tingene anderledes end min egen mor, og der må Søren fungere som redningskrans og kun hans tro på hvem jeg ER og hvem jeg BLIVER som mor kan holde mig oven vande. og der kan også komme en masse vrede op i een mod ens forældre/bedsteforælre/alle andre der har svigtet i ens barndom og ungdom, fordi man tænker "hvis du elskede, som jeg elsker, så ville du da ikke kunne gøre den slags!". jeg tror nemlig ikke du er så anderledes fra mig (eller Jan fra Søren), jeg tror også du og I allerede ELSKER det barn der er jeres et sted derude i universet.

men det er en rigtig god snak I har haft og det er så pissegodt at I kan være ærlige overfor hinanden og fortælle hvad der foregår indeni jer og ikke bare sige "hvad du vil, elskede" og så glemme at mærke efter selv, om man egentlig siger nej (eller ja) til noget man ikke er klar til.

men hvordan er reglerne for at kunne adoptere med ledegigten? jeg ved nemlig, at Søren ikke kan adoptere med hans sygdom (en tarmsygdom jeg ikke kan navnet på).

Og hvordan går det forresten med baby Juhl??

Fik i trillet med barnevognen?...og hvordan føltes det??

Der er godt nok ikke lang vej igen... Glæder mig helt vildt til FB og billeder... og dine fantastiske fortællinger om livet som mor (hvis du får tid til dem)

Mia Maia skriver:

Og hvordan går det forresten med baby Juhl??

Fik i trillet med barnevognen?...og hvordan føltes det??

Der er godt nok ikke lang vej igen... Glæder mig helt vildt til FB og billeder... og dine fantastiske fortællinger om livet som mor (hvis du får tid til dem)

det går godt! jeg er så stor nu, jeg har lige taget et mavebillede til min mor og FUCK! at se sig selv fra siden  Søren havde godt nok lige idag sagt, at maven var eksploderet, men det er jo svært at se sådan fra oven

jeg eeeeeeelsker barnevognen, men Søren vil helst at vi ikke røre for meget ved den han er meget meget øm omkring den!

kun 10 uger igen. jeg kan ikke rigtig forstå det. jeg var til fødselsforberedelse idag og opdagede heldigvis at jeg vidste det meste  men det er selvfølgelig een ting at VIDE noget og en anden ting at bruge det i praksis!!

jeg tror ikke jeg kan lade være med at skrive....jeg har skrevet hele mit liv og det har altid været en kæmpe hjælp og jeg skriver jo også til babyen nu, så jeg tror skriverierne fortsætter. selvom moderen så må leve med rander under øjnene det første stykke tid

jeg tror det er noget med at Sørens tarmsygdom kan udvikle sig til kræft. men altså, han går jo til årlig kontrol og fik at vide i foråret at chancen for at det ville udvikle sig på nuværende tidspunkt er lig nul, så det er meget godt

Tja... Det er ikke nemt! Knus herfra

Tjuhl skriver:

 

det går godt! jeg er så stor nu, jeg har lige taget et mavebillede til min mor og FUCK! at se sig selv fra siden  Søren havde godt nok lige idag sagt, at maven var eksploderet, men det er jo svært at se sådan fra oven

jeg eeeeeeelsker barnevognen, men Søren vil helst at vi ikke røre for meget ved den han er meget meget øm omkring den!

kun 10 uger igen. jeg kan ikke rigtig forstå det. jeg var til fødselsforberedelse idag og opdagede heldigvis at jeg vidste det meste  men det er selvfølgelig een ting at VIDE noget og en anden ting at bruge det i praksis!!

jeg tror ikke jeg kan lade være med at skrive....jeg har skrevet hele mit liv og det har altid været en kæmpe hjælp og jeg skriver jo også til babyen nu, så jeg tror skriverierne fortsætter. selvom moderen så må leve med rander under øjnene det første stykke tid

jeg tror det er noget med at Sørens tarmsygdom kan udvikle sig til kræft. men altså, han går jo til årlig kontrol og fik at vide i foråret at chancen for at det ville udvikle sig på nuværende tidspunkt er lig nul, så det er meget godt

Ha-ha... Det må vi hellere se herinde også

Hi-hi, mænd og deres køretøj, jeg tror Jan bliver lige sådan, og frygter allerede nu synet at jan der er igang med at forsøge at polere barnevognen...

Ja det er altså ikke længe... Det er SÅ spændende. Godt du vidste det meste, er det baby.dk's fortjeneste eller har du læst alle de tykke bøger??

Jeg tror ikke man kan forberede sig mere end du allerede har gjort, resten må gå sin gang, som det er gjort så mange gange før...

Det er jeg glad for at høre, for jeg ville virkelig savne dine indlæg. Så passer øvelse gør mester, for god det er du til det...

Nåå okay...Hmm.... Jeg har været på adoptionsnævnets hjemmeside og læst tidligere afgørelser, og der er personer med sværere leddegigt end jer (nogen der er førtidspensioneret) der bliver godkendt. Der er også nogen som bliver afvist, men så er det fordi der er usikkerhed omkring hvordan de vil reagere på behandlingen eller deres sygdom er meget fremskræden og der er udsigter til det vil blive værre inden for de næste 15-20 år. Jeg reagere jo godt på medicinen og jeg har aldrig hørt at de tror det bliver værre, tværdimod, så føler mig ret sikker på vi nok skal blive godkendt. 

Men der er jo en baby Juhl i maven, og når prognoserne er så gode, er der jo ingen ko på isen

Kirle skriver:

Tja... Det er ikke nemt! Knus herfra

Tak... 

Nej det er det ikke, men det skal nok gå, vi må bare være klar på en masse tåre...

Mia Maia skriver:

Tak... 

Nej det er det ikke, men det skal nok gå, vi må bare være klar på en masse tåre...

Du lyder ret så reflekteret over det og derfor er jeg sikker på det nok skal gå. Der er jo mange muligheder som du også selv er inde på og det kan også være en rugemor er en mulighed hvis I synes pengene og muligheden opstår. Løbet er bestemt ikke kørt endnu. Men kan udemærket godt forstå at du føler et nederlag, sorg og utilstrækkelighed i det her. Man vil så gerne også er det bare så svært og som du siger at du føler din krop siger fra. Det er virkeligt ikke nemt. Føler med jer!

Sødeste Mia Maja!

Kan simpelthen aldrig rigtig komme mig over hvor uretfærdigt det at du ikke bare kan blive gravid og smutte så mange unger ud at i kan få jeres eget fodboldhold.

Men når det så er sagt så tager jeg hatten af for både jeres snak og jeres beslutning. Dejligt at i først og fremmest har valgt hinanden idet i holder fast i at skulle kæmpe jer igennem et eller flere hårde forløb. I har fået talt om nogle tunge emner og taget nogle svære beslutninger - som par må i være super stærkt! Jeg tror ikke i skal være kede af beslutningen om adoption. Har haft en lang snak med min svigermor om deres beslutning om adoption dengang de tog den. De havde også været igennem nogle lange og hårde udredninger (det var jo før fertilitetsbehandlinger og Jesu fødsel ) og ingenting skete der. Efter beslutningen om adoption var truffet blev de vildt lettede og ville ønske, at de havde gjort det meget før for på den måde at have undgået præcis de skuffelser og følelser du også beskriver i dine indlæg.
Men det er helt klart lettere sagt end gjort!

Sender en hel masse kram og held og lykke, få fortjener det mere!