så er jeg lige hjemvendt fra lægen. Jeg var ekstremt nervøs og var faktisk bange for at sidde og vente på 'dommen'. Men mit navn blev råbt op;
fortalte om mine voldsomme blødninger samt der var en del klumper i. Hun regnede ud på terminsberegnereren at jeg var i 4+4, hun fortog en gynækologisk undersøgelse, var meget tavs, og kom derfefter med dommen; du er ved at abortere.
Det var som at få et slag i hovedet 
kunne ikke holde klumpen i halsen tilbage og tårende begyndte at trille ned af kinderne, ikke mindst fordi det er vores ønskebarn, men også tanken om mandens reaktion der lå trygt og sov derhjemme netop hjemvendt fra nattevagt...
Vejen hjem var lang, kedelig og hård, alle de tanker vi havde gjort os, alle de ting vi havde brugt flere timer på at snakke om var pludselig væk 
Det eneste positive ved lægebesøget var at lægen fortalte at man efter en ufrivillig abort havde nemt ved at blive gravid igen..
Kom hjem til en sovende mand, som jeg stod ved fodenden og kiggede på mens tårende igen begyndte at løbe; 'skat, baby er væk' og tårende bliv kraftigere..
'nej skat, vel?' og hans øjen blev våde..
Kravlede hen til ham under dynen og der var stille i nok 10 minutter.. fortalte hvad lægen havde sagt og gjort, og fortalte at han ikke måtte bebrejde ham selv for at dette her var sket, vi aftalte også at vi bare måtte prøve igen og vi nok skulle blive den familie vi drømmer om, vi snakkede lidt og han nullerede i søvn igen, jeg nussede ham på kinden og puttede ham i dynen og listede stille ud..
Her sidder jeg, helt tom indeni og fuld af ord..
Det var ellers i aften, begge vores forældrepar kommer til middag i aften at vi ville fortælle nyheden om en kommende baby, men det bliver der ikke meget af alligevel..
Måtte bare ud med det, tak fordi du læste med 