Møde med min mor...

Jeg mødtes med min mor igår. Det havde taget mig alt den tid vi havde været i norge og mere til, for at sende det skide kort til hende.

Det endte med at jeg skrev:

Kære mor
Jeg vil gerne invitere dig til at mødes på en valgfri café på lørdag, med henblik på at genoptage kontakten og en ny start.
Datter.

Hun ringede så dagen efter - hvilket overraskede mig lidt. Så var hun meget sådan. Mmm... Som jeg ikke rigtig kan håndtere, i telefonen og der var dårlig forbindelse, heldigvis, så vi aftalte bare at mødes lørdag kl. 13 også kunne vi se på det, efter der.

Jeg har og havde jo  et ultimativt 'krav' til at jeg kan genoptage kontakt med hende. Hun skal acceptere og respekte min familie. Mine børns far og mine piger. Jeg vil IKKE have indblanding fra hendes side (fordi det jo er hendes sygdom der taler når det er - men det forstår hun ikke, så det har jeg ikke sagt til hende). Hvis hun ville det, så havde vi et grundlag til en ny begyndelse.

Jeg var ret nervøs for om jeg kunne fremføre mit krav, uden at blive følelsesmæssigt, til hverken den ene den anden side. At det er kravet og det kan ikke afviges. Jeg måtte forklare det et par gange for hende, for at hun forstod det - også sagde hun at det måtte komme an på en prøve. Så sagde jeg at det kunne jeg ikke. Det skal være enten eller. Der er ikke nogen prøve, det er det der er kravet og hvis det ikke går, så er det slut. - Det er hårdt, men jeg kan og vil ikke udsætte min familie for den vold, sådan nogen angreb er.

Til sidst, efter at hun havde begyndt og ville diskutere, debatere og forklare, så lykkedes det for mig at få hende stoppet og forklaret at det hverken var til debat, diskuttion eller noget andet. - Det er som det er, og ellers er der ikke noget. Hun meget gerne tænke over det og vende tilbage en anden dag. Men hun tyggede på det og efterfølgende, så gav hun tilsagn til at hun ville vælge at stole på mig og at vi gør det bedste for vores børn.

Godt sagde jeg, - så købte jeg en kop kakao til hende og en cola til mig. Så sludrede vi i en times tid, også fandt jeg en undskyldning for at gå. Så trængte jeg til en pause.

Hun begyndte også på alt muligt, med vores issues med hinanden osv og jeg forklare hende at jeg meget gerne ville have at vi klarede vores problemer og ting, hver især og ikke blandede hinanden ind i det. Det lod til at hun forstod det, og ellers har jeg i hvertfald præsenteret den næste grænse for hende. Det føltes rart.

Bagefter var jeg ret stolt af mig selv Jeg følte at jeg for første gang, rent faktisk havde lykkes med sådan en svær ting på en måde, som jeg ønskede og at udfaldet, var kommet, så jeg havde en mulighed for at genoptage en eller anden kontakt med min mor - og at jeg har en følelse af at jeg kan håndtere det, samt sætte de grænser op, der aldrig er blevet sat i mit liv.

Jeg har heldigvis 14 gange tilbage på min henvisning til psykolog fra lægen, så jeg kan arbejde med de andre ting, der ligger hos mig. - samt øve mig på at sætte grænser, overfor min mor og andre, samtidig med at jeg er i det.

Så det var lige første opdatering på det med min mor, - nu med afprøvet samværd!!..

TILLYKKE! og skide flot, mand! jeg ved det kræver mod at sige "hertil og ikke længere og enten respektere du det, eller også må vi sige farvel" og det er hamrende dødsens svært! så det er bare så skide stærkt at du er kommet dertil hvor du kan stå fast og gøre det du VED er bedst for dig og din familie, for i sidste ende, er det DEM der er de allervigtigste

så kæmpe thumps-up og rygklap og wooot wooot fra mig

sejt, Zafir!!!

Pyhha..men TILLYKKE med at du er nået så langt  Gad godt have været en flue på væggen til det møde..Hanne er jo ikke vant til at man siger hende imod så jeg er meget stolt over, at du klarede det så flot

Det mod har jeg ikke selv over for hende...desværre!

Det er godt gået, SIG FRA, det er ikke alle der kan det. Jeg håber både for dig, dine børn, mand og din mor at det vil lykkes. Ellers lyder det som om du er klar til at sige stop, og respekt for det. Flot Zafir 

Heyy  

Nu kender jeg ik pulimiken mellem din Mor og Dig .....

men syndes det er så flot du har kunne stille dig op, og forklare hvordan det skal være hvis i skal ha noget sammen (lyder til der har været en del problemer) 

For det kræver virkelig noget over for ens mor.. 

Du er godt nok sej 

Knusssss Linda der ville ønske hun nogen gange kunne udvikle nogle nosser og få sagt de ting hun meget meget tit tænker....

uhh det lyder som en kæmpe sejer og ja du skal bare være super stolt af dig selv som du er bare så super flot

Hvor er du sej, kvinde!

dorthemus skriver:

Pyhha..men TILLYKKE med at du er nået så langt  Gad godt have været en flue på væggen til det møde..Hanne er jo ikke vant til at man siger hende imod så jeg er meget stolt over, at du klarede det så flot

Det mod har jeg ikke selv over for hende...desværre!

Ja, det er svært... Det er svært fordi hun jo også har de gode sider, selvom der ligger alt det andet der forurener... Desværre.

Men altså - jeg håber at jeg kan fortsætte i den retning og det var også svært. Meget svært igår. Jeg syntes det er så træls, at det skal være sådan, det var svært igår ikke at fortælle om dig eller Runa, for jeg tror slet ikke hun kan kapere det... Fordi hun jo har den forestilling om verden hun har.

Men altså - det er sku hårdt og jeg tror  heller ikke at du ville kunne gøre det uden en masse terapi, som jeg har gjort nu her...

Og det er absolut heller ikke slut for mig endnu. Det er bare et vendepunkt i min terapi.

Zafir skriver:

Jeg mødtes med min mor igår. Det havde taget mig alt den tid vi havde været i norge og mere til, for at sende det skide kort til hende.

Det endte med at jeg skrev:

Kære mor
Jeg vil gerne invitere dig til at mødes på en valgfri café på lørdag, med henblik på at genoptage kontakten og en ny start.
Datter.

Hun ringede så dagen efter - hvilket overraskede mig lidt. Så var hun meget sådan. Mmm... Som jeg ikke rigtig kan håndtere, i telefonen og der var dårlig forbindelse, heldigvis, så vi aftalte bare at mødes lørdag kl. 13 også kunne vi se på det, efter der.

Jeg har og havde jo  et ultimativt 'krav' til at jeg kan genoptage kontakt med hende. Hun skal acceptere og respekte min familie. Mine børns far og mine piger. Jeg vil IKKE have indblanding fra hendes side (fordi det jo er hendes sygdom der taler når det er - men det forstår hun ikke, så det har jeg ikke sagt til hende). Hvis hun ville det, så havde vi et grundlag til en ny begyndelse.

Jeg var ret nervøs for om jeg kunne fremføre mit krav, uden at blive følelsesmæssigt, til hverken den ene den anden side. At det er kravet og det kan ikke afviges. Jeg måtte forklare det et par gange for hende, for at hun forstod det - også sagde hun at det måtte komme an på en prøve. Så sagde jeg at det kunne jeg ikke. Det skal være enten eller. Der er ikke nogen prøve, det er det der er kravet og hvis det ikke går, så er det slut. - Det er hårdt, men jeg kan og vil ikke udsætte min familie for den vold, sådan nogen angreb er.

Til sidst, efter at hun havde begyndt og ville diskutere, debatere og forklare, så lykkedes det for mig at få hende stoppet og forklaret at det hverken var til debat, diskuttion eller noget andet. - Det er som det er, og ellers er der ikke noget. Hun meget gerne tænke over det og vende tilbage en anden dag. Men hun tyggede på det og efterfølgende, så gav hun tilsagn til at hun ville vælge at stole på mig og at vi gør det bedste for vores børn.

Godt sagde jeg, - så købte jeg en kop kakao til hende og en cola til mig. Så sludrede vi i en times tid, også fandt jeg en undskyldning for at gå. Så trængte jeg til en pause.

Hun begyndte også på alt muligt, med vores issues med hinanden osv og jeg forklare hende at jeg meget gerne ville have at vi klarede vores problemer og ting, hver især og ikke blandede hinanden ind i det. Det lod til at hun forstod det, og ellers har jeg i hvertfald præsenteret den næste grænse for hende. Det føltes rart.

Bagefter var jeg ret stolt af mig selv Jeg følte at jeg for første gang, rent faktisk havde lykkes med sådan en svær ting på en måde, som jeg ønskede og at udfaldet, var kommet, så jeg havde en mulighed for at genoptage en eller anden kontakt med min mor - og at jeg har en følelse af at jeg kan håndtere det, samt sætte de grænser op, der aldrig er blevet sat i mit liv.

Jeg har heldigvis 14 gange tilbage på min henvisning til psykolog fra lægen, så jeg kan arbejde med de andre ting, der ligger hos mig. - samt øve mig på at sætte grænser, overfor min mor og andre, samtidig med at jeg er i det.

Så det var lige første opdatering på det med min mor, - nu med afprøvet samværd!!..

Hvor er sejt gået Zafir!!! Respekt for din styrke og din sejhed!!!

Kram

Julie