Problemer med xkæreste og hans kæreste...

Hej Alle.

Er ny på dette forum, og uhh, kender I det, ved slet ikke hvor jeg skal starte..

Nåh, men jeg prøver... Jeg er gravid i uge 31(+3), og alene, faren, min xkæreste, valgte at smutte tilbage til hans x da jeg var halvvejs i graviditeten...  Han gjorde det på en rigtigt grim måde, med løgne, manipulation - påstod at han ikke var tilbage hos hende, men at jeg var skør, hormonforstyrret, paranoid...

Nå, men, uanset hvad, så er det hans søn jeg venter, og jeg vil gerne have det bedste ud af det, for vores barns skyld...

Jeg har flere gange siden han smuttede kontaktet ham for at høre hvordan og hvorledes vi skal gøre det her, hvor meget han vil være der for vores søn, om han vil klippe navlestrengen, hvad han i det hele taget forventer... Så har vi skrevet lidt sammen, via sms, hvor det så også flere gange har været hans kæreste der har svaret på  mine sms´er( i hans navn og fra hans mobil) - hvortil jeg har sagt at hvis jeg ville snakke med hende, skulle jeg nok trykke hendes nr ind og ikke hans...

Ved desuden fra kærestens bror, der er en af mine bedste venner, at hun går og siger en masse grimme ting om mig, at jeg er psykisk syg, har taget narko under min graviditet, og at hun nok skal sørge for at hende og kæresten får rettighederne over min søn!! (det skal lige siges at jeg faktisk har en psykiatrisk diagnose, men i flere år har været symptom og medicin og behandlings fri)

Men, han nægter at snakke med mig face to face, medmindre kæresten er der... Det har vi så diskuteret lidt frem og tilbage, da jeg ikke synes det er ting der vedkommer hende, - hun skal jo ikke bestemme min søns navn, om han skal døbes osv osv(men han siger at nu er han kæreste med hende også er hun også en del af det - har sagt at han selvf gerne må høre kærestens mening, tage den til sig osv, men at det behøver JEG ikke) tilsidst gik jeg dog med til at mødes med ham og hende, men sagde at jeg ville have min bedste veninde(som han også kender) med også. Og siden da har jeg intet hørt fra ham!?!

Han har ikke spurgt til sin søn, eller selv givet lyd fra sig eller andet, siden knap en uge efter han smuttede, hvor han vidste jeg skulle scannes, og der skrev han for at høre hvad køn det blev - jeg bad ham komme hjem til mig så jeg ku vise billeder og forklare og fortælle, hvilket han så også gjorde. Og fik lov til at låne scannings billederne og afleverede dagen efter vores søn i postkassen...

Står nu i den situation jeg ikke ved hvad jeg skal gøre ift når jeg føder... Skal jeg give ham besked, hvad skal jeg egentligt gøre... Har bestemt mig for at jeg op til fødslen ikke gider kontakte ham mere, jeg har andet at bruge min energi på, og vil gerne nyde min graviditet... Min jordemoder siger at jeg ikke skal tænke på faren, at min søn er glad bare jeg er der... JM sagde faktisk at hvis det passede mig bedst, ku jeg vente en uge med at fortælle ham det - jeg skal ikke tage hensyn til ham, men til mig selv og min søn... Men vil jo bare så gerne gøre det bedste, for mig selv, faren, men mest vores søn...

(Mødte desuden ham og hans kæreste for en uges tid siden, da jeg var ude og handle, og de havde bestemt ikke lyst til at sige hej til mig... Men så fik han da lige set min store fine mave...)

Hvad synes I? Hvad havde I gjort? Der er selvf meget mere i denne historie, men skulle jeg skrive alt, blev jeg jo ikke færdig idag...

Knusser fra bebsen og hendes skønne bebs

Havde det været mig så havde jeg sendt en sms når jeg havde født, så havde han muligheden for at komme og se baby med det samme, hvis han ønskede det...dette ville jeg gøre for min søns skyld og ikek fordi det har betydning nu, men senere kan det nemt have og lige meget hvad din x vælger så har du gjort hvad du kunne.

Det samme ville jeg melde ud med samvær, skrive han kan få det når han ønsker det og så må han selv komme ind i kampen...så har du gjort alt du kunne for din søn.

Jeg ville ikke ellers tænke på eller bruge tid eller energi på manden.

Held og lykke...

Yrsa skriver:

Havde det været mig så havde jeg sendt en sms når jeg havde født, så havde han muligheden for at komme og se baby med det samme, hvis han ønskede det...dette ville jeg gøre for min søns skyld og ikek fordi det har betydning nu, men senere kan det nemt have og lige meget hvad din x vælger så har du gjort hvad du kunne.

Det samme ville jeg melde ud med samvær, skrive han kan få det når han ønsker det og så må han selv komme ind i kampen...så har du gjort alt du kunne for din søn.

Jeg ville ikke ellers tænke på eller bruge tid eller energi på manden.

Held og lykke...

NOgenlunde også min holdning....

Plus at hende den nye kæreste skal du ikke lade dig koste rundt af! Hold du bare det med navn, barnedåb osv. for dig selv, hvis han ønsker at have indflydelse på de, så må han f... mande sig lidt op og kontakte dig uden at have støttepædagogen med.

Jeg ville blive SÅ ked af det, hvis jeg vidste nogen gik og sagde sådan om mig, så synes det er superflot, du ikke har fået et hysterisk anfald på hende mokken. Hvad bilder hun sig egentlig ind at sige de nok skal få ham?? Det er da bare for meget.

Velkommen hertil, her kan du altid få et godt råd og et godt grin

Knus Charlotte

først og fremmest får du lige et kæmpe

Syntes godt nok det er en svær situation du står i! Og jeg tror ikke jeg kan sætte mig fuldstændig 100% ind i hvordan du har det! Men jeg syntes din JM har ret i at du kun skal tænke på dig selv og din lille prins! Hvis din ex vil være en del i det, må han da gører en aktiv indsats og ikke forvente at du serverer alt på et sølvfad for ham! -det er jo ligesom dig der bærer Din Søn under DIT hjerte og mærker alle de små bevægelser han laver, og så er det jo også dig der skal gører alt arbejdet i den forestående fødsel!

Og ang hans nye kæreste, så må hun lige slå bremsen lidt i og trække følehornene til sig, der er IKKE hendes søn,  godtnok bliver hun en del af den lilles liv, nu hun er sammen med faderen, men der er ikke hende der er mor! -og det må både hun og din ex accepterer!

Håber du passer godt på dig selv og Din Søn i alt det her!

Tusind tak skal I have alle 3! <3

Jeg hælder os mest til bare at sms´e ham når sønnen er født, for selvom min JM siger jeg bare kan vente, synes jeg det måske liiige er groft nok at vente en uge...

Men ved også at så møder han nok op på hospitalet med hans kæreste, og det gør mig godt nok lidt muggen... Ikke fordi jeg har alle mulige romantiske forestillinger om mig og faren, for jeg vil dælme ikke have ham tilbage, efter hans opførsel!!

Men det ér utroligt svært at hans kæreste sådan tror hun har en masse at sku have sagt, som om hun mener det er hendes barn... (tror noget af hendes gak-opførsel hænger sammen med at da de var kærester første gang og hun snakkede om at ville have børn, købte han en kat til hende... Høhø... Og derefter gik han jo så fra hende for at være sammen med mig, gjorde mig gravid, og smuttede så tilbage til hende.. Kan da godt forstå hun er såret, usikker osv, men det ér bare ikke mit eller min søns problem!)

Charlotte: tro mig, jeg blev os SÅ såret og ked og gal over at hun siger sådan, og ikke mindst, at han tillader at hun siger sådan om hans barns mor   Men prøver bare at holde mig "på den pæne side" og ikke svine hende til og give hende et møgfald, for det nytter jo heller ikke noget i sidste ende...

Er noget usikker på samvær, for jeg er ikke sikker på faren er klar over hvor krævende sådan en bette en er... (det skal lige siges han er noget yngre end mig, jeg er 26, han bliver 22 i år, og hans kæreste er vist et par år yngre end ham) Der går jo selvf nok et stykke tid før jeg overhovedet kan nænne at min søn skal væk fra mig, men jeg er virkelig usikker på at faren kan håndtere opgaven, og ku forestille mig at langt hen ad vejen ville det være hans kæreste, eller hendes mor(!!) der tog ansvaret, skiftede ble, gav mad osv... Og dét synes jeg er forkert, det er hans barn og hans ansvar... Men han skal bestemt være velkommen til at komme og besøge sin søn og køre en tur med ham osv i begyndelsen... Men ville godt nok være bekymret for om han kan tage det ansvar, i mere end et par timer.. Hvis han havde været far på fuld tid er jeg da sikker på det havde været noget andet, for så havde han fået det ind i "blodet" lige fra starten, men at han bare sådan skal kastes ud i det, det gør mig bange og usikker...

Men jeg passer bestemt på mig selv og bettemanden, selvom det har været en hård tid, men min søn vil jo til enhver tid være vigtigere end min x, så han har ikke fået lov til at "slå mig ud" med hans opførsel... Jeg har noget i mavsen der er SÅ meget vigtigere!!

Bebsen skriver:

Tusind tak skal I have alle 3! <3

Jeg hælder os mest til bare at sms´e ham når sønnen er født, for selvom min JM siger jeg bare kan vente, synes jeg det måske liiige er groft nok at vente en uge...

Men ved også at så møder han nok op på hospitalet med hans kæreste, og det gør mig godt nok lidt muggen... Ikke fordi jeg har alle mulige romantiske forestillinger om mig og faren, for jeg vil dælme ikke have ham tilbage, efter hans opførsel!!

Men det ér utroligt svært at hans kæreste sådan tror hun har en masse at sku have sagt, som om hun mener det er hendes barn... (tror noget af hendes gak-opførsel hænger sammen med at da de var kærester første gang og hun snakkede om at ville have børn, købte han en kat til hende... Høhø... Og derefter gik han jo så fra hende for at være sammen med mig, gjorde mig gravid, og smuttede så tilbage til hende.. Kan da godt forstå hun er såret, usikker osv, men det ér bare ikke mit eller min søns problem!)

Charlotte: tro mig, jeg blev os SÅ såret og ked og gal over at hun siger sådan, og ikke mindst, at han tillader at hun siger sådan om hans barns mor   Men prøver bare at holde mig "på den pæne side" og ikke svine hende til og give hende et møgfald, for det nytter jo heller ikke noget i sidste ende...

Er noget usikker på samvær, for jeg er ikke sikker på faren er klar over hvor krævende sådan en bette en er... (det skal lige siges han er noget yngre end mig, jeg er 26, han bliver 22 i år, og hans kæreste er vist et par år yngre end ham) Der går jo selvf nok et stykke tid før jeg overhovedet kan nænne at min søn skal væk fra mig, men jeg er virkelig usikker på at faren kan håndtere opgaven, og ku forestille mig at langt hen ad vejen ville det være hans kæreste, eller hendes mor(!!) der tog ansvaret, skiftede ble, gav mad osv... Og dét synes jeg er forkert, det er hans barn og hans ansvar... Men han skal bestemt være velkommen til at komme og besøge sin søn og køre en tur med ham osv i begyndelsen... Men ville godt nok være bekymret for om han kan tage det ansvar, i mere end et par timer.. Hvis han havde været far på fuld tid er jeg da sikker på det havde været noget andet, for så havde han fået det ind i "blodet" lige fra starten, men at han bare sådan skal kastes ud i det, det gør mig bange og usikker...

Men jeg passer bestemt på mig selv og bettemanden, selvom det har været en hård tid, men min søn vil jo til enhver tid være vigtigere end min x, så han har ikke fået lov til at "slå mig ud" med hans opførsel... Jeg har noget i mavsen der er SÅ meget vigtigere!!

Det omkring far og barn det er jo ikke noget du bestemmer...far har ret til og krav på samvær og det er jo for barnets skyld og der tages jo selvfølgelig hensyn til barnet-...men det er jo barnet som er i fokus mellem dig og din x og hverken hans eller dit behov.

Alt det andet pladder med hende den nye, luk af på det...dumme mennesker kan man ikke ændre men man har selv et ansvar i forhold til ikke et køre med på deres plan.

Lyder fornuftigt at skrive når du har født...det er jo lige så meget hans barn som dit..

Yrsa : Kan godt se jeg fik formuleret mig lidt forkert mht samvær, det er bestemt ikke fordi jeg vil holde far og søn fra hinanden, overhovedet!! Det ér jo hans søn og jeg håber inderligt de vil få et godt og tæt forhold til hinanden...

Men er i tvivl om helt fra starten, altså mens han er under ½- 1 år, hvor meget han skal have ham selv... Hvad ville du/I synes? For vil jo netop gerne at de kan få et godt forhold, og kunne da sikkert også godt selv bruge noget aflastning og tid til mig selv...

Og du har helt ret, ift den nye kæreste, så lukker jeg af... Det kan ikke betale sig for mig at diskutere eller skændes med hende... Hun kommer til at være i min søns liv, og det er også fint, men synes stadig at diverse aftaler osv om min søn, skal laves med hans far, og ikke hende...

Det ér jo netop os hans søn, og os derfor det p....r mig af, at han ikke selv kan tage beslutninger og ansvar, men at kæresten absolut skal ind og have medbestemmelse...

Knusser

Hmm... ja, undskyld, men jeg sidder lidt og tænker. Hvad kan den bioligske far  bidrage med at positivt i din søns liv? Bliver det til andet end en lang række skuffelser, loyalitetsdillemmaer som hans kæreste kommer til at sætte jeres søn i (hvis hun taler dårligt om dig).

Du ved hvem faren er, hvis din søn en dag gerne vil vide det / tage kontakt. Men lige her og nu, ville jeg lade være med at kontakte ham. Han kan henvende sig hvis der er noget han vil!!!

-og så synes jeg det lyder som en fin ide din JM kom med. Vent en uge til du homonelt er kommet dig oven på fødslen med at kontakte ham. (med mindre han beder om andet!!!!) Han er (undskyld) sikkert ret lige glad med om han var 5 timer gammel eller 5 dage gammel første gang han så sin søn.

Jeg synes du skal tænke på dig selv og på din søn. -ikke på din eks-kærste (der finder sammen med sin x bag din ryg når du er gravid og iøvrigt benægter det!). Det tror jeg din søn vil være bedst tjent med!!

Jeg ville også sende en sms når du havde født, men også skrive at han selvfølgelig er velkommen til at se sin søn og du selvfølgelig håber han vil det, men at du ovenpå så stor en hændelse kun kan overkomme at han komme ind på stuen (hun er da mere end velkommen til at vente på gangen, men DU skal kunne bestemme hvem der kommer ind på den stue og hvem der ikke gør), jeg var blevet dybt tosset ovenpå sådan en omgang jeg var igennem hvis min datters far var troppet op med sin kæreste, og hun forventede at komme med ind på stuen..

Mht samværd så ville jeg fortælle ham at han kan rette henvendelse til statsamtet i betragtning af hvad hans kæreste efter sigende skulle have sagt om dig og med din psykiatriske bagrund i tankerne, så tror jeg det er bedst at du kører alt efter reglerne og på skrift (så du kan dokumenter, hvis de på nogen måde skulle finde på at fortælle at de ikke mener du kan tage vare på barnet) så er du i hvert fald på den sikre side, men selvfølgelig skal han have lov til at se barnet, for det er i barnets bedste.. 

Yrsa skriver:

Havde det været mig så havde jeg sendt en sms når jeg havde født, så havde han muligheden for at komme og se baby med det samme, hvis han ønskede det...dette ville jeg gøre for min søns skyld og ikek fordi det har betydning nu, men senere kan det nemt have og lige meget hvad din x vælger så har du gjort hvad du kunne.

Det samme ville jeg melde ud med samvær, skrive han kan få det når han ønsker det og så må han selv komme ind i kampen...så har du gjort alt du kunne for din søn.

Jeg ville ikke ellers tænke på eller bruge tid eller energi på manden.

Held og lykke...

Lige mine ord........

Ønsker dig alt mulig held og lykke.