KaMa skriver:
Den er sgu svær!
Uden følelser.. endnu svære. Jeg havde nok haft lyst til at skrive, at jeg savnede en mor i livet, og gerne ville prøve at finde melodien med hende. Det giver hende måske lidt for meget overtaget.
Synes bare, at det bliver så business-agtigt med skriftelig invitation, café i en time og en invitation til en strandtur med Idun og hvis hun ikke går med på alt det, så er det slut.
Kender hende jo ikke (har jo hørt og læst lidt), og hun skal vel holdes i kort snor.
I og med hun er syg, så skal samværet måske lidt mere over på hendes banehalvdel. Sikkert helt helt forkert.
Kun et udtryk for min akavede måde at omgås folk, som egentlig ikke er gode for mig. Der er ikke grænser for, hvad jeg vil stille op til for at få dem omvendt til at kunne lide mig.. hehe.
Altså - mmm... I forhold til, hvordan det er og hvordan landet ligger og at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, så er det chancen jeg må tage. At enten er det på eller også er det af.
Jeg har været igennem nok, så jeg må prøve noget andet. Jeg er kommet langt med min terapi og syntes jeg er blevet bedre til at sætte grænser og alt det der.
Så i forhold til at genoptage eller ikke genoptage, så bliver det nødt til at være hævet over følelser. Jeg kan ikke og skal ikke gå i dialog eller diskuttion omkring det. For det nytter ikke. HVER gang jeg ahr prøvet i mit liv (31 år til sammen), så er jeg løbet panden mod en mur,s å det er slut.
Det samvær jeg kan have med min mor, fra nu af, er '3. tings samværd' (jeg ved ikke om det hedder sådan, men altså samværd, hvor vi skal foretage os noget sammen, og undgå at hun sætter mig i den der mor/behandler rolle overfor mig)...
Så det er derfor det er sådan, eller bliver nødt til at være...