Nu har jeg skrevet en lang mail til min mor...

Jeg har kun sovet 5 timer i nat. Jeg har dundrende hovedpine. Jeg er bare så ked af det.

Jeg har godt set at der er andre herinde der har issues med deres mor. Jeg ved ikke, hvorfor jeg trænger til at skrive det her, eller hvad der sker.

Jeg er så ked af det, vred og såret. Jeg har dundrende hovedpine og jeg er angst for at jeg har mistet hende. Jeg føler hun er død og jeg føler jeg nu for alvor ikke har nogen mor mere.

Eller dvs jeg har stort set ikke haft en mor, i mange år, fordi det har været et ulige forhold, hvor jeg mere har været moren end hun har været moren. Men dog har jeg haft hende i mit liv.

Men hun er så hadefuld og inskrænket og vil aldrig nogensinde se det gode i noget.

Jeg kan ikke mere.

Nu har jeg skrevet til hende. Ligenu, en rigtig lang mail. Jeg er så ked af, at det er mig, der skal stå og banke på. - At hun er så fucking ligeglad med alle omkring sig, der elsker hende. At hun bare skubber folk væk og hellere vil sidde i hendes selvbekræftende lille gryde af fucking selvmidlidenhed og fortælle sig selv at det er hele verden omkring hende der har problemet.

Men min mor og jeg har kun hinanden og hun kan bare ikke være det bekendt.

Jeg er bare SÅ ked af det. Helt ind i maven og helt ind i sjælen.

Men jeg har skrevet til hende, at jeg ikke kan se hende mere, hvis hun ikke ændrer, hvordan hun opfører sig. Så må hun se Idun uden os.

Fuck en fucking lorte mor Æv, hvor er jeg bare ked af det... Og vred. Det er hende der er moren og bør kunne perspektivere tingene og strække armen ud til mig. Men nej, det kunne hun aldrig finde på.

Nå, men altså - jeg trængte bare lige til at bicthe... Og det jeg ved slet ikke, hvorfor jeg har lyst til at skrive det her, men det har jeg.

Snøft...

Det er der ikke noget at sige til, man skal ud med det engang imellem for at få lidt fred indeni.

Hold op hvor jeg håber hun tager din mail seriøst, og gør noget ved tingene. Det er så forfærdelig sindsplagende når man prøver at trænge igennem til en man virkelig elsker og så de ikke lytter ...

Stort

kære zafir...

jeg ved LIGE PRÆCIS hvordan du har det!

kh fra bobs der synes det er så fedt du kommer ud med det.....

Zafir skriver:

Jeg har kun sovet 5 timer i nat. Jeg har dundrende hovedpine. Jeg er bare så ked af det.

Jeg har godt set at der er andre herinde der har issues med deres mor. Jeg ved ikke, hvorfor jeg trænger til at skrive det her, eller hvad der sker.

Jeg er så ked af det, vred og såret. Jeg har dundrende hovedpine og jeg er angst for at jeg har mistet hende. Jeg føler hun er død og jeg føler jeg nu for alvor ikke har nogen mor mere.

Eller dvs jeg har stort set ikke haft en mor, i mange år, fordi det har været et ulige forhold, hvor jeg mere har været moren end hun har været moren. Men dog har jeg haft hende i mit liv.

Men hun er så hadefuld og inskrænket og vil aldrig nogensinde se det gode i noget.

Jeg kan ikke mere.

Nu har jeg skrevet til hende. Ligenu, en rigtig lang mail. Jeg er så ked af, at det er mig, der skal stå og banke på. - At hun er så fucking ligeglad med alle omkring sig, der elsker hende. At hun bare skubber folk væk og hellere vil sidde i hendes selvbekræftende lille gryde af fucking selvmidlidenhed og fortælle sig selv at det er hele verden omkring hende der har problemet.

Men min mor og jeg har kun hinanden og hun kan bare ikke være det bekendt.

Jeg er bare SÅ ked af det. Helt ind i maven og helt ind i sjælen.

Men jeg har skrevet til hende, at jeg ikke kan se hende mere, hvis hun ikke ændrer, hvordan hun opfører sig. Så må hun se Idun uden os.

Fuck en fucking lorte mor Æv, hvor er jeg bare ked af det... Og vred. Det er hende der er moren og bør kunne perspektivere tingene og strække armen ud til mig. Men nej, det kunne hun aldrig finde på.

Nå, men altså - jeg trængte bare lige til at bicthe... Og det jeg ved slet ikke, hvorfor jeg har lyst til at skrive det her, men det har jeg.

Snøft...

Jeg håber hun fatter beskeden og tager det som en udstrakt hånd.. Du er så sej at komme ud med det...

Tak for jeres opmuntringer.

Jeg har skrevet til hende at jeg sendte en mail. Hun har sms'et, at hun har læst det og at hun ikke vil miste mig, men hun ikke tror vi kan klare det uden hjælp.

Helt ærligt, har jeg det bare pisse fucking træls med, hvis jeg skal i parterapi med min mor. Jeg føler mig så svigtet, at hun ikke bare kan tage sit fucking ansvar og være min mor. det er det eneste jeg ønsker mig.

Jeg ved ikke hvor det ender ligenu. Men hun kunne ikke svare på min mail.

Nu kører jeg ned til min veninde og spiser kage og drikker te... Og prøver at lade være med at græde eller tænke på det

Zafir skriver:

Tak for jeres opmuntringer.

Jeg har skrevet til hende at jeg sendte en mail. Hun har sms'et, at hun har læst det og at hun ikke vil miste mig, men hun ikke tror vi kan klare det uden hjælp.

Helt ærligt, har jeg det bare pisse fucking træls med, hvis jeg skal i parterapi med min mor. Jeg føler mig så svigtet, at hun ikke bare kan tage sit fucking ansvar og være min mor. det er det eneste jeg ønsker mig.

Jeg ved ikke hvor det ender ligenu. Men hun kunne ikke svare på min mail.

Nu kører jeg ned til min veninde og spiser kage og drikker te... Og prøver at lade være med at græde eller tænke på det

Åh hvor jeg føler med dig. Hun lyder nøjagtigt som min mor. Vi vil så gerne have løst vores problemer med hende, men hun vil slet ikke tale med os. Så sætter hun sig ned og tuder og får vores far til at sige at vi skal lade hende være i fred.....Hun har gået til psykolog pga. os (fed melding at få fra sin mor) og vi spurgte om vi så ikke måtte komme med så vi kunne få talt om det under ordnede forhold, men det ville hun ikke være med til....for så ville vi jo rotte os sammen mod hende og det ville være såååå synd!

Kunne hun dog bare være den voksne og tage et ansvar, så ville vi føle at vi kom nogen vegne....Så nu ser jeg mine forældre til fødselsdage og højtider, man alt andet hygge er sparet væk.....Vi havde en lang periode hvor vi slet ikke så dem, men det skal også være ok for børnene, så derfor har vi valgt denne løsning....

Jeg håber i finder en god løsning.

Hej

Hvor er det en trist situation!

Selvom din mor og dig kun har hinanden, synes jeg, du står i en situation hvor du kan tillade dig at være egoistisk. Man siger, at blod er tykkere end vand, og selvfølgelig er det det... til en vis grænse! Du har taget det første skridt og rakt hånden ud, nu må det være op til hende at følge op på mailen. Jeg synes det er flot du tør være ærlig overfor hende og skrive mailen, klap dig selv på skulderen for det!

Jeg håber det går godt med det hele

Åh, altså Zafir.. Det er på tide du siger fra og jeg er stolt over at du nu har gjort det. 

Jeg har fulgt dig i mange år og har også set hvor ked og frustreret du har været rigtig mange gange.

Desværre er det tit og ofte sådan at man desværre ikke kan ændre på folk, der har det på den måde, som din mor har det. Uanset hvor meget man higer efter at de skal forstå og prøve at ændre sig.. 

Nogle gange er det desværre den tunge vej man skal gå... At udelukke nogen, som man elsker meget højt, fra sit liv fordi man ikke kan rumme deres problemer og man ikke kan rumme at se dem ødelægge alt for sig selv.  Du HAR gjort alt hvad du kan for hende.. Det er der ingen tvivl om. Og jeg ved det er svært at acceptere at det nok er den sidste, men eneste reelle løsning på jeres problemer.. nemlig at skrive som du har skrevet.

Det er helt sikkert at du kan slappe mere af indvendig og glæde dig mere til den lille ny, når du ikke skal være mor overfor din mor og bekymre dig om hende.  Du får mere overskud til din familie og det er jo der dine kræfter skal bruges og ikke hos på mor... Hun burde jo være der for dig og ikke omvendt.

Jeg valgte jo selv den far fra, som jeg elskede højest på jorden. Det var hårdt, men dengang var det det eneste rigtige valg.

Jeg skulle jo være den voksne.. Og det kan man bare ikke rumme i længden. 

Det eneste jeg fortryder idag er, at jeg ikke bare lukkede ham en lille smule ind i mit liv. Jeg ignorerede helt bevidst han nødråb om at få lov til bare at være en lille del af mit liv.. Han boede inde i kbh og jeg havde det fint med at vide at han var i live. Jeg følte det super egoistisk på trods af at jeg viste at det var det eneste rigtige for at bevare min egen integritet.

Jeg nåede ikke at sige farvel til ham inden han døde i februar sidste år. Og jeg tuder over min egoisme hver gang jeg forlader kirkegården. Jeg savner ham inderligt og mindes alle vores gode stunder sammen (der var rigtig mange).. Jeg tror at Christina Aguilera´s sang "Hurt" siger alt hvad jeg føler omkring min far her efter at han er død. 

Jeg er sikker på at du træffer det rigtige valg, ved at skrive som du har gjort til din mor. Jeg tror ikke at det nytter at få "parterapi" med din mor.. Desværre! Tror det bliver endnu et håbløst forsøg på at redde noget som ikke kan reddes. Og jeg tror det er på tide at du finder ro i dig selv mht. din mor og for at du kan koncentrere dig om din graviditet, ombygning af hus, Tom og Idun 110%.

Du får lige et kæmpe knus herfra. 

Rikke

Zafir skriver:

Tak for jeres opmuntringer.

Jeg har skrevet til hende at jeg sendte en mail. Hun har sms'et, at hun har læst det og at hun ikke vil miste mig, men hun ikke tror vi kan klare det uden hjælp.

Helt ærligt, har jeg det bare pisse fucking træls med, hvis jeg skal i parterapi med min mor. Jeg føler mig så svigtet, at hun ikke bare kan tage sit fucking ansvar og være min mor. det er det eneste jeg ønsker mig.

Jeg ved ikke hvor det ender ligenu. Men hun kunne ikke svare på min mail.

Nu kører jeg ned til min veninde og spiser kage og drikker te... Og prøver at lade være med at græde eller tænke på det

Hvis hun mener at en psykolog vil gøre hende til en bedre mor... Må hun jo pikle af til en... Det er ikke dit ansvar og det må hun sgu selv lære... Er godt nok ked af det på dine vegne... Du fortjæner bedre!!!

Lene

Vil bare lige sende dig en Zafir. Jeg har jo mødt dig IRL og  har oplevet, hvor glad og sprudlende en person du er. Så jeg er ked af, at dit forhold til din mor lægger en dæmper på det. Jeg håber, I finder ud af det sammen.

Knus fra Helle