Ja jeg kan godt høre at jeg falder helt udenfor holdningerne her...
Jeg er gravid med min søn nr. 3 og jeg blev totalt knust da jeg fik at vide at det ikke var en lille datter jeg ventede mig denne gang.
Alle de kommentarer fra andre folk, som I også beskriver, har jeg også fået. Desværre har de ramt mig lige i hjertet, for de har kun har sagt det jeg selv har tænkt indeni...
Jeg har det forfærdeligt dårligt over at tænke sådan og ville ønske at jeg havde det ligesom alle jer andre. Men sådan er det altså desværre ikke.
Jeg elsker mine to skønne drenge overalt på jorden og føler mig ikke snydt fordi jeg har fået drenge, men jeg føler mig snydt fordi jeg ikke også har fået en pige...og nu skal vi altså ikke have flere børn... alligevel kan jeg mærke at jeg ikke helt kan slippe håbet. Så det kan jo være jeg ender, som én af de der gamle mødre der lige skal have en efternøler, selvom alderen måske ikke lige er optimal for små børn.
Jeg håber at jeg kommer mig over det og i stedet begynder at kunne se alle fordelene. Ligenu er jeg bare utaknemmelig og savner at svæve rundt og glæde mig til at få den lille baby i mine arme.
En i min familie (vil ikke sætte nogen i lyset her), har NØJAGTIGT som dig.
Hun fik to drenge, og ventede nummer tre. Og hun blev ærligt talt rigtig ked af det i starten, da det til skanningen viste sig, at nr. 3. også blev en dreng.
Det ændrer jo ikke på, at man elsker alle sine børn lige højt, og ligeså meget som man ville gøre, hvis de havde været piger.
Men derfor kan skuffelsen jo godt være der over, at det så slet ikke bliver en realitet, at man får et barn af det andet køn, hvis man virkelig ønskede sig det.
Og det skal man sgu også have lov til at føle sådan !!!!
Alle følelser er i og for sig i orden, uanset om man føler en smule ærgelse/skuffelse eller om man bare øjeblikkelig bliver glad uanset hvilket køn barnet har.
For det er jo ikke dét, at du skal have en SØN, at du er ked af.
Men mere dét, at håbet om at få en pige, ryger længere og længere væk.
Og sådan er det desværre.
Men jeg tvivler ikke på, at du vil elske din søn uden grænser. For det er jo slet ikke dét det handler om. Så selvom jeg ikke selv har følt som dig, så kan jeg sagtens sætte mig i dit sted, og forstå dine følelser.
Måske, hvis jeg en dag bliver gravid igen og venter en pige nr. 3, kan det jo være, at jeg selv får et møde med den samme følelse.
Men jeg ved slet ikke, om jeg skal have flere børn. Og hvis jeg skal, så ved jeg, at sandsynligheden for, at barnet bliver af samme køn som de to andre, er ret stor. Og så er jeg nok rimelig afklaret med, at jeg ikke kommer til at opleve, at være mor til en dreng. Så sådan må det være.... Og så får man en anden oplevelse, som kun kan være ligeså fantastisk. Ikke sandt 
