Bayze skriver:
Hej søde Rosa - hvor er det dejligt at blive tænkt på selvom man er "faldet helt ud"
Nej, jeg har stort set ikke været aktiv herinde siden fødslen. Hold nu kæææææft vi har haft hænderne fulde, det er helt vidlt! Det bliver hele tiden kun lige til at jeg får tændt computeren og så er der igen et eller andet. Eller også lykkes det rent faktisk at finde et ledigt kvarter en aften, men så er jeg simpelthen så træt og mine hjerneceller så maste at jeg ikke engang kan stave til "hej".
Men jeg har fulgt med i dine indlæg og har tænkt meget på dig og din skønne lille ny familie. Det var en rigtig god tråd du oprettede omkring det svære ved den første tid som forældre og jeg ville så gerne have budt ind, men måtte lige finde mig i at sidde på tilskuerpladsen. Men den hjalp mig rigtig meget, det var lige sådan et input jeg havde brig for fordi jeg selv står i det
Men så kan jeg jo bidrage lidt nu, hvor vi rent faktisk har en smårolig formiddag - 7-9-13
Jamen altså jeg har det godt. Jeg er stadig fuldstændig forelsket i vores bettemyr og min største daglige kamp har jeg med mig selv og den består i at lade ham sove tiden ud, for han skal ikke sove lang tid før jeg får lyst til at rive ham ud af søvnen fordi jeg saaavner ham
Men hvor har det også været ubeskrivelgt hårdt! Det er jeg et eller andet sted glad for at jeg ikke vidste inden fødslen. Jeg syntes jo at graviditeten var rigtig hård til sidst og glædede mig sådan til han kom ud så jeg kunne få min krop tilbage og få ro på igen. Yeah right! Forstår slet ikke naturen har indrettet det således. Først graviditet, så fødsel, og så et marathon af søvnmangel, udmattethed og et væld at store følelser og en masse hormoner der er ved at tage livet af én og gør én til en person man slet ikke kender...
Jeg fik jo en stor dreng og han var bare brølsulten lige så snart han kom ud. Jeg havde svært ved at få amningen i gang "uden hjælpemidler" og meget hurtigt blev der sat et par suttebrikker på under indlæggelsen. Men mine brystvorter gik alligevel ret meget i stykker med det samme og han var bare så sulten og han skreg og skreg allerede fra andet døgn. Så han fik lidt supplement på hospitalet og sygeplejerskerne regnede med at det bare ville være indtil mælken løb til, så ville det løse sig selv.
Men det gjorde det altså ikke. Vi kom hjem og mælken løb til, og jeg havde jo læst en del om amning - at barnet skal have lov at være selvregulerende og blive lagt til så ofte og så længe som det vil, og så vil mælkeproduktionen tilpasse sig. Og der sad jeg så i vores klamme "ammestol" stort set hele døgnet med smerter smerter smerter i brysterne. Det var det eneste sted han ville være og når man tog ham væk var han meget urolig og grædende.
Da sundhedsplejersken kom på det første besøg sagde hun at hun godt kunne forstå at det var hårdt, for han var meget urolig og kørte meget op. Og som du også har været inde på, så er det bare slet ikke til at holde ud. Jeg tudede selv og min krop reagerede simpelthen fysisk med svede- og rysteture når han græd så hjertenskærende. Frygteligt! Hun konstaterede også at han havde tabt sig lidt, men helt indenfor normalen.
Den forløbne uge fortsatte med ekstremt meget stress. Han var stort set grædende og urolig al hans vågne tid når han ikke spiste, og han var meget svær at få til at falde til ro så det lille pus var jo simpelthen også så overtræt og kunne slet ikke finde ro. Selvom vi var to om tjansen, så kunne vi slet ikke følge med mht vasketøj, oprydning, madlavning, ja, bare det at komme i bad. Og stemningen var helt ærligt på nulpunktet ind imellem. Kunne nærmest ikke kende Rasmus og det modsatte har sikkert også været gældende. Han plejer bare at være så klippestærk og med meget overskud. Han blev så også lige ramt af et alvorligt hold i ryggen og fik ved kiropraktoren besked på at han ikke måtte løfte babyen o.lign. Tak skal du have!! Hvad så med mit underliv og bækken der er ved at falde ud, mit sviende skridt og mine bryster der bare dunker af smerte!!!!! Men altså, det har han jo heller ikke kunne overholde, men det var sgu da ikke lige hvad vi havde brug for, for det har jo påvirket ham at have så ondt hele tiden...
Nå, så kom sunhedsplejersken ugen efter og konstaterede at han igen havde tabt sig og at hans urolighed jo så nok skyldtes at han bare var pisse-sulten. Hun mente at han bare var en rigtig stor og sulten dreng og at der skulle en del mælk til. Måske var min produktion i underkanten, men hun troede også at suttebrikkerne gjorde at han skulle arbejde for hårdt i for lang tid for at få det han havde brug for, og derfor gik kold inden han fik det han skulle have. Det var bare lidt hårdt, for jeg havde jo bare ammet og ammet.. Men vi begyndte så at supplere med noget mme og så blev han bare en helt anden dreng.
Så har jeg så været ramt af brystbetændelse tre gange nu og er på pencillin nu. Det har jeg været ret syg af plus det jo gør ekstremt ondt i brysterne. Har ikke kunne holde ud at ligge ham til, så har malket ud i stedet. Nu er langt størtsedelen af hans mad mme og så får han lidt fra mig. sundhedsplejersken og også min læge har understreget at det allervigtigste er at vi får ro på ham og ro på herhjemme, og de bakker helt op om et evt helt ammestop - ja min læge råder til det. Jeg bliver hvert fald ikke fuldammende, og det kan godt være jeg slipper det helt men er ikke helt klar endnu. Kan ikke sige mig helt fri fra at være ramt af ammemafiaens formaninger alligevel, nu hvor jeg selv står i det
Men altså, han er faldet helt anderledes til ro. Han er stadig et meget temperementsfuldt barn, som man bestemt hører og ser og særligt ud på den sene eftermiddag og aften er han urolig. Men det er meget mere til at arbejde med, også med sundehdsplejerskens hjælp, nu hvor der ikke hele tiden er den der tilstand af grundsult, som man jo ikke kan afhjælpe med andet end mad.
Så det går meget bedre nu. Jeg har fået indhentet noget søvn de seneste par nætter og begynder at få ringet lidt til folk, har været ude ved min hest og sidder nu her og skriver. Og ikke mindst, så er Rasmus og jeg "vores gamle selv sammen" igen. Men hold kæft en start!! Men jeg fatter stdig ikke hvor stort og skønt det er at blive mor. Han er altså bare det mest fantastiske lille væsen og det er utroligt at han er lavet inde i min mave. Hans lille (store) personlighed skinner jio mere og mere frem for hver dag der går og det er så spændende at lære ham mere og mere at kende. Jeg synes det er helt fantastisk! Men jeg ser også frem tuil lidt nemmere tider, som de kloge siger venter lige om hjørnet. det vælger jeg at tro på
Når nu vi (os nybagte mødre) har fået den første krævende tid lidt på aftstand og der er mere ro på, så kunne det være SÅ hyggeligt me et mødregruppemøde eller lign i Århus. Jeg vil rigtig gerne se jer andres bebser. Det er lidt specielt når nu man har fulgt med så tæt på i graviditeterne. Og hvor ser han bare sød ud din lille Jonathan, I klæder hinanden så godt
Her kommer lige et par pics. Der bliver selvfølgelig taget flest billeder i hans stadig flere fredfyldte stunder, men man skal som det er fremgået ikke lade sig forlede. Derfor er der også et enkelt billede af hans sande jeg - det er efter bad i den blå morgenkåbe
Mange kærlige hilsner
Tina
Godt så!
Nu er klokken så 5.25 og det er første gang...
(en flaske og en bøvsning senere...)
Nu er klokken så 6.04 og det er første gang jeg reelt har tid og ro til at skrive noget meningsfuldt siden jeg læste dit svar på tråden.
Jeg ved PRÆCIST hvad du mener (på nær brystbetændelsen - avs! til gengæld byder jeg ind med amme-diarre...).
Det er simpelthen en mundfuld, det her morhalløj 
Jeg saaavner Niklas. Den fantastiske intimitet man havde især den sidste del af graviditeten - sove i ske hver nat, se hyggefilm hver aften i hinandens arme, tage bade sammen, gå ture sammen, lave mad sammen og udveksle tusindvis af små indforståede smil fordi man bare glæder sig - og nu... Vi har ikke sovet sammen siden vi kom hjem fra barselsgangen, fordi den som "har ham" ligger i stuen med ham så den anden får ro til at sove uforstyrret...
De sidste 2-3 dage har han virkelig skruet op for charmen og klynket hvert 5 minut døgnet igennem, med undtagelse af 3 timer i aftes hvor Niklas tændte stearinlys, serverede steg med hj.lavet tzatiki OG tilbød at tage første vagt - det er sgu kærlighed!!! 
Og så er det på den igen fra kl 5 - amme, bøvse, trøste, skifte, putte og forfra igen.
Og så sker det... Det der gør at Niklas afleverer den lille mus med at stort træt smil selvom han har sovet 2 timer på et døgn. Det der er så enestående ved at blive forælder... Man sidder der og glor sløvt på den sovende lille stump man selv har lavet og er for træt til at tænke en eneste selvstændig tanke og pludselig åbner himlen sig foran dig. Den åbner sig gennem ens barns øjne, og han slår de små blå glugger helt op og kigger mig langt ind i sjælen med at blik jeg jo godt ved han er alt for lille til - og - oh fryd! - så smiler han! Jeg sværger, det gør han!!! Et stort ubevidst smil som jo i virkeligheden ikke er andet end en grimasse - men for mig, den udmattede mor - var det et smil (basta!!) og det giver mig mere end rigeligt benzin til at frotsætte natten ud og resten af dagen hvis det skulle være. Det lille splitsekund hvor tiden står stille og hjertet står stille og fuglene tier og alt bare er så smukt fordi ens barn kigger én langt ind i ens inderste og smiler... wauuuw...
Og så klynker han igen og skal ammes, bøvses, trøstes, skiftes, puttes...
Klokken er nu 6.20 og jeg har skrevet noget som for mig her i min søvndepriverede tilstand giver mening...
Masser af knus og kram fra din lidelsesfælle 
