Først vil jeg gerne sige - I ku godt have sagt at det var SÅ fantastisk det jeg gik i møde! 
Jeg er simpelthen så rørt og SÅ forelsket i det lille kræ. Ligger eller sidder helst bare tæt op ad ham hele tiden og indtager mit nye narko - hans underskønne duft og udseende. Har ALDRIG set noget så smukt før eller duftet noget så skønt før. Hold da kæft hvor er det vildt at blive mor! Men jeg ved godt at det kunne I netop ikke have fortalt mig, for ord rækker slet heller ikke til at beskrive mine følelser nu:-)
Fødslen var på mange måder en drømmefødsel men også voldsom. Jeg var jo efterhånden nået til 41+3 og selvom min forstand jo var med på at det var helt normalt, så gik jeg og var modløs og synes det var rigtig hårdt, hvilket det bestemt også var fysisk til allersidst. Men havde det sådan at min krop nok ikke kunne finde ud af det og at det ville ende med at jeg gik fulde 42 uger ud og skulle gennem en lang igangsættelse. Var faktisk nærmest lidt depri og havde lidt mistet den positive spænding og parathed i forhold til at det jo under alle omstændigheder var lige oppe over.
Nå, men onsdag den 20. skulle jeg så til jordemor og vi skulle bla snakke igangsættelse. Hun mærkede så på mig og kunne konstatere at jeg allerede var 2-3 cm åben, så som hun sagde "du har jo allerede 20 % af fødslen overstået" og sagde at jeg helt sikkert ville gå i gang af mig selv inden igangsættelsesdatoen ved de fulde 42 uger. Det gav mig selvfølgelig fornyet energi og jeg gik glad og opløftet derfra. Resten af dagen havde jeg plukveer der kunne mærkes.
Om aftenen bad jeg faktisk Rasmus om at tage tid på dem, og der var faktisk et mønster i retning af 6 minutter imellem dem og så tog de 30-45 sek. Men så synes jeg de aftog og jeg faldt i søvn på sofaen. Men alligevel - HVOR DUM HAR MAN LOV AT VÆRE!!?? Nu har jeg læst og lyttet og læst og lyttet til alt hvad der er værd at vide om fødsler, og så fangede jeg alligevel ikke dén! :-) Nå, men ved 2-tiden hev Rasmus mig fra sofaen og i seng og der kunne jeg så ikke rigtig sove. Det nev i livmoderen og det gik over i hvad jeg vil kalde for anfald af kraftige mens smerter. Jeg fattede stadig ikke noget, for igen var det symptomer jeg forbandt med noget man oplever OP TIL at en fødsel går i gang og jeg tænkte bare at så var det måske tegn på at det blev en af de kommende dage. Men så gik vandet sådan på den plask-agtige måde. Og så skal jeg kraftedme love for at der kom veer! Jeg ringede til Fødegangen 5 minutter efter vandet var gået og der var klokken 4 om morgenen. Jordemoren sagde at når vandet går, så vil de jo gerne se én inden for overskuelig tid, men at der ikke var nogen grund til stress, vi skulle bare komme når vi var klar.
Mens jeg talte med hende tiltog smerterne, men jeg fastholdte stadig at jeg var i tvivl om hvorvidt det var rigtige veer. Synes stadig ikke helt fornemmelsen svarede til de beskrivelser jeg havde hørt fra mange andre. Men jordemoren var så ikke i tvivl - hun mente nu nok der var tale om veer:-) Min tvivl varede da også kun endnu et par sekunder, for det var herfra at min fødsel bare var som et kæmpe godstog der buldrede afsted i afsindig fart med mig hængende hæsblæsende efter. Veerne tog til med afsindig styrke og hastighed og jeg havde ikke rigtig nogen pause - ikke sådan at jeg nåede at blive smertefri, som jeg havde læst om det i alle bøgerne. Og jeg kunne ingenting overskue.. Stod jo bare der i min nat t-shirt og kunne ikke få tøj på og kunne slet ikke overskue at pakke de sidste ting.
Rasmus panikkede på sin egen måde, jeg kunne ikke rigtig holde styr på hvor han var og hvad han lavede og jeg havde rigtig meget brug for hans hjælp. På et tidspunkt får jeg alligevel taget mig sammen til at råbe efter ham om han da for f... ikke kunne komme og hjælpe mig med at få strømper og bukser på så vi kunne komme afsted. Og jeg blødte ud over det hele, hold da kæft, fik et chok da jeg så kamppladsen på badeværelset efter vi kom hjem igen fra hospitalet. Nå, men da jeg så kom ind gennem stuen, så ser jeg bare at manden har brugt tiden på at lave en oppakning som om vi skulle på en 5 ugers rejse til Namibia. Tasker, poser, lift, autostol, der var HELT vildt meget! Han var bare gået helt i selvsving, det stakkels pus. Dagen efter på hospitalet skal jeg finde noget i vores famøse oppakning, og i én af taskerne finder jeg ost, smør, honning, pålægschokolade og meget mere. Det syntes jeg bare var kampkomisk - at mens jeg stod på badeværelset og ikke kunne få strømper på for veer, så har han gået og samlet sammen til den helt store pick nic ude i køkkenet. Men det siger godt nok noget om hvor han var henne:-)
Nå, men langt om længe kom vi afsted i den bil og det var helvede på jorden at sidde fikseret bagover i bilen med de veer jeg havde på det tidspunkt. Da vi når til Skejby og Rasmus har parkeret vælger jeg at forcere et bed med buske i stedet for at gå tre meter mere rundt med parkeringspladsen - jeg skulle BARE op på den fødestue! Så jeg slæbte mudder med rundt overalt - selv dagen efter måtte min mor gøre rent efter mig på vores værelse på Patienthotellet. Rasmus stiiler parkeringsskiven til kl. 4.55, så det er godt en time efter at vandet gik.
Jeg kunne næsten ikke komme op ad trappen til receptionen, det er noget tåget for mig. Men der kommer hurtigt en jordemor som hjælper mig ned på fødestuen. Kan huske at hun hjælper mig med at få tøjet af ude på wc´et og det er bare så svært for jeg kan næsten ikke styre min krop, så ondt gør det. Og der er meget blod... På et tidspunkt går hun ind på selve fødestuen og jeg registrerer svagt at hun taler med Rasmus. Veerne er blevet ved med at eskalere i hurtig fart og der kommer så en bølge ude på det wc som får min krop til at sige nogle lyde og trække sig sammen som jeg ikke anede den kunne. Jordemoren kommer stormende ud til mig. Hverken hun eller jeg eller nogen anede jo endnu hvor jeg var i den fødsel!
Jeg tænker ved mig selv at jeg har fejlvurderet SÅ meget hvad det vil sige at føde og konstaterer bare med mig selv at fødsler er WAY OUT OF MY LEAGUE!! For fanden, jeg troede jo at jeg var i gang med de indledende udvidelsesveer og forventede at de så ville eskalere over de næste måske 14 timer - jo ikke unormalt for en førstegangsfødende! Så jeg siger til jordemoren atypisk diplomatisk (og jeg citerer ordret): "Jeg er altså meget åben for at få den der epidural!". Hun smiler med stemmen og siger "Jamen den er jeg da også meget åben for at give dig, men nu skal vi lige have mærket på dig hvor langt du er". Og det var nemmere sagt end gjort, for jeg havde bare så ondt og kunne slet ikke holde NOGET ud. Men det lykkedes endelig at komme op på den briks og hun mærker på mig og siger "Jamen kæreste, du er 10 cm åben, du skal til at føde". Til det svarer jeg "Vil det så sige det er for seeeeeent!!??" (Altså epiduralen). "Ja, det er alt for sent, den får du slet ikke noget ud af nu". "Hvad må jeg såå fååååååå!!??". Tænk sig hvor ynkeligt, men jeg kunne bare ikke overskue så ondt det gjorde. Men de veer jeg havde haft i bilen, på wc´et osv havde jo så også været de sidste udvidelsesveer, som er de allermest smertefulde, så der er sgu ikke noget at sige til at de kunne mærkes. Men der var ikke rigtig noget de kunne hjælpe mig med på det tidspunkt og da jeg siger min næste sætning, laver kroppen en presseve, så det lyder som om jeg er megameget på wc mens jeg taler, hvilket får mig til at fortsætte sætningen med "er det en presseve?". "ja, du må gerne presse." Shit, fuck og helvede hvor var det vildt! Derfra gik der ti minutter og ganske få presseveer, hvor min krop brølede som en ko, så var vores lille dreng sat i verden. Han kom ud på én presseve. Kl. 5.26, altså små halvanden time efter vandet gik og jeg ringede til fødegangen og kun med en slat ilt til hjælp:-)
Det var SÅ vild en oplevelse, jeg kommer aldrig til at finde ordene der kan beskrive det. På én og samme tid en drøm at det gik så hurtigt og uproblematisk, men også en oplevelse jeg brugte noget tid på at bearbejde efterfølgende. For jeg var jo slet slet ikke med og jeg synes det var voldsomt og jeg havde slet ikke fornemmelsen af at styre NOGET som helst! Ja, skræmt af det var jeg nok. Det var det med at fødslen var så hurtig og fremadskredet og jeg - eller nogen andre - jo ikke anede hvor jeg var. Hvis jeg havde haft muligheden for at forstå hvor jeg var undervejs, tror jeg det ville have været langt mindre skræmmende og voldsomt. Rasmus var fandme også bleg skulle jeg hilse og sige:-). Jordemødrene blev ved at komme ind på stuen og snakke om hvor vildt det var at en førstegangsfødende føder så hurtigt. De sagde at jeg var brølstærk, så måske er der alligevel noget om det med at ryttere har et meget stærkt bækken de kan komme én til gode under fødslen.
MEEEN en lykkefølelse der fulgte efter. Bevægede mig rundt i en rus dagene derefter. Sov ikke om natten, lå bare med ham i min seng og kiggede på ham og lyttede til hans små lyde, mens jeg tudede over hvor et fantastisk vidunder han er.
Nu fylder han 2 uger på onsdag og tiden er fløjet afsted men samtidig er der sket så meget. Vi har godt nok hænderne fulde og jeg er meget glad for at vi er både Rasmus og jeg. Lillefisen har mega-meget temperament og jeg tolker ham sådan at han er et sensitivt lille væsen. Der skal ikke så meget til før han er utilpas og han lader os det vide prompte. Fx flejner han FULDSTÆNDIG når han har hikke, ligesom jeg ikke kan nå at skifte ham fra det ene bryst til det andet uden at han når helt op i det røde felt. Men sundhedsplejersken siger at der ikke er noget "i vejen" og at vi gør alt så fint, og det er rart at have hende, for man kommer jo i tvivl og bliver jo fandme koma-bekymret over ingenting:-)
Nå, slutter denne lidt rodede fortælling lidt abrupt af her, gæt hvem der skriger:-)
Mange knus, Tina
