spiseforstyrrelse og tilbagefald?

Cris skriver:

Har et godt ægteskab, en herlig dreng og et kanon arbejde. En del af mig siger; hey, du er kommet så langt videre end dengang, du er så meget stærkere. Men den anden del lurer alligevel; se det var tider, hvorfor kan du ikke tabe dig igen, det var jo en god tid og du var så smuk 'slank'... Kom lad os sammen starte igen, du kan og vil jo gerne...

Så hvorfor har du et godt ægteskab, en herlig dreng og en kanon arbejde? Er det fordi du var et par kg slankere? Nej vel? Jeg ved, at det lyder dumt, for det ved du jo godt. Men man skal finde et motto for at sige til sig selv hele tiden. Igen igen og igen prøve at sige det til dig selv (og helst højt) at du selv har skaffet alt det med din egen sjæl, ikke med en krop som var 1, 2 eller 10kg mindre eller tykkere. Sig det til sig selv igen og igen, Det er din mantra og den skal gå hel dyb i dig. Lad aldrig de negative vibrationer røre dig. Du skal bevare ro!

Og alt det der fra din fortid, well, det er jo FORTID. Og det er helt sikkert sket fordi det skulle ske. Det skulle du har oplevet for at lære et eller andet. Måske ville du aldrig har haft den skønne liv du har nu, uden at have oplevet noget hård før. Men det er overstået nu. Du er en voksne kvinde nu og med masser af kærlighed til at give til din søn og mand. For de er ved siden af dig for de elsker dem bare som du er. Og for din søn er du bare ALT og mere end alt.

Det er så dejligt, at du er kommet videre i dit liv. Lad de der spøjelser ikke forstyrre dig. De skal være væk.

Hvis du har brug for lidt hjælp til at håndtere dine tanker om kg og mad, så søg også lidt hjælp. Finder der ikke nogle støtte grupper? Ligesom alcoholiker? Jeg kender en som har været længe i anonyme alcoholiker og hun siger, at det er dejligt at snakke med nogle, som har oplevet det samme. Og de giver nogle redskaber til at styre lidt bedre tankerne.

Jeg ønsker dig, alt godt!

Har da tænkt hvad godt det skulle være og meningen med hvorfor det lige var tænkt på mig, men uden at finde et brugbart svar.

Min mand kan jo godt lide den slanke type, tror jeg. Han var ihvertfald mere kærlig osv, før jeg tog på... Men nok også fordi jeg skubber ham væk.

Vores søn er vist ligeglad om han har en slank eller tyk mor, bare hun er der... Kærlighed kræver ingen fysisk str.

Har søgt og ved min læge vil støtte mig 110 % i et evt program/terapi/ gruppe... Det har hun sagt flere gange, men føler ikke jeg har brug for hjælp. Der er andre der har mere brug for det end mig...

mariamiss6 skriver:

Puha.. Du har altså virkelig brug for at få det der bearbejdet....

Jeg har ikke været ude for noget der var nær så slemt som det du var igennem, og tydeligvis stadig gennemgår. Men hvis du har lyst, kan du skrive til mig på pb'en. Så ser jeg jo godt nok hvem du er.... Men så kan du skrive det ud, og få lidt svar tilbage, uden at du skal sidde og se en i øjnene samtidig....

Og ellers så prøv at komme af med det anonymt... Eller hvad med at skrive i en lille bog, ligesom en dagbog.... Så skriver du når du har noget på hjerte, og kan få det lidt ud på den måde...
Det har jeg selv gjort i forbindelse med mange andre ting, og det hjalp lidt.

Du er nødt til at prøve at få hjælp på en eller anden måde. Du knækker jo fuldstændig på det her.

Det er så absolut ikke godt for dig, bare at rende rundt i denne her kedelige bobbel du befinder dig i nu.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til din mand. Men han har jo ikke en ærlig chance for at hjælpe dig, hvis i ikke finder ud af at tale sammen, og du kan få ham til at forstå nogle ting.

Men hvis du slet ikke har lyst til at tale med din mand om det, så hjælper det jo selvfølgelig heller ikke.

Ja den hører jeg tit, men føler ikke jeg er et slemt nok tilfælde til at be og få hjælp... 

Sådan har det været helt fra barn af, ingen hørte på mig alligevel. Så lærte selv at kæmpe, og som 7 årig fik jeg min gode og synlige ven - spiseforstyrrelsen... Den kunne jeg gemme mig bag, den skuffed sjælendt og den lytted altid.

Da jeg kom hjem til min mor og stedfar som 6½ årig aned jeg ikke hvem hun var. Havde aldrig set eller mødt hende, før end at hun og en sagsbehandler banked på døren og sagde nu skulle jeg hjem til min mor... Ser hende stadig ikke som min mor, hun kender intet til mit liv dernede i den første plejefamilie. Følte mig mere som slave; hver evige dag lå der en seddel med ting jeg skulle lave; bage, gøre rent, vaske op osv. Har kun holdt 1 børne fødselsdag og havde ingen med hjemme efter skole.

Efter jeg kom 'hjem' havde jeg svært ved at være renlig og de underbukser der var uheld i blev pillet fra og dem skulle jeg vaske i hånden.

Da jeg altid skulle ud med skrald, kunne jeg ligeså godt kaste op i posen, inden den blev puttet i container. Sneg mig ud om natten for at løbe.

Har aldrig haft den følelse af at leve i en bobbel, fordi jeg er kanon til at skubbe mine problemer væk og gemme dem... 

Anonym skriver:

Har da tænkt hvad godt det skulle være og meningen med hvorfor det lige var tænkt på mig, men uden at finde et brugbart svar.

Min mand kan jo godt lide den slanke type, tror jeg. Han var ihvertfald mere kærlig osv, før jeg tog på... Men nok også fordi jeg skubber ham væk.

Vores søn er vist ligeglad om han har en slank eller tyk mor, bare hun er der... Kærlighed kræver ingen fysisk str.

Har søgt og ved min læge vil støtte mig 110 % i et evt program/terapi/ gruppe... Det har hun sagt flere gange, men føler ikke jeg har brug for hjælp. Der er andre der har mere brug for det end mig...

Af sted at finde noget hjælp. Bare at der kommer de tanker du har er en tegn, at du har lidt brug for hjælp. Og husk at fortiden er fortien og at der er kun fremtiden tilbage. Det er dit ansvar at den bliver godt eller om du har det sådan resten af dit liv med alle konsekvenserne.

Anonym skriver:

 

Ja den hører jeg tit, men føler ikke jeg er et slemt nok tilfælde til at be og få hjælp... 

Sådan har det været helt fra barn af, ingen hørte på mig alligevel. Så lærte selv at kæmpe, og som 7 årig fik jeg min gode og synlige ven - spiseforstyrrelsen... Den kunne jeg gemme mig bag, den skuffed sjælendt og den lytted altid.

Da jeg kom hjem til min mor og stedfar som 6½ årig aned jeg ikke hvem hun var. Havde aldrig set eller mødt hende, før end at hun og en sagsbehandler banked på døren og sagde nu skulle jeg hjem til min mor... Ser hende stadig ikke som min mor, hun kender intet til mit liv dernede i den første plejefamilie. Følte mig mere som slave; hver evige dag lå der en seddel med ting jeg skulle lave; bage, gøre rent, vaske op osv. Har kun holdt 1 børne fødselsdag og havde ingen med hjemme efter skole.

Efter jeg kom 'hjem' havde jeg svært ved at være renlig og de underbukser der var uheld i blev pillet fra og dem skulle jeg vaske i hånden.

Da jeg altid skulle ud med skrald, kunne jeg ligeså godt kaste op i posen, inden den blev puttet i container. Sneg mig ud om natten for at løbe.

Har aldrig haft den følelse af at leve i en bobbel, fordi jeg er kanon til at skubbe mine problemer væk og gemme dem... 

Vel er du så et slemt nok tilfælde....

Hende isdronningen kender jeg godt - rigtig godt.... Og lige pludselig en dag, så stikker hun af. Og så står du der, uden noget at holde fast i, og med alle følelserne uden på tøjet.... ude af stand til at tage dig helt ordentligt af dine børn - jo du kan sagtens give dem mad, og passe deres sengetider - men huset flyder, og maden interesserer dig ikke, ungerne bliver sure, manden bliver sur, og du græder alene i et mørkt rum, på kanten (eller i hjørnet) af sengen, pakket godt ind i dynen, så du ikke kan ses eller høres....

Næste morgen står du op og starter forfra, og lige inden du falder i søvn, så tænker du, at imorgen bliver det hele meget bedre, og så starter du forfra igen. Næste morgen.....

Uanset hvor nemt du har det, når du har det godt, så bør du altså søge hjælp. For når du har det skidt, har du det RIGTIG skidt. Det er jo farligt for dig at have det dårligt. Du sulter dig selv, og din krop bryder sammen og holder op med at fungere en eller anden dag.

Jeg ved godt du siger du ikke er helt ude i tovene endnu. Men du er altså virkelig grundigt på vej....

Det du har oplevet er pisse forfærdeligt og ikke værdigt for nogen som helst... Dit tilfælde ER slemt nok.... Det er lidt utroligt du overhovedet kan hænge sammen.

Jeg håber virkelig du gør noget, bare et eller andet.... Skriv om ikke andet. til at starte med.... Synes du ikke det er lidt rart at få det ud du har fået ud her? og få svar på det uden at du behøver se nogen i øjnene...

Jeg ved godt det lyder som om jeg skælder dig helt vildt ud nu. Men det er ikke meningen. Meningen er at fortælle dig, at hvis alt det du siger her virkelig er overgået dig, så er jeg alvorligt bekymret for dig og dit liv.

mariamiss6 skriver:

Vel er du så et slemt nok tilfælde....

Hende isdronningen kender jeg godt - rigtig godt.... Og lige pludselig en dag, så stikker hun af. Og så står du der, uden noget at holde fast i, og med alle følelserne uden på tøjet.... ude af stand til at tage dig helt ordentligt af dine børn - jo du kan sagtens give dem mad, og passe deres sengetider - men huset flyder, og maden interesserer dig ikke, ungerne bliver sure, manden bliver sur, og du græder alene i et mørkt rum, på kanten (eller i hjørnet) af sengen, pakket godt ind i dynen, så du ikke kan ses eller høres....

Næste morgen står du op og starter forfra, og lige inden du falder i søvn, så tænker du, at imorgen bliver det hele meget bedre, og så starter du forfra igen. Næste morgen.....

Uanset hvor nemt du har det, når du har det godt, så bør du altså søge hjælp. For når du har det skidt, har du det RIGTIG skidt. Det er jo farligt for dig at have det dårligt. Du sulter dig selv, og din krop bryder sammen og holder op med at fungere en eller anden dag.

Jeg ved godt du siger du ikke er helt ude i tovene endnu. Men du er altså virkelig grundigt på vej....

Det du har oplevet er pisse forfærdeligt og ikke værdigt for nogen som helst... Dit tilfælde ER slemt nok.... Det er lidt utroligt du overhovedet kan hænge sammen.

Jeg håber virkelig du gør noget, bare et eller andet.... Skriv om ikke andet. til at starte med.... Synes du ikke det er lidt rart at få det ud du har fået ud her? og få svar på det uden at du behøver se nogen i øjnene...

Jeg ved godt det lyder som om jeg skælder dig helt vildt ud nu. Men det er ikke meningen. Meningen er at fortælle dig, at hvis alt det du siger her virkelig er overgået dig, så er jeg alvorligt bekymret for dig og dit liv.

har sendt dig en pb...

Hej Anonym

 

Jeg har selv kæmpet med spiseforstyrrelse, det er en ond satan og du må ikke lade den vinde over dig!

Jeg er selv i gruppeterapi, ikke fordi jeg ikke har tætte folk jeg kan tale med, men fordi det er en helt fantastisk måde at få gravet ind, der hvor det gør rigtig ondt, uden at det har uoverskuelige konsekvenser (at folk ikke forstår, ikke kan overskue en eller føler sig utilstrækkelige fordi de ikke kan hjælpe en). Jeg er i gruppe med en der først efter et halvt år kom ind på de svære ting hun var ude for i hendes barndom. Derudover har jeg været i gruppe med flere omkring 30 og hvis man aldrig har bearbejdet det er det jo klart det fortsat spøger i baghovedet.

Det lyder til du har mange andre ting at kæmpe med, som måske er svære at overskue og kontrollere, og der er spiseforstyrrelsen et nærliggende (dog meget selvdestruktivt) redskab som du er tryg ved fordi det nok giver en følelse af kontrol over et eller andet.

Jeg ved ikke hvor du bor henne af i verden? Men der er rigtig mange gode muligheder hvor man måske lægger 1-2 timer om ugen i terapi (og det koster som regel ikke noget). Du kender sikkert mange af de muligheder der er, men jeg kan stærkt anbefale gruppeterapi i center for spiseforstyrrede i Risskov, det har virket for mig og mange andre... 

Jeg ved lige hvor svært du har det og ønsker det ikke for min værste fjende, så fat mod, åben op, og få hjælp..

Jeg ønsker dig og din familie det allerbedste herfra