spiseforstyrrelse og tilbagefald?

Vælger at være anonym, lige pt.

Sagen er den at jeg er ret tæt på at falde tilbage, kan mærke det i hele min krop og væremåde.

Var ved lægen igår for at få printet min journal ud, da jeg skal køre en erstatning's sag på en arbejdsskade...

Fik alle dem fra de forskellige syghuse ang. skaden og de gange jeg har været ved egen læge for at blive sendt videre til specalister...

Men der blev jeg så lige remindet om det jeg føler jeg egentlig har fået på afstand under graviditet og her bagefter. Et sted står der; patient har en anorektisk spiseforstyrrelse. Andet sted; tabt 9 kg på 2 mdr. Og en del om min barndom hvor jeg i en plejefamilie blev forgrebet på hver dag fra jeg var 2½ -6 år.

Slam, gik helt i baglås. Sad og tudede i bilen, det jeg aldrig har fået ordenligt beabejdet og gemt bag den spiseforstyrrelse kom atter op til overfladen.

Har et godt ægteskab, en herlig dreng og et kanon arbejde. En del af mig siger; hey, du er kommet så langt videre end dengang, du er så meget stærkere. Men den anden del lurer alligevel; se det var tider, hvorfor kan du ikke tabe dig igen, det var jo en god tid og du var så smuk 'slank'... Kom lad os sammen starte igen, du kan og vil jo gerne...

Har 'kun' været indlagt 1 gang, gået til utallige psykologer - terapi - vægtkontrol osv. Men de opgiver hver evige gang, fordi jeg har så svært ved at snakke om de overgreb. Har dog så megen kontrol over det, da jeg ikke vil have at min 'forstyrrelse' ødelægger mit arbejde eller familie, kører den lige til og langs grænsen.

Jeg ønsker ikke at gøre nogen i familien bekymret og har altid kunnet skjule det - som regl... Men pyh jeg ønsker at tabe mig igen, tog kun en lille potions aftensmad og det var dét, på en hel dag. Har idag intet fået og ønsker det heller ikke, men måske jeg bukker under når jeg bliver sulten.

Kæreste dig... Har jo slet ingen anelse om hvad du må føle og tænke i denne her svære situation og heller ingen gode råd som ville kunne hjælpe dig.

Men jeg ville alligevel ikke bare læse dit indlæg og gå videre som om jeg intet følte når jeg læste det.

Er utrolig ked af det på dine vegne, for der er da ingen tvivl om at du har haft det rigtig hårdt.. Måske skulle du finde en tæt person som du kan betro dine tanker og følelser lige nu - Måske din mand eller en rigtig god veninde, en som kan hjælpe dig videre når du føler du kommer der ned hvor du ikke selv kan styre det mere...

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig et varmt knus og håber inderligt at du kommer igennem det her...

Knus og mange tanker fra Pia

 

pyyyha det gør helt ondt inden i, når jeg læser dit indlæg

Jeg tror at Pia har ret i, at det nok ville være en rigtig go' idé at tiltro dig til en person som du føler at du 100% kan stole på og som du føler dig tryg ved at snakke med om disse ting...selvom du har svært ved at snakke om det, så er jeg overbevist om at du vil kunne mærke en sten blive løftet fra dit bryst, Lige så snart du har taget det første og sværreste skridt, nemlig at åbne op og lade nogen komme HELT TÆT PÅ 

Jeg har selv kendt 3 piger i løbet af mit liv, som har været udsat for rigtig grimme ting og har hørt fra dem at det har hjulpet at få snakket RIGTIGT om det...de har så gjort det på hver deres måde...den ene gik til gruppeterapi med andre piger der havde været udsat for det samme og de 2 andre havde deres mor som en rigtig stor hjælp!

Du har allerede bevist at du er STÆRK.....så jeg er sikker på at din vilje og dit hjerte vil hjælpe dig på rette vej

Kæmpe fra mig

P.S. Det blev vidst lidt langt

Åh nej stakkels dig... Det lyder bare rigtig hårdt....

Jeg har selv lidt lidt under anoreksi, og de dage hvor mad bare var det klammeste i verden, der hjalp det at spise kun kolde ting. En lækker salat og lidt is og sådan.

Jeg ved godt, at hvis først man ikke kan få noget ned, så kan det være lige gyldigt hvad slags mad det er. Men hvis man sidder og tvinger sig selv til at spise noget, så er det godt at tage noget der er rart at spise, og som ikke stinker af mad.

Hvad med, når du nu ikke kan snakke med psykologer og den slags, om dine overgreb, at du så skrev dem ud her, helt anonymt?
Jeg er sikker på at der er mange der vil skrive med dig om det, hvis du har lyst.

Tror du det kunne hjælpe dig lidt af med tingene?

Jeg synes du skal fortælle din mand, at du føler et tilbagefald på vej. Måske er han lige den rette person til at støtte dig, og holde om dig, og hjælpe dig igennem, inden det går helt galt igen.

Pia. skriver:

Kæreste dig... Har jo slet ingen anelse om hvad du må føle og tænke i denne her svære situation og heller ingen gode råd som ville kunne hjælpe dig.

Men jeg ville alligevel ikke bare læse dit indlæg og gå videre som om jeg intet følte når jeg læste det.

Er utrolig ked af det på dine vegne, for der er da ingen tvivl om at du har haft det rigtig hårdt.. Måske skulle du finde en tæt person som du kan betro dine tanker og følelser lige nu - Måske din mand eller en rigtig god veninde, en som kan hjælpe dig videre når du føler du kommer der ned hvor du ikke selv kan styre det mere...

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig et varmt knus og håber inderligt at du kommer igennem det her...

Knus og mange tanker fra Pia

tak fordi du ville svare..

Aner bare ikke hvad og hvor jeg står lige pt. Føler jeg atter prøver at kæmpe imod at falde i, men også en opgivende stemme der siger - vi kan da godt lige se tiden lidt an. se om det udvikler sig, eller går i sig selv.

Min mand kender til overfladen af det hele, men ellers ikke. Det er mig der som regl altid har det gyldne overblik over og omkring alt.

Vil heller ikke tage til lægen og sige; hej, jeg er x anorektik'er, muligvis i tilbagefald og er 30 år....

Havde min svigerinde som veninde, da vi er meget jævn aldrende. Men efter vi begge har fået barn og hun har nu 2, syntes jeg vi er faldet væk fra hinanden. Hun kunne se når den var gal, uden at jeg havde sagt noget. Men efter hendes bemærkinger til vores søn om at han jo er sygeligt tynd og ham er det ikke meget af, blev jeg skisme mega ked af det. Hendes børn har og er til den gode side, altid haft elastikker mm.

Det var hende der brugte falsk sygdom, til at få mig med til lægen. Med det påskud at hun var skide nervøs og godt ville have mig med. Om jeg ikke lige ville gå med ind, så ville hun være mere tryg. Ja det drejed sig så slet ikke om hende, men om mig og hendes bekymring..

LotteGabriella skriver:

 

pyyyha det gør helt ondt inden i, når jeg læser dit indlæg

Jeg tror at Pia har ret i, at det nok ville være en rigtig go' idé at tiltro dig til en person som du føler at du 100% kan stole på og som du føler dig tryg ved at snakke med om disse ting...selvom du har svært ved at snakke om det, så er jeg overbevist om at du vil kunne mærke en sten blive løftet fra dit bryst, Lige så snart du har taget det første og sværreste skridt, nemlig at åbne op og lade nogen komme HELT TÆT PÅ 

Jeg har selv kendt 3 piger i løbet af mit liv, som har været udsat for rigtig grimme ting og har hørt fra dem at det har hjulpet at få snakket RIGTIGT om det...de har så gjort det på hver deres måde...den ene gik til gruppeterapi med andre piger der havde været udsat for det samme og de 2 andre havde deres mor som en rigtig stor hjælp!

Du har allerede bevist at du er STÆRK.....så jeg er sikker på at din vilje og dit hjerte vil hjælpe dig på rette vej

Kæmpe fra mig

P.S. Det blev vidst lidt langt

det gør ikke noget at det bliver langt...

Har bare slet ingen jeg tør tro på har den tilid og kender ikke rigtig nogen. Holder mig mest for mig selv hvad de ting ang, for efter de mange nederlag med samtaler - terapi - mm. føler jeg slet ikke at nogen kan hjælpe.

Har aldrig grædt over de ting, jo i det skjulte. Men ellers aldrig, fik lært ret tidlig at græde ikke hjalp. Kan huske de utallige nætter hvor jeg var blevet så stor jeg kunne kravle væk og gemme mig, men han fandt mig altid - med de ord; græd ikke, vi leger bare og når man leger - så er man ikke ked af det...

Den seneste omgang var for nogle år siden. der var jeg til en del samtaler, både med en psykolog og en sygeplejeske. I starten sad jeg med ryggen til og laved puslespil. Lidt efter lidt havde jeg tillid nok til at vende mig mere og mere om mod dem, men kigged blot ned i gulvet eller sad og pilled i et ærme eller andet...

mariamiss6 skriver:

Åh nej stakkels dig... Det lyder bare rigtig hårdt....

Jeg har selv lidt lidt under anoreksi, og de dage hvor mad bare var det klammeste i verden, der hjalp det at spise kun kolde ting. En lækker salat og lidt is og sådan.

Jeg ved godt, at hvis først man ikke kan få noget ned, så kan det være lige gyldigt hvad slags mad det er. Men hvis man sidder og tvinger sig selv til at spise noget, så er det godt at tage noget der er rart at spise, og som ikke stinker af mad.

Hvad med, når du nu ikke kan snakke med psykologer og den slags, om dine overgreb, at du så skrev dem ud her, helt anonymt?
Jeg er sikker på at der er mange der vil skrive med dig om det, hvis du har lyst.

Tror du det kunne hjælpe dig lidt af med tingene?

Jeg synes du skal fortælle din mand, at du føler et tilbagefald på vej. Måske er han lige den rette person til at støtte dig, og holde om dig, og hjælpe dig igennem, inden det går helt galt igen.

At være snedig er et brugt ord i min hjerne...

Min mand er blind på det punkt... Han køber gerne mad osv, men tager nogle skiver rugbrød og lidt pålæg og gemmer det i skraldespanden. For så kan ahn se at der er taget noget.

I den gamle lejlighed hvor vi boed inden jeg blev gravid, kunne han stå at barbere sig lige ved siden af brusebadet og jeg kunne stå derude og få maden retur uden han hørte det...

Sex er et urørt emne herhjemme og vi/han har haft sex 2 gange siden vi laved vores søn og han er 19 mdr idag... Syntes det er så ubeskriveligt ulækkert og med den krop jeg stadig render rundt med, så nej.. Vores søn var 6 år undervejs, fordi jeg ikke kan lide at have sex.

Anonym skriver:

det gør ikke noget at det bliver langt...

Har bare slet ingen jeg tør tro på har den tilid og kender ikke rigtig nogen. Holder mig mest for mig selv hvad de ting ang, for efter de mange nederlag med samtaler - terapi - mm. føler jeg slet ikke at nogen kan hjælpe.

Har aldrig grædt over de ting, jo i det skjulte. Men ellers aldrig, fik lært ret tidlig at græde ikke hjalp. Kan huske de utallige nætter hvor jeg var blevet så stor jeg kunne kravle væk og gemme mig, men han fandt mig altid - med de ord; græd ikke, vi leger bare og når man leger - så er man ikke ked af det...

Den seneste omgang var for nogle år siden. der var jeg til en del samtaler, både med en psykolog og en sygeplejeske. I starten sad jeg med ryggen til og laved puslespil. Lidt efter lidt havde jeg tillid nok til at vende mig mere og mere om mod dem, men kigged blot ned i gulvet eller sad og pilled i et ærme eller andet...

øv hvor gør det mig bare ked af det og gal, at sådan en modbydelig mand har ødelagt så meget for dig, især det at ha' tillid til andre mennesker

Jeg ved at der er flere herinde der har været ude for nogle grimme ting....de skriver om det i den tråd der hedder hemligheder...måske I kunne hjælpe hinanden???

Jeg håber det bedste for dig

LotteGabriella skriver:

øv hvor gør det mig bare ked af det og gal, at sådan en modbydelig mand har ødelagt så meget for dig, især det at ha' tillid til andre mennesker

Jeg ved at der er flere herinde der har været ude for nogle grimme ting....de skriver om det i den tråd der hedder hemligheder...måske I kunne hjælpe hinanden???

Jeg håber det bedste for dig

Må lige tjekke den tråd... Og tak skal du have for det råd..

Syntes også jeg havde fået det skubbet langt væk, i nederste skuffe og helt inde bagerst i den...

Men pyh, det giver mange tanker og gemte følelser der kommer frem igen... Ønsket om at forsvinde og bare gemme sig endnu engang er stort, men har en familie at tænke på og tænker altid på andre før mig selv...

Anonym skriver:

Må lige tjekke den tråd... Og tak skal du have for det råd..

Syntes også jeg havde fået det skubbet langt væk, i nederste skuffe og helt inde bagerst i den...

Men pyh, det giver mange tanker og gemte følelser der kommer frem igen... Ønsket om at forsvinde og bare gemme sig endnu engang er stort, men har en familie at tænke på og tænker altid på andre før mig selv...

 

respekt