spiseforstyrrelse og tilbagefald?

LotteGabriella skriver:

 

respekt

hejsa. Ved du hvor den tråd er, eller i hvilket emne den gemmer sig?

Anonym skriver:

hejsa. Ved du hvor den tråd er, eller i hvilket emne den gemmer sig?

åååh tror bare at det var under "ordet er frit"...jeg prøver lige at lede også...

LotteGabriella skriver:

åååh tror bare at det var under "ordet er frit"...jeg prøver lige at lede også...

for der var en tråd der blev lukket, den havde også noget med hemmelighed at gøre. Kan ikke helt huske det...

Tak, så ved jeg også hvor jeg skal kigge efter den...

Anonym skriver:

for der var en tråd der blev lukket, den havde også noget med hemmelighed at gøre. Kan ikke helt huske det...

Tak, så ved jeg også hvor jeg skal kigge efter den...

 

Har fundet den og ja den er blevet lukket, men det vidste jeg bare ikke, sorry Desværre så skriver de jo alle sammen som anonyme, så derfor har du jo ikke engang muligheden for at skrive personligt til en af dem!!!

Øv hvor træls, tror ellers at det ville være rigtig godt for jer at ha' et forum I kunne chatte frit i

Anonym skriver:

Vælger at være anonym, lige pt.

Sagen er den at jeg er ret tæt på at falde tilbage, kan mærke det i hele min krop og væremåde.

Var ved lægen igår for at få printet min journal ud, da jeg skal køre en erstatning's sag på en arbejdsskade...

Fik alle dem fra de forskellige syghuse ang. skaden og de gange jeg har været ved egen læge for at blive sendt videre til specalister...

Men der blev jeg så lige remindet om det jeg føler jeg egentlig har fået på afstand under graviditet og her bagefter. Et sted står der; patient har en anorektisk spiseforstyrrelse. Andet sted; tabt 9 kg på 2 mdr. Og en del om min barndom hvor jeg i en plejefamilie blev forgrebet på hver dag fra jeg var 2½ -6 år.

Slam, gik helt i baglås. Sad og tudede i bilen, det jeg aldrig har fået ordenligt beabejdet og gemt bag den spiseforstyrrelse kom atter op til overfladen.

Har et godt ægteskab, en herlig dreng og et kanon arbejde. En del af mig siger; hey, du er kommet så langt videre end dengang, du er så meget stærkere. Men den anden del lurer alligevel; se det var tider, hvorfor kan du ikke tabe dig igen, det var jo en god tid og du var så smuk 'slank'... Kom lad os sammen starte igen, du kan og vil jo gerne...

Har 'kun' været indlagt 1 gang, gået til utallige psykologer - terapi - vægtkontrol osv. Men de opgiver hver evige gang, fordi jeg har så svært ved at snakke om de overgreb. Har dog så megen kontrol over det, da jeg ikke vil have at min 'forstyrrelse' ødelægger mit arbejde eller familie, kører den lige til og langs grænsen.

Jeg ønsker ikke at gøre nogen i familien bekymret og har altid kunnet skjule det - som regl... Men pyh jeg ønsker at tabe mig igen, tog kun en lille potions aftensmad og det var dét, på en hel dag. Har idag intet fået og ønsker det heller ikke, men måske jeg bukker under når jeg bliver sulten.

Hej, Jeg kan fuldstændig godt forstå dig!

Jeg har de seneste 2 år været plaget af en spiseforstyrelse, hvor det indefor det senest år blev rigtig slemt, tabte 15 kilo, på en 2½mdr. periode.

Jeg fandt ud af at jeg var gravid, og havde først mod til at indrømme mit problem da jeg var næsten 4 mdr. henne. Det jo virkelig svært at indrømme man har et problem, når man ikke sellv føler det et problem. For som sådan har man jo fuldstændig kontrol over det selv, synes man.

Men jeg var så bange for, at jeg på en eller anden måde ville skade barnet, eller mig selv, da jeg heller ikke følte jeg længere havde kontrol over det under min graviditet.

Jeg ved ikke om du kan genkende dette? Men ens glæder kan jo nærmest måles ud fra hvad vægten siger om morgen i forhold til gårs dagens tal. Og det jo frygtligt at tænke på, at det sådan man har det.

Jeg tror det er vigtig at få hjælp med det samme, også selvom man føler man har kontrol over det. Men jeg ved selv at det kan være virkelig svært at spørger om hjælp til, men  jeg håber du gør det. Og jeg håber du får det bedre! For det er ihvertfald ikke noget der er rart selv at rode med.

Jeg får selv hjælp af min jordmor og nogle læge fra hospitalet. Og selvom jeg nogle gange føler at de overskrider min grænser lidt, kan jeg godt selv se at virkelig hjælper mig i hverdagen!

LotteGabriella skriver:

 

Har fundet den og ja den er blevet lukket, men det vidste jeg bare ikke, sorry Desværre så skriver de jo alle sammen som anonyme, så derfor har du jo ikke engang muligheden for at skrive personligt til en af dem!!!

Øv hvor træls, tror ellers at det ville være rigtig godt for jer at ha' et forum I kunne chatte frit i

ja. så var det samme tråd vi tænkte på.

Aner ikke hvad den gik ud på, men lang det var den..

Er kun ano fordi jeg ikke vil give folk jeg kender herinde nogle bekymringer. Også første gang jeg er det...

Men føler det også er pinligt at have det sådan som 30 årig...

Anonym skriver:

Hej, Jeg kan fuldstændig godt forstå dig!

Jeg har de seneste 2 år været plaget af en spiseforstyrelse, hvor det indefor det senest år blev rigtig slemt, tabte 15 kilo, på en 2½mdr. periode.

Jeg fandt ud af at jeg var gravid, og havde først mod til at indrømme mit problem da jeg var næsten 4 mdr. henne. Det jo virkelig svært at indrømme man har et problem, når man ikke sellv føler det et problem. For som sådan har man jo fuldstændig kontrol over det selv, synes man.

Men jeg var så bange for, at jeg på en eller anden måde ville skade barnet, eller mig selv, da jeg heller ikke følte jeg længere havde kontrol over det under min graviditet.

Jeg ved ikke om du kan genkende dette? Men ens glæder kan jo nærmest måles ud fra hvad vægten siger om morgen i forhold til gårs dagens tal. Og det jo frygtligt at tænke på, at det sådan man har det.

Jeg tror det er vigtig at få hjælp med det samme, også selvom man føler man har kontrol over det. Men jeg ved selv at det kan være virkelig svært at spørger om hjælp til, men  jeg håber du gør det. Og jeg håber du får det bedre! For det er ihvertfald ikke noget der er rart selv at rode med.

Jeg får selv hjælp af min jordmor og nogle læge fra hospitalet. Og selvom jeg nogle gange føler at de overskrider min grænser lidt, kan jeg godt selv se at virkelig hjælper mig i hverdagen!

Uh kender det godt...

Her stopped jeg brat med at tænke i de baner, for spiren skulle have de bedste vilkår. Jeg kunne altid tabe mig bagefter igen, bare han voksed og var sund - så skidt med mig tænkte jeg...

Har så haft det på afstand lige siden, dog været mega ked af min krop og de ekstra kg. Det er mere vigtig at familie'en og vores søn fungere..

Men er ikke den der står på vægten 5 gange om dagen..

Anonym skriver:

 

At være snedig er et brugt ord i min hjerne...

Min mand er blind på det punkt... Han køber gerne mad osv, men tager nogle skiver rugbrød og lidt pålæg og gemmer det i skraldespanden. For så kan ahn se at der er taget noget.

I den gamle lejlighed hvor vi boed inden jeg blev gravid, kunne han stå at barbere sig lige ved siden af brusebadet og jeg kunne stå derude og få maden retur uden han hørte det...

Sex er et urørt emne herhjemme og vi/han har haft sex 2 gange siden vi laved vores søn og han er 19 mdr idag... Syntes det er så ubeskriveligt ulækkert og med den krop jeg stadig render rundt med, så nej.. Vores søn var 6 år undervejs, fordi jeg ikke kan lide at have sex.

Puha.. Du har altså virkelig brug for at få det der bearbejdet....

Jeg har ikke været ude for noget der var nær så slemt som det du var igennem, og tydeligvis stadig gennemgår. Men hvis du har lyst, kan du skrive til mig på pb'en. Så ser jeg jo godt nok hvem du er.... Men så kan du skrive det ud, og få lidt svar tilbage, uden at du skal sidde og se en i øjnene samtidig....

Og ellers så prøv at komme af med det anonymt... Eller hvad med at skrive i en lille bog, ligesom en dagbog.... Så skriver du når du har noget på hjerte, og kan få det lidt ud på den måde...
Det har jeg selv gjort i forbindelse med mange andre ting, og det hjalp lidt.

Du er nødt til at prøve at få hjælp på en eller anden måde. Du knækker jo fuldstændig på det her.

Det er så absolut ikke godt for dig, bare at rende rundt i denne her kedelige bobbel du befinder dig i nu.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til din mand. Men han har jo ikke en ærlig chance for at hjælpe dig, hvis i ikke finder ud af at tale sammen, og du kan få ham til at forstå nogle ting.

Men hvis du slet ikke har lyst til at tale med din mand om det, så hjælper det jo selvfølgelig heller ikke.

Da jeg var teenager skete der så meget i mit liv at det eneste jeg kunne styre var madindtaget. Jeg kæmper stadig med det men tit ser jeg da mit i spejlet og har enorme selvtillidsproblemer.

Jeg ved ikke hvad jeg kan skrive til dig for at hjælpe dig igennem. Men bare rolig. Du er ikke alene..

Har et godt ægteskab, en herlig dreng og et kanon arbejde. En del af mig siger; hey, du er kommet så langt videre end dengang, du er så meget stærkere. Men den anden del lurer alligevel; se det var tider, hvorfor kan du ikke tabe dig igen, det var jo en god tid og du var så smuk 'slank'... Kom lad os sammen starte igen, du kan og vil jo gerne...

Så hvorfor har du et godt ægteskab, en herlig dreng og en kanon arbejde? Er det fordi du var et par kg slankere? Nej vel? Jeg ved, at det lyder dumt, for det ved du jo godt. Men man skal finde et motto for at sige til sig selv hele tiden. Igen igen og igen prøve at sige det til dig selv (og helst højt) at du selv har skaffet alt det med din egen sjæl, ikke med en krop som var 1, 2 eller 10kg mindre eller tykkere. Sig det til sig selv igen og igen, Det er din mantra og den skal gå hel dyb i dig. Lad aldrig de negative vibrationer røre dig. Du skal bevare ro!

Og alt det der fra din fortid, well, det er jo FORTID. Og det er helt sikkert sket fordi det skulle ske. Det skulle du har oplevet for at lære et eller andet. Måske ville du aldrig har haft den skønne liv du har nu, uden at have oplevet noget hård før. Men det er overstået nu. Du er en voksne kvinde nu og med masser af kærlighed til at give til din søn og mand. For de er ved siden af dig for de elsker dem bare som du er. Og for din søn er du bare ALT og mere end alt.

Det er så dejligt, at du er kommet videre i dit liv. Lad de der spøjelser ikke forstyrre dig. De skal være væk.

Hvis du har brug for lidt hjælp til at håndtere dine tanker om kg og mad, så søg også lidt hjælp. Finder der ikke nogle støtte grupper? Ligesom alcoholiker? Jeg kender en som har været længe i anonyme alcoholiker og hun siger, at det er dejligt at snakke med nogle, som har oplevet det samme. Og de giver nogle redskaber til at styre lidt bedre tankerne.

Jeg ønsker dig, alt godt!