Stuarest !!!!

kunne godt tænke mig at høre jeres holdning til dette - Hvad tænker I når I høre ordet stuarest, og er det noget I vil benytte jer af når jeres børn bliver større eller til jer der allerede har store børn - benytter I jer af det... ?

Jeg må vel hellere starte med min mening og holdning til dette.

Grunden til jeg spørg er simpelthen fordi at jeg ikke troede det fantes mere - jeg må indrømme at jeg meget naivt trode at det var udødet langt tilbage i 90'erne ....

Men det blev jeg klogere i dag, da min datter (7½ år) kom hjem fra en veninde lidt før tid (hun bor her hvor vi bor, så de cykler selv hjem) og fortalte at denne pige fik stuearest hvis dit og dat - det vil jeg ikke ind på, men bare det hun fik det, chokkerede mig lidt..

Mine børn har aldrig fået stuearest og jeg tør også godt garantere for det ikke sker...

Men er det mon det nemmeste for noget og hvorfor det ? - slipper man så for at tage diskutionen op over det som barnet bliver "straffet" for ?

Jeg mener ikke at det hjælper nogen steder og jeg mener at vi kan tale om tingene og klare det på den måde og at mine børn er så fornuftige at når de fejler (som de selvfølgelig gør) at jeg kan forklare dem hvorfor jeg ikke syntes om det eller at det var meget forkert, men føler ingen trang til at "straffe" dem, ved at fjerne noget som i deres dagligdag er rart, så som at komme ud og lege spille nintendo, wii eller andre ting...

Håber at dette kan blive en rolig debat og at folk selvfølgelig acceptere andres valg og holdninger...

Knus Pia.

Niks...det ord og begreb er slet ikke noget der findes i Frk. Eva og ungers verden fandtes heller ikke da jeg var barn, kan huske min mor grinede af de forældre der brugte det, hun syntes simpelthen det var det mest platte..

Og det med små klaps over fingrene, det ved vi heller ikke hvad er....

Tilgengæld så ved min søn på 4 år hvor bremse, kobling og speeder sidder på en bil, så jeg fylder andet på, som er mere vigtigt... og som han har mere brug for...

En anden ting er at jeg på ingen måde går ind for straf og bruger det ikke selv overhoved....

Hejsa:0)

Jeg har selv fået det som barn, og synes det er helt helt hen i vejret. Det er en straf der sikkert ofte er blevet givet, men vhor tit bliver den håndhævet. Hvor tit giver forældrenen ikke "op" efter nogle timer og siger undskyld osv???

Jeg mener absolut ikke det er løsningen, jeg synes det er at trække det korte strå og springe over hvor gærdet er lavest. Inegen effekt andet end splid og sure miner mellem børn og forældre.

Man skal snakke om tingene, og skal der være konsekvenser, så skal man gribe ind andre steder. Men er egentlig meget imod at man "straffer" ved at fratage barnet noget.

Så er egentlig meget af samme mening som dig:0)

Christina

Nu er Lucas jo kun 13 måneder men jeg TROR ikke på han nogen sinde kommer til at få stuarest. 

Hverken mig eller Claus har nogen sinde haft det der er altid blevet snakket om tingene og det også sådan vi helst vil gøre det. 

Men jeg tør jo ikke sige hvad fremtiden bringer. Men sådan som jeg har det nu nej så kan jeg slet ikke se hvorfor han skulle få det en gang. 

Vi bruger ikke decideret stuearrest, men vi har fx. sagt at der er nogle ting som de måske ikke kunne komme til, ikke måtte sove ude eller lign. Det kan så være hvis de har pjækket fra skole eller andre ting.

For mig (og jeg ved godt at jeg er gammeldags) handler det om at ting nogle gange har en konsekvens. Hvis vi sender en af drengene ind på værelset, så er det jo ikke for at undgå at snakke om tingene - for selvfølgelig skal man da tale om det, men det handler om at man fx. ikke kan pjække fra skole 3 gange på en uge hvor man hver dag lover bod og bedring - for så at gøre det samme næste dag, og så skal man ud og være sammen med vennerne om aftenen. Hvis de ikke synes de kunne overkomme at være i skole, så kan de altså efter min mening ikke gå i klub om aftenene (kan selvfølgelig godt passe deres sport osv)

Vi har også nogle problemer med at huske at lave lektier af og til, og så må vi jo sørge for at de har tid til lektierne, og det har de jo kun hvis de skærer ned på andre fornøjelser....

Jeg er den ondeste ondeste stedmor i verden.....

Znuzke skriver:

Vi bruger ikke decideret stuearrest, men vi har fx. sagt at der er nogle ting som de måske ikke kunne komme til, ikke måtte sove ude eller lign. Det kan så være hvis de har pjækket fra skole eller andre ting.

For mig (og jeg ved godt at jeg er gammeldags) handler det om at ting nogle gange har en konsekvens. Hvis vi sender en af drengene ind på værelset, så er det jo ikke for at undgå at snakke om tingene - for selvfølgelig skal man da tale om det, men det handler om at man fx. ikke kan pjække fra skole 3 gange på en uge hvor man hver dag lover bod og bedring - for så at gøre det samme næste dag, og så skal man ud og være sammen med vennerne om aftenen. Hvis de ikke synes de kunne overkomme at være i skole, så kan de altså efter min mening ikke gå i klub om aftenene (kan selvfølgelig godt passe deres sport osv)

Vi har også nogle problemer med at huske at lave lektier af og til, og så må vi jo sørge for at de har tid til lektierne, og det har de jo kun hvis de skærer ned på andre fornøjelser....

Jeg er den ondeste ondeste stedmor i verden.....

Men konsekvens er vel heller ikke straf, det er vel mere end naturlig forlængelse af en adfærd som barnet/den unge godt ved er forkert. Altså for at have en konsekvens, skal barnet vide at det gør noget forkert.

Knus..

Hej Pia

Jeg tror jeg er af en lidt anden holdning end dig.

Ordet stuearrest lyder også utrolig gammeldags i mine øre, og hvis det er metoden hvor man skal blive på sit værelse, så kunne jeg aldrig finde på at benytte mig af denne metode.

Jeg vil sige at der er forksel på børn, og på mine to børn er der stor forskel, og derfor også stor forskel i min opdragelse af dem.

Min datter på 9 år, kunne (næsten) aldrig finde på at gøre noget, som hun ved hun ikke må. Jeg bruger stort aldrig konsekvens i min opdragelse af hende. Vi snakker sammen, og finder oftets sammen en løsning på problemerne.

Min søn derimod (4 år) er af en helt anden støbning. Han gør som det passer ham, når det passer ham. Han er ikke bange for noget, og selvom han ved hvad han må og ikke må, så glemmer han hurtigt tid og sted, og bliver drevet af sin nysgerrighed.

Et eksempel:

Han har fået lov til at lege alene lige udenfor og ude på vores legeplads. Jeg har klart fortalt ham hvor han må være og ikke være. Han er ikke i tvivl! Pludselig en dag smutter han alligevel over til en dreng på samme alder lidt her fra. Jeg henter ham vi snakker sammen, jeg fortæller at jeg bliver bange når han er væk osv. osv.. Vi laver igen en aftale om at han ikke må gå der over. To dage efter gør han det igen.

Hvis jeg bruger konsekvens kan han ligesom bedre forholde sig til det. Hvis jeg siger "Hvis du går over til den anden dreng, så kan du ikke være alene ude mere fordi ....." DET forstår han, og han hører efter hvad jeg siger!

Altså hvis han ligesom ved at hans "fejltrin" har en konsekvens, så virker det som om det er nemmere for ham at forholde sig til det.

I sidste weekend fik han ingen weekendslik, fordi han havde brudt en aftale. Og han er 100% afklaret, og han virker "glad" for at konsekvenserne faktisk holder.

De konsekvenser jeg sætter op, er også kun konsekvenser jeg 100% kan stå inde for. Altså ikke noget med - så får du ingen aftensmad - eller - så henter jeg dig ikke fra børnehave! (Som jeg har hørt flere bruge )

Mine konsekvenser er oftets noget der har med handlingen at gøre....

Håber ikke det blev alt for indviklet  

Louise 

Frederic er 19 mdr og vi bruger time out, hvor han sidder i max 1 min på samme sted...

Det er dp mor der started og det virker.... Har set hun satte frederic's bedste ven i time out, da han direkte gik hen og slog kristian i ansigtet uden grund. Hun tog fat i ham og forklared at det ikke var i orden mm og sagde; så kan du lige sætte dig her og køle af... De gør det helt uden brok....

Vi bruger det måske 1 gang på en hel mdr, for han er jo en artig dreng....

Men ellers bruger vi ikke afstraffelse. For at vi eks vis kommer til at lægge en mobil i hans højde, ja så beder vi jo selv om at han tager den.

Hm, jeg må indrømme, at jeg er meget splittet omkring det.
Jeg har aldrig selv fået det - men har fået "truslen" om, at jeg ikke fik lov til at tage afsted til fx. fest, hvis jeg gjorde noget, jeg vidste jeg ikke måtte. Men dét tog jeg alvorligt, og det blev aldrig til noget...

Jeg har tre yngre søstre og hele familien på 6 personer er meget temperamentfulde - altså her snakker jeg ikke om vold el. fysisk afstraffelse, men vi piger har skændtes så det brager - også med vores mor. Vores far deltog kun, hvis han fik nok af os høns.

Min ene søster (hun er den, der lukker allermest af for fornuft, når hun får et flip) har fået "inddraget" sin mobil og computer, når hun har været allerværst. Og jeg har været vidne til hendes sprog og totalt urimelige opførsel. Det er ikke et sprog og en opførsel, vi har lært hjemme og på trods af gentagne udmeldinger fra vores forældre om, at nu var grænsen nået, så fortsatte hun langt over den.

Og jeg tror, at inddragelsen af privilegier har været sidste udvej.

Jeg har lidt den holdning, at mobil/bærbar/tv osv. er et privilegie og ikke en ret. Det lyder hårdt, og det er slet ikke min holdning ellers. Jeg er stærk fortaler for, at man taler med og formidler sine ønsker/tanker/holdninger til sine børn.
Men jeg har endnu ikke prøvet at skulle opdrage mit barn og jeg ved, at mine forældre indimellem har måtte ændre deres holdninger... 

Nu har jeg jo ikke børn endnu, men vil derfor gerne deltage i denne debat alligevel :-)

Jeg har selv fået stuearrest nogle gange som barn, fik engang en måned. Jeg måtte så ikke være på mit værelse og lege, skulle sidde i stuen efter jeg kom hjem fra skole og indtil jeg skulle i seng. (Dette gik dog aldrig ud over min sport, gik til trampolin på konkurrence plan)
En jeg gik i klasse med, fik stuearrest for ALT! Hvis hun kom 5 min senere hjem end aftalt, selvom hun ringede og sagde hun var forsinket, hvis hun svarede igen, hvis hun ikke sagde tak for mad osv. Og netop min oplevelse med hende, har sat sig så dybe spor i mig, så jeg vil ikke selv give mine kommende børn stuearrest, kan selvfølgelig ikke sige det aldrig vil ske, men der skal sørme også være sket vildt før jeg gør det!

Jeg vil hellere snakke om tingene og forklarer mit barn hvorfor jeg er sur og hvorfor jeg mener det er forkert han/hun har gjort, og snakke om hvad vi evt kan gøre for det ikke sker igen..

Lidt fra en uvidende pige