Nyt fra Bavianis

Tjuhl skriver:

jeg kan egentlig godt forstå I har haft brug for et stykke tid til at vænne jer til hele situationen inden I kastede jer ud i den. og jeg tror i sidste ende, at I vil blive glade for jeres lange afsked med August, fordi I føler jer mere klar til den nu end for en uge siden...hvis man da nogensinde bliver klar til den afsked. At du føler du har lullet dig ind i en fantasiverden tror jeg for så vidt ikke er farligt, jeg mener...det kunne det naturligvis blive hvis du pludselig for alvor benægtede de hårde facts, men at du gør det som du har gjort det, læser jeg netop som din måde at få taget en positivt afsked med et barn du har været bange for at miste fra starten af. Du har ikke fået den samme mulighed for at glæde dig over din graviditet som så mange andre har og nu hvor du får at vide, at den slutter brat, så giver du dig selv den plads og det rum til at opleve glæden og sende kærlighed ned til ham du nu skal sige farvel til. Jeg synes faktisk det er en kæmpe kærlighedserklæring til dit barn.

Men for satan det er en barsk situation!! Du er ufattelig stærk og jeg er fuld af beundring over hvordan I griber tingene an - og så kan det godt være du siger du er klar til den lukkede, men du LYDER ikke sådan!

Hvor er det sødt skrevet...

Hej søde piger

Der er mange der har spurgt til hvordan jeg har det, og hvordan det går det hele. Det er utroligt dejligt at vide at I kærer Jer sådan, så derfor dene foreløbige opdatering. Jeg har lige skrevet til Zafir, og har bare klippet brevet ind her så I alle kan høre hvor jeg er lige nu... Here goes...

Jeg er ved at blive mærkelig kan jeg mærke. Vi har nu gået siden onsdag og vidst hvad prognoserne var. I starten når han sparkede (hvilket han gør rigtigt meget!), så var jeg simpelthen ved at gå psykisk ned. Men som dagene gik, fik jeg vendt det til noget positivt, at det ligesom ville være den kontakt jeg fik lov at have med mit barn. Og kunne sætte lidt pris på det i stedet for.

Men de seneste dage har jeg indset, at det er ved at tage overhånd. Jeg har lullet mig ind i en fantasiverden, hvor alt er godt. Jeg nægter mere og mere kendsgerningerne, og tager slet ikke stilling til noget som helst. Ligger bare og snakker med August, når han sender en "hilsen".

I morges stod jeg foran spejlet, og indså, at jeg skal til at vågne op. På trods af at jeg er gået ind i 22. uge idag, så kan man slet ikke se at jeg er gravid længere. Jeg er ligeså lille som da jeg var i 10.-12. uge... Hvilket jo ikke ligefrem fordrer en masse sundt fostervand og en rask graviditet... Og vi skal til scanning i morgen, så jeg skal til at komme videre.

Jeg ville ikke have været foruden denne her uge, hvor jeg ligesom har kunnet vænne mig til tanken - selvom den der pille ALDRIG bliver noget man kan vænne sig til!!! Jeg har haft brug for det til at tage afsked med August. Men nu skal jeg videre - jeg skal ikke blive hængende længere, jeg har ikke godt af det mere.

Så i morgen er den store dommedag - selvom vi jo ved hvad "dommen" bliver. Jeg føler mig bedre rustet til at klare det nu hvor vi lige har haft lidt tid. Og så bliver det på en eller anden måde også en befrielse at se ham - og komme videre...

Kærlige tanker fra mig. 

EJ SØDE, HVOR ER DET BARE TRIST... ER DER SLET IKKE NOGET DE KAN GØRE??? I UGE 24 HAR BARNET JO DOG 42% CHANCE FOR AT OVERLEVE...

KNUS OG KRAM LENE

Bavianis skriver:

Hej søde piger

Der er mange der har spurgt til hvordan jeg har det, og hvordan det går det hele. Det er utroligt dejligt at vide at I kærer Jer sådan, så derfor dene foreløbige opdatering. Jeg har lige skrevet til Zafir, og har bare klippet brevet ind her så I alle kan høre hvor jeg er lige nu... Here goes...

Jeg er ved at blive mærkelig kan jeg mærke. Vi har nu gået siden onsdag og vidst hvad prognoserne var. I starten når han sparkede (hvilket han gør rigtigt meget!), så var jeg simpelthen ved at gå psykisk ned. Men som dagene gik, fik jeg vendt det til noget positivt, at det ligesom ville være den kontakt jeg fik lov at have med mit barn. Og kunne sætte lidt pris på det i stedet for.

Men de seneste dage har jeg indset, at det er ved at tage overhånd. Jeg har lullet mig ind i en fantasiverden, hvor alt er godt. Jeg nægter mere og mere kendsgerningerne, og tager slet ikke stilling til noget som helst. Ligger bare og snakker med August, når han sender en "hilsen".

I morges stod jeg foran spejlet, og indså, at jeg skal til at vågne op. På trods af at jeg er gået ind i 22. uge idag, så kan man slet ikke se at jeg er gravid længere. Jeg er ligeså lille som da jeg var i 10.-12. uge... Hvilket jo ikke ligefrem fordrer en masse sundt fostervand og en rask graviditet... Og vi skal til scanning i morgen, så jeg skal til at komme videre.

Jeg ville ikke have været foruden denne her uge, hvor jeg ligesom har kunnet vænne mig til tanken - selvom den der pille ALDRIG bliver noget man kan vænne sig til!!! Jeg har haft brug for det til at tage afsked med August. Men nu skal jeg videre - jeg skal ikke blive hængende længere, jeg har ikke godt af det mere.

Så i morgen er den store dommedag - selvom vi jo ved hvad "dommen" bliver. Jeg føler mig bedre rustet til at klare det nu hvor vi lige har haft lidt tid. Og så bliver det på en eller anden måde også en befrielse at se ham - og komme videre...

Kærlige tanker fra mig. 

Hvor må det altså være hårdt for jer! Sender jer de varmeste tanker.

Kan godt forstå du på en måde har brug for at få en afslutning på det, selvom det gør ondt i hjertet.

Ved simpelthen ikke hvad jeg mere skal skrive for jeg er så tom for ord. Vi er nøjagtig lige langt henne, og derfor har jeg så mange tanker og følelser som drøner rundt i mit hoved. Jeg kan levende forestille mig den smerte i gennemgår, og så alligevel ikke.

Stort fra Mia.

ønskebarn74 skriver:

EJ SØDE, HVOR ER DET BARE TRIST... ER DER SLET IKKE NOGET DE KAN GØRE??? I UGE 24 HAR BARNET JO DOG 42% CHANCE FOR AT OVERLEVE...

KNUS OG KRAM LENE

Der er desværre ingenting de kan gøre... Det er desværre sådan, at selvom der er chancer fra 24+0, så er der bare ingen før det... Barnet er simpelthen ikke udviklet nok til at det vil overleve, og uden forstervand kan lungerne på ingen måder gøre sig klar - slet ikke til overlevelse fra 25. uge...

Desuden kan han ikke træne hans lemmer (arme og ben), så de vil også underudvikles, så det hele vil blive noget juks for ham...

Men jeg har selv tænkt det samme MANGE gange! Det er bare så brand-ærgeligt at det skulle ske så få uger før at der var noget man kunne stille op.

smillaluna skriver:

Hvor må det altså være hårdt for jer! Sender jer de varmeste tanker.

Kan godt forstå du på en måde har brug for at få en afslutning på det, selvom det gør ondt i hjertet.

Ved simpelthen ikke hvad jeg mere skal skrive for jeg er så tom for ord. Vi er nøjagtig lige langt henne, og derfor har jeg så mange tanker og følelser som drøner rundt i mit hoved. Jeg kan levende forestille mig den smerte i gennemgår, og så alligevel ikke.

Stort fra Mia.

Ja, vi er lige langt - så derfor GLÆDER jeg mig til at se dine to basser når de kommer ud  Og nu skal du ikke være nervøs... Jeg blev selv så nervøs da jeg læste om andre herinde, hvor det var gået skævt. Så gode tanker!

Knus og kram.

Bavianis skriver:

Der er desværre ingenting de kan gøre... Det er desværre sådan, at selvom der er chancer fra 24+0, så er der bare ingen før det... Barnet er simpelthen ikke udviklet nok til at det vil overleve, og uden forstervand kan lungerne på ingen måder gøre sig klar - slet ikke til overlevelse fra 25. uge...

Desuden kan han ikke træne hans lemmer (arme og ben), så de vil også underudvikles, så det hele vil blive noget juks for ham...

Men jeg har selv tænkt det samme MANGE gange! Det er bare så brand-ærgeligt at det skulle ske så få uger før at der var noget man kunne stille op.

JEG HAR INGEN ORD DER ER GODE NOK... I HAR MIN INDERLIGSTE MEDFØLELSE... I VIL VÆRE I MINE TANKER... JEG BEUNDRER DIG VILDT... DU HAR ET MOD UDEN SIDESTYKKE... OG DIN MÅDE AT TAKLE TINGENE PÅ ER HELT FANTASTISK!!! SIG TIL HVIS DER ER NOGET JEG KAN GØRE...

KNUS OG KRAM LENE

Åh, sødsete Sus! Jeg føler sådan med jer! Det er SÅ mærkeligt at sidde her og vente på, at vores baby kommer ud, når I er i sådan en frygtelig situation! 

Det lyder som om, det har været okay med lidt tid til at vænne sig til tanken og jeg tror, det er godt, at du nu er der, hvor du kan sige, at nu er du "klar" til at gå de næste skridt videre!

Hvor ville jeg ønske, at der var noget, jeg kunne gøre for jer!

Kæmpe fra herfra 

MyBaby skriver:

Åh, sødsete Sus! Jeg føler sådan med jer! Det er SÅ mærkeligt at sidde her og vente på, at vores baby kommer ud, når I er i sådan en frygtelig situation! 

Det lyder som om, det har været okay med lidt tid til at vænne sig til tanken og jeg tror, det er godt, at du nu er der, hvor du kan sige, at nu er du "klar" til at gå de næste skridt videre!

Hvor ville jeg ønske, at der var noget, jeg kunne gøre for jer!

Kæmpe fra herfra 

Du må se at få den stædige unge ud, så jeg har noget at glædes over...

Bavianis skriver:

Ja, vi er lige langt - så derfor GLÆDER jeg mig til at se dine to basser når de kommer ud  Og nu skal du ikke være nervøs... Jeg blev selv så nervøs da jeg læste om andre herinde, hvor det var gået skævt. Så gode tanker!

Knus og kram.

Ufatteligt at du formår at skrive så opmuntrende ord til mig når du selv står i sådan en forfærdelig situation. Det viser hvor stort et menneske du er!

Bavianis skriver:

Du må se at få den stædige unge ud, så jeg har noget at glædes over...

Ja, jeg skal gøre mit bedste!