Hej søde piger
Der er mange der har spurgt til hvordan jeg har det, og hvordan det går det hele. Det er utroligt dejligt at vide at I kærer Jer sådan, så derfor dene foreløbige opdatering. Jeg har lige skrevet til Zafir, og har bare klippet brevet ind her så I alle kan høre hvor jeg er lige nu... Here goes...
Jeg er ved at blive mærkelig kan jeg mærke. Vi har nu gået siden onsdag og vidst hvad prognoserne var. I starten når han sparkede (hvilket han gør rigtigt meget!), så var jeg simpelthen ved at gå psykisk ned. Men som dagene gik, fik jeg vendt det til noget positivt, at det ligesom ville være den kontakt jeg fik lov at have med mit barn. Og kunne sætte lidt pris på det i stedet for.
Men de seneste dage har jeg indset, at det er ved at tage overhånd. Jeg har lullet mig ind i en fantasiverden, hvor alt er godt. Jeg nægter mere og mere kendsgerningerne, og tager slet ikke stilling til noget som helst. Ligger bare og snakker med August, når han sender en "hilsen".
I morges stod jeg foran spejlet, og indså, at jeg skal til at vågne op. På trods af at jeg er gået ind i 22. uge idag, så kan man slet ikke se at jeg er gravid længere. Jeg er ligeså lille som da jeg var i 10.-12. uge... Hvilket jo ikke ligefrem fordrer en masse sundt fostervand og en rask graviditet... Og vi skal til scanning i morgen, så jeg skal til at komme videre.
Jeg ville ikke have været foruden denne her uge, hvor jeg ligesom har kunnet vænne mig til tanken - selvom den der pille ALDRIG bliver noget man kan vænne sig til!!! Jeg har haft brug for det til at tage afsked med August. Men nu skal jeg videre - jeg skal ikke blive hængende længere, jeg har ikke godt af det mere.
Så i morgen er den store dommedag - selvom vi jo ved hvad "dommen" bliver. Jeg føler mig bedre rustet til at klare det nu hvor vi lige har haft lidt tid. Og så bliver det på en eller anden måde også en befrielse at se ham - og komme videre...
Kærlige tanker fra mig.
Anmeld
