Malous fødselsdag.
Jeg havde den 18. januar 2010, lavet en ekstra lækker middag til min mand og jeg. Jeg havde stået i køkkenet hele dagen, da jeg mente at vi begge havde brug for et lækkert måltid, og en aften uden fjernsyn, bare ren råhygge, kun ham og mig. Vi glædede os ubetinget til at baby skulle komme, men ville lige nyde hinanden, nu hvor vi vidste at hun ville komme snart. Jeg havde termin 3. februar.
Da vi havde spist, lå vi to i en sofa, eller rettere to og en KÆMPE mave. Det var virkelig akkavet, og vi valgte at lægge os ind i sengen, vi lod rod være rod på bordet og gik ind i sengen. Her lå vi og talte, og til sidst nussede jeg min mand i søvn.
Jeg rejste mig og ville tage ud af bordet, tallerknerne havde nu stået i nogle timer, og jeg ville lige ordne det inden jeg gik i seng. Vi havde spist ved sofabordet, og det var nemmere for mig at sætte mig ned, for at samle det hele på en bakke.
I det jeg sætter mig, bliver jeg våd, og sofaen får en plet. Klokken var nu 00.30. Jeg frygtede at jeg tissede i bukserne, det havde jeg let til, når jeg rejste mig og satte mig. Jeg gik ud på toilettet for at tisse færdig. Meeeen det skulle vise sig at det ikke var tis. Jeg ringede til min moar, og fortalte hvad jeg havde oplevet, og hun mente at det var vandet der var gået... Med et hjerte bankende 10 gange så hurtigt som det plejede ringede jeg til fødegangen. Jeg talte med en meget sød jordemoder, der sagde at jeg skulle tage min temp. og derefter lægge mig til at sove for at samle kræfter til det der skulle til at ske. Jeg skulle komme ind på fødegangen klokken 08.30 eller når der var fem min mellem veerne. Jeg kan huske at jeg var ude af mig selv, jeg tænkte: HVORDAN KAN DU SIGE AT JEG SKAL SOVE NÅR JEG NÆSTEN IKKE EN GANG KAN KONCENTRERE MIG OM AT TRÆKKE VEJRET. OG HVORFOR VIL DU IKKE SE MIG, OM LIDT ER JEG VED AT DØ (SMILER) OG DU VIL IKKE EN GANG SE MIG...
Jeg gik ind til min mand, og vækkede ham blidt, og da jeg sagde vandet var gået, SPRANG han op af sengen, og begyndte at tage tøj på. Han fik et stort chok. Jeg fortalte ham om min samtale med FG, og bad ham ligge sig til at sove igen, for jeg vidste at jeg fik brug for ham de kommende dage! Jeg lagde mig på sofaen og så film, jeg rystede over hele kroppen, ikke af angst, men af spænding. Jeg tænkte at om få døgn, skulle jeg have min baby, som jeg havde glædet mig til LÆNGE!
Jeg kunne slet ikke sove, lige meget hvor meget jeg vendte og drejede mig, og da klokken var 05:00 og min mand stod op, fordi han ikke kunne sove mere, opgav jeg! Vi talte frem og tilbage. Jeg var ikke bange, og havde rigtig godt. INGEN VEER! Jeg valgte at tage et dejlig langt bad, og pakke de sidste ting, men jeg havde heletiden en følelse af at jeg havde travlt, jeg troede jo at jeg skulle have veer med det samme.
Da klokken var 07.00, kørte vi forbi en bager, og så hjem til min MOAR og far. De havde lovet at passe vores hund, mens vi var på hospitalet. Vi spiste noget mad, og talte frem og tilbage. Min mor var mere ude af den end jeg var, hun græd af glæde over hvor snart det nu var, at hun skulle have sit første barnebarn. Da klokken blev 08.00, spurgte jeg min mand om vi skulle komme afsted ud og hente den baby. Min mor fjollede og sagde "Husk nu at vi har en aftale klokken seks" - Vi skulle have spist hos mine forældre den dag.
Vi kørte til Herlev Sygehus.
Da vi kom der ud blev jeg undersøgt, og fik af vide at jeg havde åbnet mig 2-3 cm. Hvilket jeg blev noget overrasket over, da jeg havde det rigtig godt, og ikke på noget måde havde ondt eller ubehag. Den sygeplerske der undersøgte mig sagde, at når vandet var gået, ville de gerne sætte mig i gang, da der kunne komme infektion ellers. Men det var op til mig. Min mand og jeg tænkte os ikke om og svarede at det ville vi gerne. Nu var vi der, og vi glædede os!
Jeg fik en fødestue, og der kom VERDENS SØDESTE jordemoder ind! Ville ønske at alle skulle føde med hende! Hun fortalte kort om hvordan det så ud for mig, og at jeg ville få et vedrop. Det var fint med mig, og de satte det hele igang. Da var klokken ca. 10.00. Vi talte det hele igennem og hun spurgte til mine ønsker... Kemien var helt perfekt, og vi lavede en masse fis. Da klokken var 11.00 sagde hun at jeg havde veer, det kunne hun se på tallene på skærmen, men jeg var på ingen måde påvirket af det. Jeg sagde i sjov; er det det de allesammen brokker sig over, hun klappede mig på låret og sagde med et smil. Fra nu af bliver det værre og værre for hvert minut... Jeg er sikker på at, hvis alle andre havde sagt sådan til mig, havde jeg ikke taget det med et smil, men hun kunne på en eller anden måde tillade sig det. - Det må hun også havde kunnet mærke!
Da klokken var 12.00 sagde hun at hun lige ville gå ud og spise noget mad, og jeg skulle ikke tøve med at trække i den røde snor, hvis der var det mindste. Det var helt fint med mig, jeg havde det jo fantastisk, og var tryg ved situationen. Manden læste avis, og jeg ville lige tale med min bedste 
veninde, og kommende gudmor en sidste gang, lige for at opdatere. Jeg ved at klokken var præcis 12.30 da jeg talte med hende, for hun var lige mødt på vores fælles job. Hun spurgte om jeg havde veer, og sagde Nej, jeg har det fint. Og hun spurgte om Jeg vidste noget om hvornår de ville komme (veerne). DER!!! Der måtte jeg sige "Jeg tror de kommer nu, jeg kan ikke tale mere, hej hej"... Det var lidt synd for hende, for det gjorde hende nervøs at det blev på den måde. Men jeg kunne ikke tale! 
Jeg trak i snoren og jordemoderen kom ind. Jeg fortalte hende hvordan jeg havde det og hun ville lige undersøge mig. 6 cm. sagde hun. Jeg kunne nu godt forstå at jeg kunne mærke det mudre lidt i den anden ende af mig.
Hun sagde at det her, ville gå meget hurtigere end hun først havde antaget, hvilket bare gjorde mig glad, men også en smule skræmt.
Da klokken var ca. 14:00 var veerne så stærke og kom med et min. mellemrum, at jeg måtte have noget smertestillende, jeg fik en smule lattergas, men blev rigtig dårlig
. Så det blev skiftet ud med ilt. Hun undersøgte mig igen og der var jeg åbnet 8 cm.
Hun sagde at de sidste cm. uden problemer godt kunne tage over en time pr centimeter. AV
tænke jeg, men jeg vidste at jeg var i gode hænder, så måtte bare bide det i mig.
Da klokken var 15:30 begyndte min mave at presse. Jeg blev lidt bange, for det var virkelig ikke mig der pressede, jeg fortalte at jeg ikke kunne vente mere, og at jeg ikke kunne styre det. Hun undersøgte mig igen, og sagde at nu var jeg helt klar, og når den næste ve kom, måtte jeg godt presse. Så tænkte jeg... JUBIII Nu skal vi have vores gave, nu kommer babyen! Min mand tog det ene ben, den jordemoderstuderende tog det anden, jeg rejste mig op, og sagde nu ville jeg gerne være færdig. (igen i sjov, nok en underlig måde at klare ubehagelige situation på).
1,2,3 presse veer....
Da klokken var 15:48 var den mest bedårende lille prinsesse født. Jeg hylede som fik jeg penge for det. Vi have på forhånd aftale at jeg ikke skulle være den første der skulle holde, men at min mand skulle. Hvilket han stolt gjorde. Og der kunne jeg se og føle at min verden blev hel! Jeg kunne igennem tårene smile, og ønske manden tillykke. Jeg var stolt af ham, han af mig og vi begge af baby. 2930g og 47 cm.
(griner lidt af mig selv mens jeg skriver, for jeg får lige en hyler mere - I LOVE homoner...
)
Min mand havde travlt med at ringe rund til hele familen og alle vennerne, han satte telefonen på medhør og det var så rørende at høre folks reaktioner...
Jordemoderen fortalte mig at inden jeg måtte forlade fødestuen, skulle jeg gå ud og tisse, det kunne jeg med det samme, gjorde det og tog mit tøj på. Jeg kiggede på min telefon og til min store overraskelse, havde mit og min venindes arbejde, sendt hende ud på hospetialet, fordi hun ikke var til at holde ud, så der var en sms fra hende om at hun sag ude på gangen. Min mand gik ud til hende, og ind kom de begge. Der var intet at gøre, da jeg så hende, begynde jeg virkelig at græde... Det hele var så fantastisk, og nu kunne jeg dele det med hende også...
Da der var gået en lille time, kom der en portør med en kørestol og jeg blev kørt over på patienthotellet. Der startede så det helt store besøgs ryk ind. ALLE kom. Alle beundrede og alle nød hende. - Da min mor kom var klokken ca halv seks, og jeg sagde til hende at jeg havde oveholdt min del af aftalen... Grinende trak hun mad op af en pose...
Da alle var gået, sad min mand og jeg bare og stirrede, der var hun, det vi havde glædet os til så længe. Jeg tror vi var i en slags chok tilstand. Vi fik kun få timers søvn, ikke på grund af baby, hun var og er MEGET nem. Men fordi vi bare skulle nyde hende!
Dagen efter tog vi hjem, og da klokken var 12:00 stod jeg på mit arbejde og viste prinsessen frem... UTROLIGT at knapt 140 børn kan være helt stille... (Er pædagog). Alle var de facineret af hvad jeg havde præsteret. De havde jo allesammen fuldt nøje med i graviditeten.
Jeg nyder hende hver dag, og er overrasket over hvor nemt vi er faldet ind i vore noget nye roller... Vidste ikke at man kunne elske nogen så voldsomt, så hurtigt.
Vi er blevet eninge om at hun skal have en lillebror eller en lillesøster om nogle år - for elles kvæler vi hende i kærlighed...
Det var min fødselsberetning. Tak fordi du læste med!
Christina
(På første billede er hun få min. gammel på det andet et par timer)
