Anonym skriver:
Her står jeg med 3 positive graviditetstest. Og er ovenud lykkelig!!! Har gået i 2 år, og ikke kunne blive gravid.
Har gået til kontrol pga celleforandringer, det sidste år. Endelig var jeg blevet henvist til en specialist, for at blive tjekket om det overhoved var muligt at jeg en dag kunne blive gravid af naturens vej. Stod og ventede på min menstruation skulle komme, for at jeg kunne ringe til sygehuset og få bestilt tid, til at blive tjekket. Men det kom aldrig .
Nu er det så at mit problem er. Jeg er sammen med en muslimsk mand, som jeg har været sammen med og bor sammen med de sidste 2½ år. Men. For 1½ år siden, blev hans tvangsgift væk, til en fra sit eget hjemland. Vi gik fra hinanden, fordi jeg ikk kunne have det i mit hoved, selvom han sagde han ville have mig. i maj sidste år, blev han så skilt fra hende, og vi startede forfra.
Men i november måned, bliver han ringet op af x konen´s familie, at nu er han blevet far, (han har på intet tidspunkt vidst hun var gravid, før de ringer) og enten skal han hente barnet eller os bliver det bortadopteret. Og selvfølgelig, og med fuld forståelse fra min side, bakker jeg ham op i at, han selvfølgelig ikk vil have hans barn skal bortadopteres, selvom at det kom som et chok for alle at han pludselig var blevet far. Grunden til de ikk ville have barnet (hendes familie) er fordi han ville skilles fra deres datter, og på det tidspunkt han har sagt det, har hun været for langt henne til at få abort.
Nu er det så, at jeg er blevet gravid med vores barn, men nu vil han ikke have det, fordi han ikk føler sig parat til at have to små, og han er bange for at det ødelægger vores forhold. Han har troet at jeg er startet på p-piller, EFTER den lille kom til DK, for nu havde vi jo fået en lille. Jeg er dybt ulykkelig, da det bare er mit ønskebarn, og jeg frygter at jeg igen vil have svært ved at blive gravid senere hen, nu når det har taget så lang tid denne gang. Jeg ved virkelig ikk hvad jeg skal stille op. Jeg elsker ham over alt på jorden, og vores forhold er perfekt, taget i betraktning af hvad vi har været igennem.
Hvad ville I gøre i denne situation?!
Jeg aner intet om hvad jeg skal. Jeg er bare heller ikk en person, der kunne drømme om at beholde et barn, mod en mand´s vilje, men alligevel er jeg ikke sikker på om jeg nu kan holde på det længere. Men havde jo heller aldrig troet jeg skulle stå i den her situation :´(
PLEASE HJÆLP MIG!!
Pyha- jeg føler virkelig med dig!! Ikke at vores situation er den samme, men jeg kan nikke genkende til rigtig mange af de ting du skriver. Min graviditet kom også helt bag på mig og jeg stod med en kæreste på daværende tidspunkt der ikke mente han var klar til at blive far og villle have jeg skulle have en abort.
Jeg valgt barnet fordi jg simpelthen ikke kunne få mig selv til at få en abort. Faderne og jeg er ikke længere sammen og ja der er mange der har en holdning til det jeg gjorde - men nu er det heldigvis ikke dem der skal leve mit liv. Og jeg jeg elsker den lille pige i min mave og ved det her er det bedste valg jeg har truffet.
Så mit råd til dig er at følge dit hjerte og gøre det der føles rigtig for dig. Du skal leve med dig selv resten af dit liv.