Tjuhl skriver:
hvad vil konsekvensen være ved en abort? jeg mener...en abort er jo ikke en renvaskning af tavlen, den står der jo, for evigt: et barn fravalgt/mistet. det kommer ikke til at blive som om det barn aldrig var der.
og hvad vil det gøre ved dig? kan du fjerne et barn du har ønsket og kæmpet for længe uden at få en bitter smag i munden? kan du fjerne det uden at føle en vis modvilje mod din mand, som i bund og grund tvinger dig til det?
jeg ville ikke. jeg ville nok komme til at sige "efter alt hvad jeg har gjort for dig, så under du mig ikke dette mirakel".
og så skal man lige huske på, at børn altid kommer pishamrende ubelejligt, men på en eller anden måde får størstedelen af befolkningen det til at gå op i en højere endhed alligevel 
Lige præcis. Jeg har os sagt til ham, at for det første, : Så vil jeg have det pisse svært ved at skulle sidde og se på hans familie, er ih og åh så lykkelige for hans søn på 5 mdr, HVIS jeg fik en abort, og skulle derhjem bagefter. for min mands mor tager sig rigtig meget af den lille, fordi jeg jo af gode grunde ikke kan holde barsel med ham, da han ikk er min biologisk, eller adopteret.
Og for det andet, mener jeg også selv, at vi burde sq kunne få det til at hænge sammen, fordi til det her lille væsen, er der da i det mindste en far OG EN MOR, som vil elske det ubeskriveligt,
Kan godt følge ham i at det et chok, men er det da os for mig. Her går jeg og venter på menstruation, så jeg kan komme på sygehuset og blive tjekket for barnløshed, også er den der bare lige pludselig. Jeg har da selv stadig svært ved at forstå, at nu er den der virkelig. Og nu det ikke bare en drøm længere.
Ved jeg aldrig tilgiver mig selv. Eller ham, for at "tvinge" mig til det. Hvis det kommer dertil. Håber vores lille påskeferie sammen, kan få ham på andre tanker, til det positive
Lige præcis. Jeg har os sagt til ham, at for det første, : Så vil jeg have det pisse svært ved at skulle sidde og se på hans familie, er ih og åh så lykkelige for hans søn på 5 mdr, HVIS jeg fik en abort, og skulle derhjem bagefter. for min mands mor tager sig rigtig meget af den lille, fordi jeg jo af gode grunde ikke kan holde barsel med ham, da han ikk er min biologisk, eller adopteret.
Og for det andet, mener jeg også selv, at vi burde sq kunne få det til at hænge sammen, fordi til det her lille væsen, er der da i det mindste en far OG EN MOR, som vil elske det ubeskriveligt,
Kan godt følge ham i at det et chok, men er det da os for mig. Her går jeg og venter på menstruation, så jeg kan komme på sygehuset og blive tjekket for barnløshed, også er den der bare lige pludselig. Jeg har da selv stadig svært ved at forstå, at nu er den der virkelig. Og nu det ikke bare en drøm længere.
Ved jeg aldrig tilgiver mig selv. Eller ham, for at "tvinge" mig til det. Hvis det kommer dertil. Håber vores lille påskeferie sammen, kan få ham på andre tanker, til det positive
