kitty skriver:
Var det årsdagen igår? Åh, det vidste jeg ikke! Det ér og bliver en hård dag.. Og jeg synes det er helt i orden at du er ked af det, frustreret, tom for mod.... For det er en hård kamp I har taget op!
Igår (og i nat) slog jeg mig selv i hovedet over, at mit indlæg egentlig kom til at handle mere om mig end om dig... 
Det var skrevet for at støtte dig, og for at vise du ikke er alene! Men det blev vist lidt narcisistisk.. Sorry!
Jeg kan godt forstå at du ønsker at gigt skal vurderes individelt! Der er mange former for gigt, og mange der har det, uden man kan se det på dem! Og du vil være en kærlig, omsorgsfuld og dejlig mor, det er jeg ikke i tvivl om. Om barnet så kom fra København eller Kambodja, det er underordnet! Jeg synes du er sej, at du har turdet tænke tanekn om adoption! Jeg tør slet ikke komme derud, for så føler jeg jeg giver behandlingen op på forhånd.. Og fortæller mig selv, at jeg bare ikke kan få børn. Og de tanker skyder jeg fra mig og prøver at ignorere. Meget modent at tage skyklapperne på
Jeg ved ikke, hvor jeg finder modet og håbet. Jeg tror jeg finder det i sorgen og frustrationen. Prøver at vende det om. Hvorfor er det jeg bliver ked af det, når nogen fortæller de er gravide? Hvorfor er det jeg bliver ked af det, når jeg står bag en lille familie i køen i Fakta? Hvorfor er det Libero-reklamen kan få tårene frem i mine øjne? Fordi jeg vil være mor!! Og det må jeg kæmpe for. Omvende tårene til kampgejst... Og nogle gange svigter det! Så sidder jeg på sofaen og bander over at alle andre kan! Og det må vi godt! Ud med vreden, frustrationerne og afmagten! Vi har intet at skamme os over. Vi kan bare ikke selv...
Læs alt det af du kan herinde. Du støtter altid mig, når jeg er nede. Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at støtte dig! 
Vi må stå sammen!
En dag står vi med guldet søde... Jeg ved det! 
Nej, det tror jeg ikke engang, for det opdagede jeg først efter jeg var ked af det, og fik kigget tilbage i kalenderen...
Tror jeg blev rigtig ked af at jeg ikke har tiltro til behandlingen, og så var mit næste træk adoption, og så kan jeg heller ikke det...
Men er ved bedre mod i dag, jeg glæder mig bare til vi er godt igang med behandlingen - for så tror jeg gejsten kommer tilbage...
Og jeg opfattede slet ikke dit indlæg narcissistisk...
For mig er adoption lige så godt som et biologisk barn - eller det er det i hvert fald blevet, fordi det at få et biologisk barn er blevet så kompliceret...men tror jeg skal slå det ud af hovedet og komme tilbage til behandlingen...
Ja, jeg kan godt genkende alle de scenarier, og man får helt dårlig samvittighed over at man kan blive så ked af det over andres lykke - men synes faktisk vi har lov til det.
Vi er mødre - uden børn...og det kan kun gøre ondt...
Jeg er også rigtig glad for dig og alle de andre søde kvinder herinde, og det hjælper altid at skrive her når jeg er ked...
Hvordan går det forresten med Jer??...er i kommet over til den anden klinik uden ventetid, eller hvordan?
KNUS
