Årh hvor jeg dog forstår dig og føler med dig.
Allerede da jeg blev gravid var jeg skrækslagen. Jeg har altid frygtet graviditet, fordi jeg altid har haft en KÆMPE skræk for at føde. Alle 9 måneder af min graviditet, gik jeg og spekulerede, hvad nu hvis jeg går i stykker, hvad nu hvis det gør ondt osv. (du kender sikkert rumlen selv).
Jeg fødte Liva d. 11/9-2010 og jeg var SÅ bange. Min fødsel gik forholdsvis hurtigt. Liva kunne ikke komme ud, blev taget med kop, som i første forsøg sprang af pga. defekt kop og derfor blev hun trukket ud af mig med en ny kop efterfølgende. Jeg sprang.... Meget faktisk. Men jeg mærkede det ikke overhovedet og jeg fødte UDEN bedøvelse overhovedet..
Det lyder helt skørt og jeg ville heller ikke selv tro det hvis jeg ikke havde prøvet det. Men det er så sandt som det er sagt - og jeg er oven i køber en piveskid
Jeg havde verdens dejligste jordemoder/sygeplejerske, som efter min fødsel brugte godt en time på at sy mig sammen igen, jeg fik 3 små stik som føltes som et lille niv og resten mærkede jeg ikke. Hun gjorde meget ud af at fortælle mig at det var vigtigt jeg rettede henvendelse hvis jeg følte gener eller følte mig forkert dernede. Men ærligt så mærker jeg det ikke, og det kan heller ikke ses.
Den første uges tid er den værste og burde være det, som du frygtede mest, da man ikke kan tisse uden det svider så frygteligt...
I øvrigt bruges lattergas ikke som smertelindring, det har ingen effekt på smerter i det omfang, men det får kroppen til at slappe af og giver ro mellem veerne og hjælper en til at tænke og gøre hvad man bliver bedt om under veerne.. hvorvidt det bruges mere eller ej ved jeg dog ikke
Lykke til med det hele herfra
Anmeld
