Ja som overskriften lyder så er jeg ved, at blive sindsyg!!
Min dreng som er 15 mdr er ved, at få en ny tand, han har haft feber og er meget snottet. Hele weekenden har han været klistret til mig og grædt, grædt og atter grædt!
Jeg har givet ham panodil og det hjælper da lidt på smerterne men han piver hele tiden og det er så frygteligt, at høre på.
Jeg har vildt ondt af ham og mit hjerte går i 1000 stykker ved, at høre og se ham være så ked af det - men FUCK hvor er jeg OGSÅ træt, drænet, ked af det og skide irritabel.
Nogle gange har jeg simpelthen haft lyst til, at sætte mig ind i et hjørne, lukke af for alt og bare tude derud af.
I dag skulle jeg på wc og han ville bare ikke finde sig i, at jeg gik fra ham (han skulle sove) og han græd og græd.... Jeg fik simpelthen bare NOK og måtte lukke mig inde på toilettet i 5 minutter hvorefter jeg kom ud med mega dårlig samvittighed, følelsen af utilstrækkelighed og magtesløshed.
Jeg har ingen aflastning - non what so ever og føler virkelig jeg er ved, at gå kold i den her moderrolle. Jeg kan mærke inde i mig selv efter dette år, at jeg virkelig har brug for LUFT - at komme væk, ud blandt voksne, i biffen om aftenen, på dates, drikke mig i hegnet ja alt det man bare IKKE KAN når man er enlig mor uden aflastning. Det går mig meget på kan jeg mærke og jeg ved ikke hvor jeg skal placere alle mine behov da der jo ikke er nogen steder, at placere dem henne.
For en god ordens skyld vil jeg slutte af med, at sige - jeg elsker min søn over alt i verden, jeg vil ham det allerbedste og han betyder alverden for mig... Lige pt gennemgår jeg en personlig krise hvor jeg føler jeg må undertrykke mine egne behov pga rollen som enlig mor - dette gør mig ikke til en dårlig mor, men en mor med nogle egoistiske tanker. Dem har vi nok alle sammen, men det er bare ikke så skide populært, at fortælle det.
Hvad er jeres erfaringer? - Hvad tænker og føler i? - Hvilke behov har i for jer selv som enkelte individer?
